Maria Faust Jazz Catastrophe 3rd Mutation: MOTH (Bush Flash Records) LP/CD/digital

 

I forbindelse med årets Spot Festival præsenterede Maria Faust sit nyeste album. Det skete i A-Huset, hvor JazzDanmark og Sunship var værter for en række jazzkoncerter der placerede sig udenfor jazzens mainstream.

Sammen med guitaristen Lars Bech Pilgaard og trommeslageren Kresten Osgood, der var stand in for Anders Vestergaard der ellers spiller på pladen, leverede hun en intens omgang jazz, der var mere struktureret og mindre free end jeg troede på forhånd. 

For det første havde de noder med på scenen og for det andet kunne jeg genkende Moth to The Flame fra koncerten, da jeg hørte pladen. Struktur er ikke det samme som manglende uro. Der er masser af skæve toner og “larmende” indslag undervejs. Altsaxofonisten og komponisten Maria Faust er så meget og har i de senere år arbejdet intenst med solomusik, korværker og musik der placerer sig tæt op ad moderne klassisk musik. 

Her er albummet MOTH en stærk status på lyden af Maria Faust lige nu. Hører man til man til dem, der har en svaghed for lyden af Maria Fausts skarpe altsax, så er albummet en kærkommen gave. Hun befinder sig godt i selskab med Pilgaard og Vestergaard (og live med Osgood). De er på bølgelængde og bevæger sig smukt afsted på en plade, der kommer til at stå tydeligt i den efterhånden meget omfattende Faust-diskografi.

Bandcamp

Lis Wessberg: Twain Walking (April Records) LP/CD/digital

 

Der er noget befriende over at lytte til en plade, hvor musikeren ikke kæmper for, at positionere sig eller forsøger at placere sig på musikscenen. For det første er hun her allerede og for det andet, så gør hun det som hun er bedst til. Laver sin egen fede musik.

Det er trombonisten og komponisten Lis Wessbergs andet album efter, at hun debuterede med Yellow Map i efteråret 2021. Twain Walking er med de samme musikere, Steen Rasmussen på keys, Lennart Ginman på bas og elektronik og Jeppe Gram på trommer. 

Yellow Map var tydeligvis debuten som Lis Wessberg havde sparet energi op til gennem mange år og ikke kunne holdes tilbage. Måske blev det kun til den? Twain Walking har en fokuseret ro og sammenhæng der virkelig klæder den.

Som Henrik Palle så fint skriver i pladens linernotes, så minder trombonens glidende væsen om menneskets stemme. Lis Wessberg rolige toner hvor luft og tid smelter sammen med bandets lækre musik.

Karmen Rõivassepp er gæst på et par numre, hvor Behind The Walls er i særklasse. Det er ikke kun ro det hele. Eksempelvis er Tapestry of Life et dejligt pumpet nummer, hvor jeg kommer til at tænke på noget af det første, som Ginman lavede sammen med Steen Jørgensen og hvor Lis Wessberg var en væsentlig musiker. 

Twain Walking er et album, der ikke minder om noget andet i dansk jazz. Wessbergs originale take på jazz, rock, ambient og elektronik er er fedt bekendtskab.

Bandcamp

Skov Roar Rifbjerg Trio: Busy Spectacle (Duckstar Music) digital

 

Der er så meget jeg holder af på det her album, at det heldigvis overskygger det som ikke fungerer. For lige at tage det kedelige først. For at få folk gjort interesseret i musikken, ville jeg have valgt en anden vej. Trioens navn er ovre i den klassiske jazztrio eller advokatfirma afdeling - de tre musikeres efternavne nævnt i rap - rimeligt anonymt og ikke en indikation af at musikken er pisse cool. Pladecoveret er i samme triste afdeling. Et frækt cover med klare grafiske referencer til Blue Notes klassiske covers er ret oplagt.

Hvorfor går jeg så meget op i det? Det gør jeg fordi jeg synes at det er et megalækkert album, som trioen med Carsten Skov på vibrafon i spidsen har lavet. Assi Roar spiller bas og Frands Rifbjerg spiller trommer. Skov og Roar medvirker begge på et af mine favoritalbums fra nullerne, Yellow Fever! med Senor Coconut, hvor de har fremtrædende roller. 

Albummet åbner med den lettere obskure Busy Spectacle, der også er pladens titel. Melodien er fra en library-opsamling fra 1970 og i trioens version er der tilpas med thriller og suspense til, at den kan ledsage en biljagt med en orange Ford Capri mk 1. Herefter kommer Komeda’s udødelige titelmelodi til filmen Rosemary’s Baby, hvor Carsten Skovs sanselige vibrafon er helt perfekt. Der er også blevet plads til et par Ellington-numre og en enkelt fra Billie Holiday sangkataloget. Mine favoritter er uden tvivl trioens fortolkninger af The Doors’ Light my fire, hvor de fint balancerer på kanten til det kitschede og så deres fortolkning af Duke Pearsons Sweet Honey Bee. Det swinger som ind i h…… 

Skænk dig en Campari, læn dig tilbage i lænestolen og svøm væk i en verden af behagelig lækkerhed.

Skov/Roar/Rifbjerg/Trio

Music for Black Pigeons: Music from The motion picture soundtrack (Loveland Records) LP

 

I filmen er et af højdepunkterne, Jørgen Leths forsøg på, at få bassisten Thomas Morgan til at forklare det han laver. Der opstår en lang pause, Leth begynder at blive presset og spørger igen, Morgan er ikke sikker på, at han kan besvare det. Der går lidt tid og Morgan begynder at tale om musikken som en meditation. Alt det er med på pladen Music for Black Pigeons. Det virkeligt geniale ved LP-versionen er, at Side B slutter med at Morgan ikke kan svare på det. Det er først når man sætter vinylens Side C på, at svaret kommer.

Da filmen kom for lidt et over siden, skrev jeg: “Music for Black Pigeons er en poetisk og nærværende film om musik og dem der skaber det. Vi har fået en stor film, der bruger jazzen og Jakob Bro til, at fortælle en smuk og vedkommede historie om venskaber og hvordan musik opstår.”

Dobbeltalbummet med musik og tale fra filmen, der er lavet af Andreas Kofoed og Jørgen Leth, er en forlængelse af filmoplevelsen. Nu kan man genhøre de mange gode numre der er undervejs. Jakob Bros komposition Dug spillet af Jesper Zeuthen, Anders AC Christensen og Marilyn Mazur eller Song for Nicolai spillet af Bro, Palle Mikkelborg, Thomas Morgan og Jon Christensen. 

Soundtracket er kun udgivet på vinyl, hvor der iøvrigt medfølger et tryk med Tal R’s alternative filmplakat. Det er en massiv manifestation på meget af det, Jakob Bro har har været omkring siden 2008. Musikere som Midori Takada, Andrew Cyrille, Joe Lovano, Mark Turner, Bill Frisell, Paul Motian, Arve Henriksen og Lee Konitz dukker op undervejs. 

Selv om manifestationen er massiv, så er Jakob Bro ydmyg og sig selv hele vejen. Han er tro overfor musikken og de musikere han omgiver sig med. Jeg er ikke blevet mindre vild med det han laver.

Jakob Bro

Jazz på Spot Festival 2024

Der har i alle de år, hvor jeg er kommet på Spot Festival, været jazz og det der ligner. I 2005 hørte jeg både Nicolai Munch Hansen, Anderskov Accident, Autofant (med Kresten Osgood, som jeg også hørte i år), I got you on tape (med Jakob Bro) og norske Susanna & The Magical Orchestra, der spillede en uforglemmelig koncert på Aros. 2024 har været et rigtigt stærkt år for jazzen på Spot Festival. Jeg tager det som et udtryk for at jazzen i det hele taget står meget stærkt lige nu.

Hvalfugl spillede for en stopfyldt store sal og Gaffa kvitterede med 6 stjerner. Smag på dig selv lavede en fest sent fredag aften på den store udendørs scene foran Musikhuset, hvor Gaffas Torben Holleufer leverede 5 stjerner. Tigeroak og Astrid Engberg fyldte begge Rytmisk Sal. 

JazzDanmark var sammen med Sunship flyttet ind på A-Huset i området ved siden af Godsbanen. Her præsenterede de fredag, seks forskellige kunstnere i den eksperimenterende ende af jazzen, hvor Maria Faust, Emil Palme og Håkon Berre var fra den erfarne ende. Området omkring A-Huset sydede af spirende forårsfornemmelser. Solen deltog også på Spot, der kunne melde udsolgt fredag aften. Emil Palme leverede en nærmest meditativ oplevelse med guitaren, hvor store klangflader blev fyldt ud med filmiske og stikkende elementer. 

På Spot kunne man opleve det helt nye band Frequens med direkte inspiration fra fusionsjazzen, de næsten lige så nye Clothing Club, de mere erfarne søskende Døssing og bandet Clapper, der er Abekejser uden Døssing men med Malthe Jepsen. De spiller med indirekte inspiration fra fusionsjazzen og er en del af jazzens nutid, hvor Aarhus er leveringsdygtig i en grad, der må gøre andre byer misundelige. 

Jeg havde et særlig øjeblik med The Three Body Problem i Ridehuset, dem har jeg skrevet et selvstændigt indlæg om. Ligesom jeg også har skrevet om Maria Faust, der spillede med Kresten Osgood og Lars Bech Pilgaard. Hun har en ny plade ude nu, som hun præsenterede på festivalen. 

I forbindelse med Spot var der også en scene med live-podcasts. Her havde Spot spurgt om jeg ville lave en udgave af min Podcast, Pladesamlerne - en larmende minoritet. Det siger man ikke nej tak til. Det blev til en time i selskab med Carsten “Dusty Wax” Reinholdt, der fortalte om at samle på plader og være DJ gennem en menneskealder. Du finder den snart i din podcast-app.

Jazzen blev også repræsenteret i forskellige afarter af eksempelvis Kalaha, Girls in Airports med Teitur, Nana Rashid, Akabanga, Miriam Mandipira, Ida Nielsen, Jeremy Troy og Rest in Beats.

Jeg fangede Hvalfugl, Astrid Engberg, Elias Rønnenfelt (fra mit favoritrockband Iceage) og Smag på dig selv, til en intens showcase på Radar, lørdag middag og et par timer frem. Her blev jeg bekræftet i at Hvalfugl står stærkere end nogensinde, at Astrid Engberg lyder for fedt, når der gå voldsomme klubbeats i den og at Smag på dig selv, så godt stegte ud efter fredagens succes på Parkscenen. Det lod de ikke påvirke koncerten, der var tight og intens.

Spot var i særklasse i år set fra en jazzfreaks synspunkt. Spørgsmålet er om det er Spot eller jazzens skyld? Jeg hælder til det sidste. Jazz er nutidens musik - og det ved Spot. 

Arild Andersen/Daniel Sommer/Rob Luft: As time passes (April Records) LP/CD/digital

 

Den norske baslegende Arild Anderrsen bliver 80 år næste år. På denne plade er han sammen med to musikere, der aldersmæssigt befinder sig i 30’erne. Det var danske Daniel Sommer på trommer, som bla. er med i Orgelduo og Karmen Rõivassepp Quartet, der rakte ud til Arild Andersen i 2021, hvor de startede med at spille duo. Arild Andersen fik britiske Rob Luft på guitar med i trioen. Luft er allerede godt etableret på den internationale jazzscne, i kraft af de tre udgivelser på Edition Records.

De er hver især kommet med kompositioner til pladen, hvor det er tydeligt at de temperamentsmæssigt er på bølgelængde. De mødes i et kollektivt udtryk, der vokser frem af Nordsøen. Det norsk/dansk/britiske jazzudtryk drikker af den samme melodiske kilde.

Når de spiller, tager de den med ro, kæler for tonerne, klangene og slagene. Der er en masse rum i musikken, hvor Arild Andersens majestætiske baslyd omkranses af Daniel Sommers nænsomme og empatiske trommespil og Rob Lufts overskudsfyldte og behagelige guitarspil. Det er himmelsk. Det er uden tvivl en af årets helt store udgivelser. 

Bandcamp

Victor Peter (egen udgivelse) digital

 

Han er kun 25 år og er på en nærmest umulig mission. Han vil forny bigband musikken. Det havner ofte i Frank Sinatra croonerland, når der er vokal på - hvilket er fedt - men overhovedet ikke nyskabende. Han er dog allerede kommet meget længere end det burde være muligt. Han har lavet sit eget vokal big band album. Det har taget ham 7 år. Med DR Big Band trommeslageren Søren Frost og blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra og den erfarne Nikolai Bøgelund som dirigent. En fuldstændigt vild præstation - der fortjener en masse ros.

Den ros er dog kun noget værd, hvis den musik han har indspillet også fungerer. Det gør den. Jeg er vendt tilbage til albummet mange gange, siden jeg modtog den. Åbningsnummeret I’d like it short er ret klassisk - og noget af det fede ved nummeret, er brugen blæserriffs med smæk på. Victor Peter er både rundet af jazz og pop. Der er også dryppet en pæn sjat funk i cocktailen, hvilket vi hører på den efterfølgende What do you know, hvor Victor Peter spiller et lækkert frækt el-klaver. Lady like attitude er en croonerballade og det er her, hvor Victor Peter er allermest klassisk. 

Så sker der lige pludselig noget helt andet. Han begynder at synge på dansk. På nummeret Før eller siden er big bandet sendt udenfor og Victor Peter laver en nærværende popballade, hvor hans vokal og klaver står flot sammen. Der kommer to numre mere på dansk, I kærlighedens ånd og den helt vidunderlige swing-ballade Jeg har vist aldrig fået sagt, der ikke lyder så altmodisch som man kunne frygte. Victor Peter er nemlig en big band vokalist i nutiden. Det bliver ikke banalt og kitschet, selv om der er store følelser og lyd på spil.

En imponerende debut, der burde kaste et nummer eller to i powerplay på P8jazz. 

www.victorpeter.dk