tirsdag, oktober 24, 2017

JH3 Jari Haapalainen Trio: Fusion Nation (Moserobie) LP/CD/DL

Det er ikke kun musikken der har et højt tempo. Det samme har udgivelsesfrekvensen. Det er det tredje album med trioen JH3 jeg anmelder indenfor et år. Trommeslageren Jari Haapalainen har ramt en kunstnerisk åre, hvor buldrende saxtriojazz sprøjter ud som var det afslutningen på en pornofilm.

Han er sammen med Per Texas Johansson på tenorsax og Daniel Bingert på elbas. Det er heftigt og enkelt som i en punktrio. Det er også larmende. I modsætning til de to foregående albums er det dog blevet mindre noisy. Der er også arbejdet med lydens æstetik, der får lov at skifte fra nummer til nummer. Komprimering, forvrængning og andet grimt stads dukker op undervejs. Det giver JH3 et særligt og unikt udtryk, der er tydeligere på Fusion Nation end på de foregående Fusion-albums (der ikke har noget med fusionsjazz traditionel forstand at gøre). Soldiner Kiez er en af pladens mange goodies, hvor man godt kan høre at Haapalainen har stor erfaring fra rocken.

Trænger du til punket garagejazz? Så JH3 et vanvittigt godt bud.

mandag, oktober 23, 2017

Fredrik Kronkvist: Afro Cuban Supreme (Connective) CD

Det er kombinationen af så meget godt, at man bliver bange for at det går galt. Den svenske saxofonist Fredrik Kronkvist tager udgangspunkt i Dizzy Gillespie’s idé om at forene mennesker, musik og rytmer. Han har samlet et internationalt hold af musikere omkring. Landsmændene Martin Sjökvist og Johnny Åman tager sig af henholdsvis klaver og bas. Fra New Orleans kommer trommeslageren Jason Marsalis, som Kronkvist tidligere har lavet plader sammen med. Eliel Lazo på congas kommer fra Cuba og bor i dag i København. Mens sangerinden Mariam Aïda, der medvirker på fire numre har nordafrikanske rødder. Det er heldigvis ikke ualmindeligt med den slags internationale hold i skandinavisk jazz. 

Fredrik Kronkvist er en erfaren herre med 15 albums i eget navn på samvittigheden. Og jeg må rent ud tilstå at Afro Cuban Supreme er en af de rigtigt gode. Pladen kommer på formidal vis omkring den afro cubanske jazzfeeling. Pladen starter ikke det mest indlysende sted, når overskriften hedder afro cuban jazz. Efter en intro spiller de Coltrane’s A Love Supreme - Acknowledgement. Herefter går det over stok og sten blandet op med nogle mellemnumre skrevet af Kronkvist. Der er Juan Tizol’s Caravan, som Ellington gjorde til et af jazzens mesterværker. Mange har været der før. Kronkvist formår særligt i kraft af Eliel Lazo’s himmelske congasspil, at give Caravan nyt liv. Der er en række Gillespie-hits, hvor Manteca og A nIght in Tunesia stråler om kap med fuldmånen over Havana. 

Kronkvist kombinerer den afro cubanske jazz med Coltrane. Både den intellektuelle på Satellite og den spirituelle, som på Acknowledgement, der også lukker albummet. Oven over det hele stråler Kronkvist med et formidabelt saxofonspil på både alt, sopran og tenorsax, suppleret med basklarinet og fløjte. Afro Cuban Supreme er jazz af den svedigste slags. I øvrigt spiller de på Jazzhus Montmartre d. 27. og 28. oktober.

søndag, oktober 22, 2017

Anna Lundqvist Quintet: Mewe (Prophone) CD/DL/stream

Selv om jeg ser mig selv som en forholdsvis fordomsfri jazzblogger. Så bliver jeg til tider udfordret på nogle områder, hvor jeg er lige så fordomsfuld som Martin Henriksen til fredagsbøn i Grimhøjmoskeen. En mental niqab går ned over mine jazzlytterører, når emnet er ordløs jazzvokal. Jeg er ikke pjattet med det. Når der så alligevel dumper en plade ind på anmelderbordet, så tager jeg alligevel et lyt inden den ryger i glemmebunken. "Det er jo ordløs sang", tænker jeg. "Ikke lige min kop te". Nu har jeg alligevel lyttet flere gange til den. Ladet den ligge, for så atter at vende tilbage til den - der begyndte at gå lystlytning i foretagendet. 

Anna Lundqvist har tidligere lavet 4 plader med quartet/quintet. Her har sangen altid været med tekst. Det er altså noget nyt, at Anna Lundqvist træder et lille skridt tilbage fra fronten som sanger og i stedet indgår i kvintetten som instrument. Anna Lundqvist har skrevet al musikken, der bedst kan betegnes som dynamisk og melodiøs nutidig jazz med power. Hun er sammen med nogle formidable musikere, hvor pianisten Fabian Kallerdahl atter imponerer. Saxofonisten Björn Almgren er god sammen med Lundqvists stemme. Så for at vende tilbage til mine fordomme omkring ordløs sang, så dør de inden pladen er slut. Lundqvist finder naturligt sammen med musikerne og bliver ikke et påklistret påhit.

lørdag, oktober 21, 2017

Goran Kajfes Subtropic Arkestra: The Reason Why Vol. 3 (Headspin Recordings) LP/CD/DL/stream

Det er tredje og dermed sidste del i The Reason Why trilogien, som Goran Kajfes Subtropic Arkestra står bag. Det er psykedelisk jazz med noter af world og funk. Subtropic Arkestra består af en række svenske jazzpersonligheder som f.eks. Jonas Kullhammar, Per “Ruskträsk” Johansson og Johan Berthling, mens Per “Texas” Johansson er med som nyeste medlem. Trompetisten Goran Kajfes står igen i spidsen for et musikalsk kollektiv, hvor brune ris og røgelse fornemmes i baggrunden.

Som på de tidligere Subtropic plader, har Kajfes fundet nogle numre frem som de fortolker. Her er Ibakish Tarekigne af den etiopiske keyboardspiller Hailu Mergia, Le Monde avait 5 Ans af den franske electronicapioner Bernard Fevre, Ne Rien Voir Dire Entendre af Orchestre Poly-rythmo de Cotonou og You can count on me af Panda Bear. 

De kommer bredt omkring i en vidtfavnende musikalsk verden, hvor de alligevel får sat deres umiskendelige Subtropic Arkestra aftryk. Goran Kajfes besluttede allerede fra starten, da han lavede etteren, at der kun skulle laves tre albums, da han ikke ville hænge fast i musikalsk udtryk. Respekt for det. Men jeg tror ærligt talt, at tiden vil vise Goran Kajfes at det var en forkert beslutning. Jeg håber at han, når tiden er moden, atter samler et Subtropic Arkestra og laver psykedelisk jazz.

fredag, oktober 20, 2017

Bernt Rosengren Quartet: Songs (PB7) CD/DL/stream

Når det bliver jul, så fylder han 80 år. Den svenske tenorsaxofonist Bernt Rosengren, som ofte har spillet i Danmark, er atter aktuel med et album med den kvartet som han har spillet med i 15 år. Han er såmænd så glad for det danske, at han har fået Thorbjørn Sjøgren til at skrive pladens linernotes. Endnu en gang har kvartetten valgt at indspille 13 numre fra jazzens skattekiste. Numre som de ikke har øvet sammen, men alle har valgt at præsentere i first takes. 

Der er numre der ligger øverst i skattekisten og skinner allermest. Indiana der blev indspillet for første gang for 100 år siden af Original Dixieland Jazzband over Miles Davis’ Solar til Styne/Cahn’s The Things We Did last summer. Der er mindre kendte sager som Perry Como’s If I’m Lucky fra 1946 og Horace Parlan's Love & Peace, Parlan som Rosengren spillede sammen med i Doug Raney’s Quintet i firserne.

Når man har været aktiv siden slutningen af 50’erne og har spillet mange af jazzens stilarter, så er det iimponerede at man kan udtrykke sig så klart og tydeligt som Rosengren. Der er ikke masse overflødig fyld. Rosengren er nestoren der ved hvad han skal sige. De tre musikere, Stefan Gustafsson på piano, Hans Backenroth på bas og Bengt Stark på trommer ved hvordan man bakker en klassesaxofonist som Bernt Rosengren op. Det er afslappet og virtuos standardjazz uden lige her i Norden.

torsdag, oktober 19, 2017

Carsten Lindholm: Indispiration (Jazznarts) CD/DL/stream

Han er et forholdsvist ubeskrevet blad med et enkelt fuldlængde album og en EP på samvittigheden. Der er heller ikke nogle sideman meritter jeg kan henvise til. Trommeslageren Carsten Lindholm har udgivet sit andet album på det tyske pladeselskab Jazznarts. Musikken kan bedst beskrives som semiakustisk nu jazz med et strejf af Indien. Hvor Lindholms første album Tribute havde en tendens til at lyde som noget der skulle være udgivet 10 år tidligere, så forholder det sig helt anderledes med Indispiration. Han er landet i nutiden. 

Eneste gennemgående musiker på pladen er Lindholm på trommer, Rhodes og kalimba. Han har benyttet sig af intet mindre end 5 forskellige trompetister, der hver medvirker på 2 numre. Det går lige fra internationalt kendte trompetister som franske Erik Truffaz og engelske Pete Judge fra Get The Blessing til tyske Thomas Siffling og norske Gunnar Halle, hvor danske Rasmus Bøgelund er det mindre kendte navn. 

Pianisten John Beasley, vibrafonisten Christopher Dell og bassisten Reggie Washington er andre notabiliteter. Men kan de noget ud over at være kendte? Og formår Lindholm at bruge det? F.eks. medvirker Dell og Washington begge på nummeret J.G. Det lyder godt og vellykket med triosamspillet mellem Washingtons elbas og Dells vibrafon, hvor Lindholms viltre trommespil passer godt ind. Bassisten Klavs Hovman er med på hele 6 numre, hvor f.eks. Luther har et fedt groovy basspil. Igen tager Lindholm stikket hjem med et flagrende trommespil, der hænger godt sammen med pianoindsatsen fra den for mig ukendte Mathias Grove Madsen. Henrik Andersen medvirker på 6 numre på sitar og tampura og er med til at sikre den indiske stemning, prøv f.eks. at lytte til Indian Summer.

Indispiration er en jazzplade som ingen anden jeg har hørt fra Danmark i flere år. Er du til semiakustisk fusionsjazz med en snert af nu jazz, er der ingen vej uden om. Den er en særdeles anbefalelsesværdig.

onsdag, oktober 18, 2017

Peter Marott & Swinghouse Orchestra (Gateway) CD/DL/stream

Den gang Lennart Ginman var kunstnerisk leder på Copenhagen Jazzhouse lavede han nogle forskellige klubber i klubben. Her var en af de mest populære swingklubben, hvor swingpjattere kunne vride hofterne til lyden af hot jazz. Her var Swinghouse Orchestra husorkester. Syv år efter at de stod på en scene for første gang, så kommer der endelig en plade med dem. Det er ikke kun fordi, at trompetisten og sangeren Peter Marott har samlet et usædvanligt velklingende, charmerende og lækkert orkester omkring sig, at det er fedt. Jan Harbeck på tenorsax, Mads Hyhne på trombone, Mads Søndergaard på piano, Lennart Ginman på bas og Morten Ærø på trommer spiller jazz fra en tid, hvor Kanye West’s bedstemor dårligt nok var født. 

Det er swingjazz der serveres med elegance, charme og klasse. Udvalget af numre på pladen er et eksklusivt udvalg af kendte og knapt så slidte swingnumre som Down in Honky Tonk Town og Deed I do. Blandt de mere kuriøse indslag på pladen er Jacob Gades Tango Jalousie og H.C. Lumbye’s Champagne Galop. Og de lyder også godt! Pladen er en god præsentation af et orkester, der bør blive et hitorkester på jazzscenerne i det ganske land.