søndag, april 22, 2018

MODERN JAZZ DAYS 2018 - et farvel til en jazzfestival

Kasper Tranberg, Nils Bo Davidsen
og Rasmus Oppenhagen
Det er med vemod at jeg skriver denne blogpost. Endnu en gang var jeg inviteret til Køge og Modern Jazz Days. Det bliver sidste gang, da festivalen stopper. Hoved- og idémanden bag Modern Jazz Days, Jakob Baggesen er flyttet til Kolding, hvor han i øvrigt allerede er blevet formand for bestyrelsen for Jazz i Trekanten. Modern Jazz Days var en unik jazzfestival, der ikke var bange for at tage chancer og afprøve nye veje for jazzen. I år var der to temaer der farvede programlægningen. Kvinder og electronica. De fyldte begge godt op i programmet. 

Da jeg her til morgen mødte trommeslageren Terkel Nørgaard over morgenmaden på hotellet, spurgte han om, hvilken koncert der havde været den fedeste. Jeg spolede tilbage i hjernen og kom helt tilbage til fredag, da det hele startede med Rasmus Oppenhagen Krogh Kvartet. Han havde trompetisten Kasper Tranberg med, ligesom på pladen Distill, som der blev spillet flere numre fra. Jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg har hørt Kasper Tranberg spille smukkere og mere afklaret end ved koncerten i fredags. Der kom ikke en eneste ligegyldig tone ud af Tranbergs trompet. Alle toner havde en betydning og fik lov til at stå i rummet, som en spejling af tiden, der i lidt over en time stod stille. Rasmus Oppenhagen Kroghs gode melodier var oplæg til Tranberg, der greb dem. En oplevelse der bliver siddende. Rasmus havde også taget trommeslageren Laurits Hyllested og bassisten Nils Bo Davidsen med. De var begge med til at give det sidste til kvartetten. 

Abekejser
Herefter var det tid til den officielle åbning, med en tale fra kultur- og idrætsudvalgsformanden. Jakob Baggesen havde spurgt om jeg også ville holde en tale. Da jeg ikke er den store taler, valgte jeg at holde mig til det jeg plejer, nemlig at anmelde. Jeg valgte at anmelde hele festivalen før jeg havde hørt musikken. Hele talen kan du læse i kommentarsporet herunder.

Kalaha
Resten af fredagen bøde på forskellige bud på hvordan det lyder når jazz møder electronica. Jeg havde i min før-anmeldelse, fremhævet Kalaha som dagens store oplevelse og forudsigelsen holdt. Kvartetten med to jazzmusikere og to electronicamusikere er en sammentømret enhed, der spiller med overskud og plads til at stritte og improvisere. Scenelyset med lange LED-stave pegende op i luften var en lækker ekstra dimension. Jeg har ikke holdt mig tilbage for at hype Aarhus-bandet  Abekejser og det vil jeg blive ved med. De har drypvis sluppet nogle numre løs på de digitale tjenester, men arbejder nu på at lave et helt album. Jon Døssing Bendixens band, hvor nutidig electronica blandes med old school keyboards og afrofarvet guitar stod atter distancen. De spillede i Den Gule Hal, der til daglig er skaterhal, for et publikum der ikke var talstærkt. Til gengæld var de entusiastiske og helt sikkert nye Abekejser-fans.

Blood Sweat Drum + Bass
Aftenen lukkede med 26 mand klemt sammen på scenen i Salen. Aarhusianske Blood Sweat Drum + Bass havde taget den norske vildkat Jørgen Munkebo med. Med spredte ben og rockattitude spillede han saxofon som stod han på Orange Scene på Roskilde Festivalen. Lydtrykket var gigantisk. Dagen var gået i seng, da de gik på og natten tog over.

Mathias Heise og Jacob Venndt
Lørdagen startede i det milde hjørne med Mathias Heise og Jacob Venndts hyldest til Toots Thielemans. Caféen var proppet med et publikum der flød med på en bølge af swing og gode melodier. Vi fik både Killer Joe, Bluesette og nogle vellavede duetter. Herefter tog Sinne Eeg over inde i salen, hvor alle stole var taget og resten af publikum måtte stå ude væggene. Her oplevede de fire kunstnere, der for en stund smeltede sammen og serverede jazz som om der ikke fandtes andet i denne verden. Sinne Eeg er stadig på toppen.

Agami Brothers & The Supreme Court
Herefter begyndte det at gå stærkt. Kuku og Joseph Agami & The Supreme Court spillede jazz hip hop. Jeg kom til at tænke på The Roots, som de lød for 20 år siden. Johannes Wambergs guitar har noget Grant Green i sig og Andreas Frylands hårde lilletrommeslag skabte bunden for den hårdt swingende gruppe, der skal tage sig sammen til at lave en plade. Kathrine Windfeld og Jesper Løvdal spillede på samme tidspunkt i caféen. Tapperiet sydede og boblede af jazzglæde samtidig med at dagens sidste solstråler oplyste bygningen. 

Sinne Eeg
Thomas Agergaard har samlet en ny kvartet, hvor Ginman og Blachman er gengangere fra tidligere, mens den unge polske pianist Artur Tuznik var den nye mand. Hvordan det gik ved jeg ikke. Jeg skulle selv spille plader på samme tidpunkt. Kvartetten havde spillet på Bellevue teatret, torsdag aften for 400 mennesker. Dagens to sidste kunstnere var Excelsior og Maximalistica. Igen var jeg optaget til anden side.

Sofa Session set fra scenen
Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser i Køge, så er der flere højdepunkter. En af de oplevelser som står stærkest i hukommelsen, var da Reverse spillede sammen med Palle Mikkelborg i 2015. Nyskrevet musik spillet af den unge trio, der ramte Palle Mikkelborgs kunstneriske glød. Det var gåsehudsfremkaldende. Der har også været koncerter med Kresten Osgood Trio, Bremer/McCoy og Fredrik Lundin & De 5 på nye eventyr, der har sat varige spor i hjernen. Det har også været sjovt at lave Sofa Session. De første par gange med Niels Christian Cederberg, en enkelt gang med Jens Jørn Gjedsted og så afslutningen i år sammen med Jonas Visti, der havde taget Thøger Dixgaard med. De havde været i Brasilien hele februar måned, så selvfølgelig gik der brasiliansk musik i den. Jeg havde lugtet lunten, så jeg havde selvfølgelig også taget nogle brasiliansk farvede sager med. Det gik hen og udviklede sig til en hyggelig omgang snak og pladespilleri fra sofaen på scenen. Så hvis der er nogen derude der vil have en Sofa Session, så er vi tre herrer der ret hurtigt kan pakke pladetaskerne… Når vi nu desværre ikke skal til Køge mere. 



Jazzbloggeren i Køge
Modern Jazz Days sluttede på toppen. Festivalen var godt besøgt om lørdagen. Der var udsolgt til jazzbrunchen med Hanne Uldal i dag, hvor hun trakterede med stilige standards. Det var en værdig og god afslutning. Det har været hyggeligt med den gode afslappede stemning fra de frivillige på Tapperiet, der har slidt og slæbt hele weekenden med et smil på læben. Tak for nu, Køge. 


2 kommentarer:

Niels Overgård sagde ...

MIN TALE TIL ÅBNINGEN AF MODERN JAZZ DAYS del 1
Når man er inviteret til en jazzfestival som jazzskribent, så forventer jazzfestivalen nok også at få nogle ord med på vejen. Det værste der kan ske for jazzskribenten er, hvis man ikke lige får hørt en koncert eller tre. Hvis man lige faldt i snak med ham der jazzbassisten, som ville fortælle om den nye streng han havde købt til sin bas, samtidig med at han bød på en øl. Ja så smuttede der måske lige lidt musik hist og pist. Det betyder ikke så meget for en jazzblogger der har skrevet over 2500 pladeanmeldelser, man finder nok nogle ord i hjernearkivet. Eller endnu bedre. Man skriver anmeldelsen på forhånd, så kan man bare hænge ud og hygge sig hele weekenden. Så her er den. Anmeldelsen du kan læse på min blog fra på søndag.

Efter at have eksisteret i 7 år er det slut med Modern Jazz Days I Køge. Idémanden og hovedkraften bag festivalen, Jakob Baggesen er flyttet til Jylland, hvor han allerede er involveret i nye jazzprojekter. Noget som glæder mig der er fra Jylland.

Festivalen sluttede på toppen med et udsolgt jazzbruncharrangement, søndag formiddag. Her sang Hanne Uldall og den stilsikre saxofonist Christina Dahl spillede til den supplerende klirren med kaffekopperne. Søndagssolstrålerne oplyste lokalet, hvor der rundt i krogene lå rester af den festival, der havde braget gennem lokalerne henover weekenden. Kvartetten sendte nogle bidder af New York ud over Køge.

Det hele startede i fredags, hvor et af den danske jazzscenes nye store navne åbnede Modern Jazz Days. At guitaristen Rasmus Oppenhagen Krogh også kommer fra området var et ekstra lille plus. De rolige og flydende jazzrytmer med kærlige inspiratoriske nik til særligt Paul Motian, var en rigtig god åbning.

Jeg havde set meget frem til fredagens elektronisk inspirerede program, hvor århusianske Abekejser atter sat en tyk streg under, at de er noget helt særligt. Deres blanding af nutidig fusionsjazz, hvor afro og elektronisk musik smeltede sammen med improvisationerne var berigende.

Fredagen sluttede med et andet århusnavn, Blood Sweat Drum + Bass, der under ledelse af Chappe erfarent blandede electronica og big band jazz med ekstra meget tryk på rytmegruppen. Oveni det hele havde de taget norske Jørgen Munkeby med. Han placerede sig uden sikkerhedsnet et sted mellem heavy metal og John Coltrane. De spillede som et fyrværkeri en sen sommeraften i Tivoli. Det var en passende afslutning på en aften, hvor jeg bl.a. havde oplevet nogle spændende duokonstellationer.

Jazzbassisten Lennart Ginman var sammen med Ane Trolle og jazzguitaristen Tao Højgaard sammen med Astrid Engberg. Begge hold skabte nogle betagende klangmalerier, hvor det ikke var de blege vandfarver der blev malet med. Det var de fede farvestærke oliefarver, der flød ud af højtalerne. De skabte en sø, som publikum hengivent flød med på. Deres samlede afsluttende finale var et højdepunkt.

Bag synonymerne 99 Blows og Tenoe gemte sig Rasmus Vestervig, som vi oplevede sidste år som guitarist sammen med Hess is More og trommeslageren Terkel Nørgaard, der de sidste 3 år har spillet med trioen Reverse på Modern Jazz Days. Han havde skiftet til vinylerne for en enkelt aften. Jeg følte mig hensat til en gammel nedlagt fabrik i udkanten i Berlin.

Jeg må nok erkende at aftenens højdepunkt blev Kalaha. Det måske mest vellykkede danske crossover af jazz og electronica nogensinde. Trommeslageren Emil de Waal og Ibrahim Electric guitaristen Niclas Knudsen var sammen med electronica fyrene Spejderrobot og Rumpistol. Deres unikke blanding af electronicamusikkens pulserende beats, afro og jazzens uforudsigelige skævheder hensatte mig i berusende glæde.

Det var en genistreg af festivalchef Jakob Baggesen at lave et fredagsprogram, hvor jazzen og electronicaen kyssede, krammede og bollede med hinanden, så man til sidst var aldeles ligeglad med genrebetegnelser og bare flød med og nød det.

Niels Overgård sagde ...

Del 2
Lørdag startede i børnenes tegn med Æsken. Jeg nåede simpelthen ikke afsted til koncerten. Jeg skulle lige have en eftermiddagslur. Så kunne jeg også være klar til et tætpakket program. Mundharpevirtuosen Mathias Heise var sammen med en anden mundharpevirtous, Jacob Vendt på scenen for at hylde jazzlegenden Toots Thielemanns. En både hyggelig og hjertevarm koncert, der ledte mig over til Sinne Eeg. Hun er et af de stærkeste navne i dansk jazz lige nu. Efter at hun har spillet flere koncerter i USA, var det en fornøjelse at høre hende igen i Danmark, hvor hun med sin vanlige gruppe spillede nogle kendte standards og nogle af de numre som hun selv har skrevet, hvor Time to go er en af mine helt store favoritter.

Herefter var endnu en kvinde i hovedrollen. Pianisten Kathrine Windfeld har opnået stor succes med sit big band. Lørdag aften måtte vi nøjes med en kvartet, hvor hun havde taget saxofonisten Jesper Løvdal med som ekstra gæst. Det var første gang jeg hørte hende i den sammenhæng og har efterfølgende tænkt at det ikke må blive sidste gang.

Herefter var det tid til et mindre stilskifte, da de to kongesønner og rappere Kuku og Joseph Agami indtog scenen sammen med et hold unge københavnske jazzløver. Det blev lige præcis den blanding af funk, hardbop og hip hop som jeg havde håbet på. Det kan godt undre mig at de ikke har udgivet noget på plade endnu.

Den norske sangerinde Live Foyn Friis er en travl kvinde med karriere i både pop og jazz. Indenfor jazzen har hun også gang i flere projekter. I den gule hal havde hun strygerprojektet med, hvor hun har udvidet sin gamle Foyn trio med strygere. Den skarpe iagttager lagde nok også mærke til, at medlemmerne af Foyn Trio alle var med I Think You’re Awesome, der spillede på Modern Jazz Days sidste år.

Et af festivalens hovednavne gik på scenen kl. 21.00, hvilket også var det samme tidspunkt som jeg selv skulle spille på festivalen. Så her opstod der et moralsk dilemma. Skulle jeg skrive en anmeldelse af koncerten med Thomas Agergaard, Lennart Ginman, Thomas Blachman og den spændende polske pianist Artur Tuznik, som jeg ikke havde oplevet? Jørgen Leth gjorde det i 1964, da han i Politiken anmeldte en koncert med Roland Kirk, som han ikke var til og som, desværre for Jørgen, blev aflyst. Han blev efterfølgende fyret som jazzanmelder og vendte aldrig tilbage til anmelderiet. Det ville jeg alligevel ikke risikere, så den koncert har jeg selvfølgelig ikke anmeldt.

Hvad var det så jeg lavede kl. 21.00 lørdag aften?

Jeg hyggede mig sammen med P8 jazz værten Jonas Visti og popsangeren Thøger Dixgaard. Dybt begravet i en sofa foran to pladespillere på Cafeens lille scene, skiftedes vi til at sætte en jazzvinyl på. Der blev lagt flere sjældne sager på pladespillerne. Bl.a. EP’en med musikken fra Bennys Badekar som jeg købte sidste år på et lille loppemarked syd for Køge til en femmer. Inde i København mener de at den skal koste 1000,- Vi havde på forhånd bedt om at der ikke skulle være en bagkant. Vi blev ved så længe at jeg heller ikke hørte Excelsior med Anja Lahrman , der trådte sine barnesko i Køge, der spillede sammen med Rasmus Kjær. Jeg har til gengæld hørt, at jeg gik glip af en fed koncert.

Da vi havde slidt pickupperne op på pladespillerne nåede vi ind i salen for, at høre aftenens sidste navn. Den tværeuropæiske gruppe Maximalistica leverede en krasbørstig blanding der skiftede mellem svævende eksperimentelle lydcollager og heftige udladninger. Det hele sluttede med et big bang.

Så blev det søndag og det er slut nu.

Her fra bloggen skal der lyde en stor tak til Køge, Tapperiet og ikke mindst Jakob Baggesen for at gøre det endnu en gang. De har formået at sætte handling på det, som alt for mange bare taler om. Desværre er Danmark blevet en jazzfestival fattigere. Den sluttede heldigvis så meget på toppen at den vil blive savnet.