lørdag, april 07, 2018

IKI: Oracle (DME) LP/CD/DL/stream

Der er gået 7 år siden vokalgruppen IKI hentede en DMA jazz pris for debutpladen. Nu er de aktuelle med deres tredje album. På det forrige album Lava samarbejdede de med islændingen Hilmer Jansson, mens de på nye album samarbejder med electronica-musikeren Mike Sheridan. Gruppen er gået fra 8 til 5 medlemmer. Johanna Sulkunen, Kamilla Kovacs, Guro Tveitnes, Anna Mose og den nytilkomne Jullie Hjetland har lavet musikken sammen med Sheridan. Deres ordløse vokaler er et instrument på samme fod som Sheridans maskiner. 

Mødet mellem stemmerne og maskiner er fuld af stærke stemninger. Albummets titel ORACLE sætter scenen for et mytisk og mystisk univers. IKI er fascinerede af det kønsløse, mytologiske og religiøse orakel, som man søger til for at få svar, men som er tåget og flertydigt, og overlader den søgende til at finde egne veje frem. Musikken kredser om det ceremonielle og tribale. Sangene er ordløse, men har meget konkrete titler, som kan sætte gang i en process i lytterens egen fortolkning. 

Netop det tvetydige står stærkt på udgivelsen. På pladecoveret har IKI masker på, lavet af den norske kunstner Damselfrau, der også tidligere har lavet masker til Björk og Beyonce. Maskerne er med sine stærke farver og mønstre, ikke masker der gemmer på noget. De åbner op. Op for noget nyt og uventet. Det er det samme pladen gør. Den bevæger sig mellem det dystre, det forunderlige, det håbefulde og livet. 

Ingen kommentarer: