søndag, april 22, 2018

MODERN JAZZ DAYS 2018 - et farvel til en jazzfestival

Kasper Tranberg, Nils Bo Davidsen
og Rasmus Oppenhagen
Det er med vemod at jeg skriver denne blogpost. Endnu en gang var jeg inviteret til Køge og Modern Jazz Days. Det bliver sidste gang, da festivalen stopper. Hoved- og idémanden bag Modern Jazz Days, Jakob Baggesen er flyttet til Kolding, hvor han i øvrigt allerede er blevet formand for bestyrelsen for Jazz i Trekanten. Modern Jazz Days var en unik jazzfestival, der ikke var bange for at tage chancer og afprøve nye veje for jazzen. I år var der to temaer der farvede programlægningen. Kvinder og electronica. De fyldte begge godt op i programmet. 

Da jeg her til morgen mødte trommeslageren Terkel Nørgaard over morgenmaden på hotellet, spurgte han om, hvilken koncert der havde været den fedeste. Jeg spolede tilbage i hjernen og kom helt tilbage til fredag, da det hele startede med Rasmus Oppenhagen Krogh Kvartet. Han havde trompetisten Kasper Tranberg med, ligesom på pladen Distill, som der blev spillet flere numre fra. Jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg har hørt Kasper Tranberg spille smukkere og mere afklaret end ved koncerten i fredags. Der kom ikke en eneste ligegyldig tone ud af Tranbergs trompet. Alle toner havde en betydning og fik lov til at stå i rummet, som en spejling af tiden, der i lidt over en time stod stille. Rasmus Oppenhagen Kroghs gode melodier var oplæg til Tranberg, der greb dem. En oplevelse der bliver siddende. Rasmus havde også taget trommeslageren Laurits Hyllested og bassisten Nils Bo Davidsen med. De var begge med til at give det sidste til kvartetten. 

Abekejser
Herefter var det tid til den officielle åbning, med en tale fra kultur- og idrætsudvalgsformanden. Jakob Baggesen havde spurgt om jeg også ville holde en tale. Da jeg ikke er den store taler, valgte jeg at holde mig til det jeg plejer, nemlig at anmelde. Jeg valgte at anmelde hele festivalen før jeg havde hørt musikken. Hele talen kan du læse i kommentarsporet herunder.

Kalaha
Resten af fredagen bøde på forskellige bud på hvordan det lyder når jazz møder electronica. Jeg havde i min før-anmeldelse, fremhævet Kalaha som dagens store oplevelse og forudsigelsen holdt. Kvartetten med to jazzmusikere og to electronicamusikere er en sammentømret enhed, der spiller med overskud og plads til at stritte og improvisere. Scenelyset med lange LED-stave pegende op i luften var en lækker ekstra dimension. Jeg har ikke holdt mig tilbage for at hype Aarhus-bandet  Abekejser og det vil jeg blive ved med. De har drypvis sluppet nogle numre løs på de digitale tjenester, men arbejder nu på at lave et helt album. Jon Døssing Bendixens band, hvor nutidig electronica blandes med old school keyboards og afrofarvet guitar stod atter distancen. De spillede i Den Gule Hal, der til daglig er skaterhal, for et publikum der ikke var talstærkt. Til gengæld var de entusiastiske og helt sikkert nye Abekejser-fans.

Blood Sweat Drum + Bass
Aftenen lukkede med 26 mand klemt sammen på scenen i Salen. Aarhusianske Blood Sweat Drum + Bass havde taget den norske vildkat Jørgen Munkebo med. Med spredte ben og rockattitude spillede han saxofon som stod han på Orange Scene på Roskilde Festivalen. Lydtrykket var gigantisk. Dagen var gået i seng, da de gik på og natten tog over.

Mathias Heise og Jacob Venndt
Lørdagen startede i det milde hjørne med Mathias Heise og Jacob Venndts hyldest til Toots Thielemans. Caféen var proppet med et publikum der flød med på en bølge af swing og gode melodier. Vi fik både Killer Joe, Bluesette og nogle vellavede duetter. Herefter tog Sinne Eeg over inde i salen, hvor alle stole var taget og resten af publikum måtte stå ude væggene. Her oplevede de fire kunstnere, der for en stund smeltede sammen og serverede jazz som om der ikke fandtes andet i denne verden. Sinne Eeg er stadig på toppen.

Agami Brothers & The Supreme Court
Herefter begyndte det at gå stærkt. Kuku og Joseph Agami & The Supreme Court spillede jazz hip hop. Jeg kom til at tænke på The Roots, som de lød for 20 år siden. Johannes Wambergs guitar har noget Grant Green i sig og Andreas Frylands hårde lilletrommeslag skabte bunden for den hårdt swingende gruppe, der skal tage sig sammen til at lave en plade. Kathrine Windfeld og Jesper Løvdal spillede på samme tidspunkt i caféen. Tapperiet sydede og boblede af jazzglæde samtidig med at dagens sidste solstråler oplyste bygningen. 

Sinne Eeg
Thomas Agergaard har samlet en ny kvartet, hvor Ginman og Blachman er gengangere fra tidligere, mens den unge polske pianist Artur Tuznik var den nye mand. Hvordan det gik ved jeg ikke. Jeg skulle selv spille plader på samme tidpunkt. Kvartetten havde spillet på Bellevue teatret, torsdag aften for 400 mennesker. Dagens to sidste kunstnere var Excelsior og Maximalistica. Igen var jeg optaget til anden side.

Sofa Session set fra scenen
Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser i Køge, så er der flere højdepunkter. En af de oplevelser som står stærkest i hukommelsen, var da Reverse spillede sammen med Palle Mikkelborg i 2015. Nyskrevet musik spillet af den unge trio, der ramte Palle Mikkelborgs kunstneriske glød. Det var gåsehudsfremkaldende. Der har også været koncerter med Kresten Osgood Trio, Bremer/McCoy og Fredrik Lundin & De 5 på nye eventyr, der har sat varige spor i hjernen. Det har også været sjovt at lave Sofa Session. De første par gange med Niels Christian Cederberg, en enkelt gang med Jens Jørn Gjedsted og så afslutningen i år sammen med Jonas Visti, der havde taget Thøger Dixgaard med. De havde været i Brasilien hele februar måned, så selvfølgelig gik der brasiliansk musik i den. Jeg havde lugtet lunten, så jeg havde selvfølgelig også taget nogle brasiliansk farvede sager med. Det gik hen og udviklede sig til en hyggelig omgang snak og pladespilleri fra sofaen på scenen. Så hvis der er nogen derude der vil have en Sofa Session, så er vi tre herrer der ret hurtigt kan pakke pladetaskerne… Når vi nu desværre ikke skal til Køge mere. 



Jazzbloggeren i Køge
Modern Jazz Days sluttede på toppen. Festivalen var godt besøgt om lørdagen. Der var udsolgt til jazzbrunchen med Hanne Uldal i dag, hvor hun trakterede med stilige standards. Det var en værdig og god afslutning. Det har været hyggeligt med den gode afslappede stemning fra de frivillige på Tapperiet, der har slidt og slæbt hele weekenden med et smil på læben. Tak for nu, Køge. 


fredag, april 20, 2018

Kira Skov: The Echo of You (Stunt) LP/CD/DL/stream

Nogle anmeldelser er sværere at skrive end andre. Denne anmeldelse har været længe undervejs. Kira Skovs hyldestalbum The Echo of You, som hun har lavet til sin afdøde mand Nicolai Munch-Hansen er måske ikke så vigtig at skrive om på en jazzblog. Musikalsk er vi ikke i jazzen. Når man kombinerer det med, at Kira Skov er kendt og har lavet nogle stærke og personlige tekster, så betyder det også at pladen anmeldes af mange andre end jazzmedierne. Den har kastet nogle gode og velskrevne anmeldelser af sig, hvor specielt Ralf Christensens anmeldelse i Information var i særklasse.

Nicolai Munch-Hansen var ikke kun far og Kira Skovs ægtemand. Han var også jazzbassist. Det er derfor at pladen også skal have opmærksomhed her på bloggen. Jeg vil ikke gå ind i en dybere tekstanalyse, blot forholde mig til, at det at miste er kernen og omdrejningspunktet. Kira Skov spænder et himmelhvælv ud over musikken. Det lykkedes så godt fordi hun lader følelsernes ro herske. Der hvor man mærker og fortæller og bruger det mærkede som terapien. Den terapi hvor man skal forholde sig til, at være i en anden virkelighed, end den man oprindeligt havde en idé om var meningen man skulle være i.

Sammen med produceren og musikeren John Parish og danske musikere som Oliver Hoiness, Anders AC Christensen og Silas Tingleff har hun lavet et smukt og langtidsholdbart album med rødder i stille og intens indierock, SSW og roots-country.

torsdag, april 19, 2018

Marit Sandvik & Nova Onda: Flor (Finito Bacalao Records) CD/DL/stream

Det er selvfølgelig nærliggende at nævne Stan Getz og Astrud Gilberto, når man taler om tenorsax, vokal, jazz og bossa. Der er en særlig aura af noget eksklusivt, det lette liv, 60'erne og en lækker stemning over det. Det er også her vi er, på Marit Sandvik & Nova Onda's debutalbum Flor, hvor det dog skal tilføjes at vi befinder os i nutiden og musikerne er fra Norge. Der er endda nogle sange der synges på norsk. Det er den 61 årige norske sangerinde Marit Sandvik der tager sig af vokalen. Jeg kommer både til, at tænke på Lill Lindfors, der sang bossa på svensk eller Birgit Lystager, der sang bossa på dansk, når jeg hører Marit Sandvik. Det er lige så charmerende og sommerfremkaldende. På de andre numre synges der på portugisisk. 

Marit Sandvik er sammen med nogle erfarne musikere fra Tromsø, der ud over en række selvskrevne numre også spiller kompositioner af Djavan og Joyce. Det er blevet til en hyggeligt, velspillet plade, der godt kan fungere som et eksotisk supplement til al den anden Bossa, som du går og hører.

onsdag, april 18, 2018

Thulla’s Merry-Go-Round: Colony Collapse Disorder (Musikgalaxen) CD/DL/stream

Musikverdenen har mange afvigere. Dem der stikker ud fra det vanlige eller det normale. Indenfor jazzen er det som regel en kvalitet. Man kan vel lidt god vilje påstå, at det at være afvigende indenfor jazzen er det normale, da alle de andre også nogle afvigere. Det jeg prøver at sige er, at Thulla er en afvigende afviger. Det er ganske længe siden, at hun sidst udgav en plade, 7 år for at være præcis. Sangerinden Thulla har aldrig gået den lige vej. Det afholder hende heldigvis ikke fra at lave charmerende musik.

På det nye album får hun hjælp af Eva Malling på bas, Marie Louise Nietschky Schmidt på Vox Continental, harmonika og keyboards og Poul Achton på trommer. Der er en hyggelig cabaret-lignende stemning på pladen. Som en hyldest til orgelet Vox Continental, der ovenikøbet er en prototype fra 1962, spiller de et nummer af The Doors, hvor Ray Manzarek var med til at gøre instrumentet kendt. Vi får både People are Strange og Brecht/Weill’s Alabama Song, som The Doors gjorde kendt. Resten af numrene er skrevet af Thulla. Tempoet er roligt, balladerne klirrer sammen med isterningerne i whisky-glasset.

tirsdag, april 17, 2018

Pernille Mejer: Iris (Gateway) CD/DL/stream

Ambitionerne er store og der satses fuldhjertet på Pernille Mejers andet udspil i eget navn. Åbningsnummeret Iris er med en nyskrevet dansk tekst til Wayne Shorters Iris. Det er her, at hun brager gennem det kunstneriske loft med sådan et eftertryk, at man kunne ønske at der var mere af den slags på pladen. Og det er ikke fordi pladen ellers er dårlig. Åbnings- og titelnummeret er af en helt særlig karakter. Her kombinerer Pernille Mejer sine evner for ordløs improviseret sang med en tekst om det der ses. Det er både modigt og originalt sat i musikalsk scene af et ungt band, der viser at jazz stadig flytter sig.

Nå men, Pernille Mejer er enig, så hun har taget to andre Wayne Shorter sager med og sat ord på dem. E.S.P. er ligesom Iris fra Miles Davis pladen af samme navn. Den sidste er Ana Maria fra Shorters 1974-album Native Dancer. Den er i Mejers danske version blevet til Månebarn. 

Anna Roemer på guitar, Calle Brickman på klaver, Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen giver Pernille Mejer et godt grundlag at arbejde ud fra. Resten af pladen byder på danske sange som Sensommervise, der er tro mod den oprindelige version og alligevel har et personligt touch. Den blå anemone, Glemmer Du og Forelsket i København er alle blandt mine eviggrønne favoritter, der alle udfordres en smule. Det er dejligt at høre en sangerinde der vil mere end det indlysende. Tak for det.

mandag, april 16, 2018

Kathrine Windfeld Big Band plays Thomas Agergaard: Black Swan (Storyville) CD/DL/stream

Kathrine Windfeld Big Band er historien om humlebien der ikke kan flyve, om igen. Fra den spæde start i 2012, til faste jobs på The Standard i 2014 til udgivelsen af to plader, der begge er blevet prist og værdsat blandt lyttere og anmeldere. Det er sket i en tid, hvor big band jazzen nærmest har været under afvikling og kun har overlevet i kraft af store offentlige tilskud, som hos Aarhus Jazz Orchestra og DR Big Band. 

Kathrine Windfeld skifter spor med den nye udgivelse. Det er vel nærmest Kathrine Windfeld Big Band version 3.0 som vi møder på albummet Black Swan. Musikken er ikke længere skrevet af Windfeld. Det er i stedet Thomas Agergaard der har lavet musikken. 

Han får brugt et velformet og disciplineret big band til, at omsætte sine kompositioner. Det er en blanding af nye og gamle numre, som han har sat sammen til det 12 numre lange program, der rummer 2 mini suiter med 4 og 3 numre. Han har bl.a. hentet inspiration i nyere klassisk musik. Det høres i de mange spændende lag, som musikken bygger på. Han tager selv nogle gode solorunder undervejs, hvor der også er blevet plads til bl.a. Anders Larsson på trombone og Rolf Thofte Sørensen på trompet. Kathrine Windfeld Big Band er ikke en institution endnu. Men der ikke noget der tyder på, at big bandet ikke kunne blive det med tiden. 

Modern Jazz Days 2018

Jazzfestivalsæsonen starter i weekenden. Der er ikke kun forårsfornemmelser. Det begynder så småt at dufte af sommer. Det er 6. gang at der er Modern Jazz Days på Tapperiet i Køge. Det er desværre også sidste gang, da styrmanden for festivalen, Jakob A.V. Baggesen går fra borde, når festivalen slutter på søndag.

Endnu en gang har Baggesen sammensat et program som aftvinger respekt for originalitet og modighed. De senere år har der været opmærksomhed på kønsfordelingen blandt de optrædende på festivaler i hele landet. I Køge gør man også noget ved det. Desuden har man sat fokus på blandingen af elektronisk musik og jazz.

Festivalen åbner på fredag med et stærkt nyt navn fra den danske jazzscene. Guitaristen Rasmus Oppenhagen Krogh udgav sidste år sit debutalbum Distill, som nærværende blog havde på listen over årets bedste jazzalbums. Han kommer sammen med en superskarp kvartet med veteranerne Nils "Bosse" Davidsen på bas og Kasper Tranberg på trompet, samt den unge Laurits Hilding Hyllested på trommer.

Søren Gemmer og Palle Mikkelborg MJD 2015
Herefter åbnes der op for de elektriske sluser, når Aarhus-fusionisterne Abekejser tager over. De følges op af nogle interessante duosamarbejder, hvor elektronikken er med som tredjemedlem. Guitaristen Tao Højgaard alias Mute State er sammen med sangerinden Astrid Engberg. Bassisten Lennart Ginman er sammen med sangerinden Ane Trolle. Duofesten afsluttes af 99 Blows (alias guitaristen mm. Rasmus Vestervig) og Tenoe (alias trommeslageren Terkel Nørgaard).

Til sidst kommer afrojazzelectronicafusionsbandet Kalaha på scenen, hvorefter kæmpe bigbandet Blood Sweat Drum + Bass sørger for at musikken stadig vil sidde i kroppen, når man rammer sengen fredag nat.

Lørdagen åbner børnevenligt med Æsken, der får følgeskab af en Toots Thielemanns tribute med Jacob Venndt og Mathias Heise. Herefter går det stærkt med en masse musik. Sinne Eeg starter i den store sal, hvorefter der følger en aften med Jesper Løvdal & Kathrine Windfeld Quartet, Kuku & Joseph Agamo & The Supreme Court, Live Foyn Friis w/ strings, Agergaard/Ginman/Blachmann/Tuznik, Excelsior og afslutteren Maximalistica.

Kresten Osgood MJD 2014
Det er fjerde gang, at Jazznyt er tilstede på Modern Jazz Days. Endnu en gang deltager jeg i en Sofa Session. Denne gang sammen med P8 jazz værten Jonas Visti og popsangeren Thøger Dixgaard. Her spiller, snakker og hygger vi om en god stak jazzvinyler. 

Det hele slutter om søndagen, hvor Hanne Uldall Quartet med Christina Dahl spiller op til jazzbrunch.

I løbet af weekenden kan du også læse og høre lyde fra festivalen her på bloggen. Men det allerbedste ville selvfølgelig være, hvis du kom. Måske ses vi?

Her er en playliste med lidt inspiration.

lørdag, april 14, 2018

August Rosenbaum: Rasa (Tambourhinoceros) LP/DL/stream

Det er kun nogle få måneder siden, at August Rosenbaum udgav albummet Vista der høstede en masse anmelderros. Nu er han allerede klar med en opfølger, der placerer sig som en naturlig forlængelse af Vista. På albummet præsenterer Rosenbaum på solopiano 5 numre fra Vista albummet og et enkelt nyt nummer. 

Musikken blev indspillet i Los Angeles efter en uges indspilninger af musikken til Vista med band. Rosenbaum satte sig ved flygelet i tre timer i det lille Eagle Rock Studio. Rosenbaum har komponeret numrene sammen med Robin Hannibal. Intentionen var at numrene skulle have en stærk kerne, at stemningen var intakt når man skrællede det hele væk og kun spillede musikken på et flygel.

Det får han med al tydelighed demonstreret på Rasa. Det er smukt supplement til Vista. Den rene og enkle melodi kan godt stå alene. Der er f.eks. Vistas eneste vokalnummer Calling Out, der på Rasa stadig er en melodi, der emmer af det længselsfulde. De andre numre Angelo, Belmondo, Nomad og Skin er i samme stærke klasse. Det er luftigt og enkelt. Det der ikke spilles kan også høres. Pladens sidste nummer, Milo er et nyt nummer som Rosenbaum selv har lavet. Måske er den brobyggeren til det næste, som vi kommer til at høre fra ham. 

Rasa er en vellykket meditativ udgivelse, der kun lider under at der kun er musik på den ene pladeside. Det kunne have været fedt med de andre numre fra Vista i soloudgave på side 2. På den anden side, er det måske også pointen med Rasa. Der skal være plads til ro og eftertænksomhed.

fredag, april 13, 2018

JazzNyt fylder 14 år i dag

Der er gået 14 år og der er skrevet 2567 blogindlæg på Jazznyt-bloggen. Det er det samme som et indlæg hver anden dag. 

Glæden ved at bruge tid på at lytte. Glæden ved at mærke hvad musikken gør ved mig. Glæden ved at dele mine meninger og min viden. Glæden over nysgerrigheden ved ny musik. Alt det er uændret. 

I april 2004 skrev jeg om, at Blue Note havde udgivet albummet Revisited. Det indeholdt remixes af gamle Blue Note udgivelser. Matthew Herberts remix af Michel Petruccianis soloindspilning Caravan er i øvrigt stadig suveræn.

I april 2005 skrev jeg at Niels Henning Ørsted-Pedersen var død.

I april 2006 skrev jeg at Kresten Osgood var begyndt at spille sammen med Henry Grimes, der havde været forsvundet siden 1967.

I april 2007 anmeldte jeg Peter Fuglsangs basklarinetplade File under purple. Den kaldte jeg hyggelig, med dybde og sublim lyd.

I april 2008 citerede jeg fra en kronik i Jyllands-Posten, Niels Lyhne Løkkegaard for følgende: "Noget kunst skal man bruge mere tid på end andet, før kunstens skønhed åbenbares, og det samme gælder for musikken som kunstart - den kan være meget mere og andet end bare underholdning.
Musikken i det offentlige rum og i medierne fremstår i dag kun som den fine, ufarlige, slebne top af et musikalsk isbjerg, hvor det, der er farligt, og det som stikker dybere i menneskene, ligger hengemt under overfladen.
Kom nu op af klichepølen - træk ud på det dybe vand - dyk ned og se, hvad der gemmer sig under overfladen."

I april 2009 anmeldte jeg albummet Dino, som det måske bedste fra Jakob Dinesen.

I april 2010 anmeldte jeg Julie Kjærs debutplade med den skønne titel, Baglæns ind i det forkerte rum.

I april 2011 anmeldte jeg DJ 2-Tone Jones' blanding af Wu Tang Clan og klassisk jazz på albummet Shaolin Jazz 37th Chamber, der desværre aldrig er blevet officielt udgivet.

I april 2012 anmeldte jeg Simon Toldam Trios album Sunshine sunshine or Green as grass med ordene uafrysteligt stærkt.

I april 2013 anmeldte jeg SVINs EP Secretly We are gay med ordene: "SVIN er et bragende, originalt og medrivende bud på vild rocket jazz anno 2013."

I april 2014 var jeg til Jazzahead i Bremen, hvor dansk jazz var i centrum.

I april 2015 anmeldte jeg Alex Jønssons Spy on Your friends, med ord om at det var organisk vuggende og med højt til loftet.

I april 2016 anmeldte jeg Johannes Richters album 2 Pieces. Jeg skrev at det i sit inderste væsen var ultrasmal musik, der ikke søgte et publikum. Det var musik der vakte undren og nysgerrighed. Senere viste det sig at Johannes Richter var et pseudonym for Niels Lyhne Løkkegaard.

I april 2017 anmeldte jeg Reverse's andet album Museum, og beskrev den som var det en blomst, der blomstrer flere gange om året.

I april 2018 anmelder jeg stadig. Lige fra eksperimenterende vokal/electronica med IKI over punket free jazz med Yes Dere og kirkeorgelimprovisation med Henrik Sørensen til Chris Minh Dokys nordiske jazz.

I aften skal jeg til koncert med Røgsignal og I Think You're Awesome på Atlas i Aarhus. I næste uge skal jeg torsdag, til koncert med Mathias Heise Quadrillion på Fermaten i Herning. Om fredagen tager jeg til Køge, hvor der er Modern Jazz Days. Her vil jeg skrive om nogle af koncerterne. Desuden skal jeg lørdag aften, spille jazzvinyler sammen med Jonas Visti og Thøger Dixgaard. 

I april 2019 skriver jeg at Jazznyt fylder 15 år!

Jazzen er et vidunderligt sted at være. Tak fordi du følger og læser min blog.

tirsdag, april 10, 2018

Henrik Sørensen: Organum Momentum IV (Wave) CD

Der er næsten gået 8 år siden jeg anmeldte den første orgelimprovisationsplade med Henrik Sørensen. Dengang sluttede jeg anmeldelsen af med at skrive at der også ville komme en plade, der tog udgangspunkt i jazzen med kompositioner af bl.a. Lars Jansson. Han nåede at lave en anden ind i mellem. Men nu er den lovede plade her.

Henrik Sørensen er ikke kun kirkeorganist. Han er også jazzpianist. Det giver med andre ord god mening, at han laver en plade, hvor de to verdener mødes. Han har ihvertfald et meget kvalificeret udgangspunkt.
Kirkeorgelet er et imponerende instrument. Det kan have et kraftfyldt og voldsomt udtryk og give et los i lyttelappen. Det kan have et mildt og blødt udtryk som et silketæppe. Det er nok ikke det du umiddelbart tænker på, når du hører kirkeorganisten spille op til en salme i kirken. 

Henrik Sørensen vil mere end det vi hører i kirken om søndagen. Han er meget tro mod instrumentet og udfordrer det som sådan ikke unødigt. I stedet arbejder han med genrerne. Han flytter jazz og improvisation ind til kirkeorgelet. Improvisation er ikke ukendt for kirkeorganister. Henrik Sørensen åbner også albummet med noget jeg godt tør kalde et præludium. En indledning, en starter han kalder Dawn at Søndersø. 

Lars Janssons smukke ballade Hope fra Janssons 1999-album af samme navn spiller Sørensen på meget bevægende vis. Den følges op af Ebbe Skammelsøn, et af albummets højdepunkter. Den starter ud på dramatisk vis i det dybe register. Så kommer der et ordentligt tryk seksten, hvor orgelets lydtryk forplanter sig i hver en celle i kroppen. Det er både stærkt og effektivt.

Jan Johansson lavede ikke Visa från Utanmyra og Emigrantvisa, da det var svenske folkemelodier. Men han har gjort dem kendte. Henrik Sørensen spiller dem begge på en måde, hvor han fortæller noget nyt med de kendte og elskede melodier. Det samme gælder i øvrigt Abdullah Ibrahims The Wedding. Hvis jeg atter skulle giftes, så var der ingen tvivl...

Hvis du have det fulde udbytte af det her album, så skal du sætte dig i en god lænestol, glo lige ud i luften og tage hovedtelefonerne på. Så vil du blive klar til at tage imod vellyden fra orgelet i domkirken i Maribo.


mandag, april 09, 2018

Keith Jarrett: After the fall (ECM) CD/DL/stream

Det er med en begejstring, der befinder sig i klassen: "Hold nu op! Det er sådan en pianotrio der spiller standards skal lyde." I princippet er det ikke nødvendigt at føje særligt mange ord til det udbrud. Meeeen, nu er det her en blog, hvor jazzbloggeren har frirum til, kagle lige så meget han vil. Keith Jarrett Trio er om nogen, den trio der har flydt mest gennem mine ører, når der skulle lyttes til jazzstandards. De er blevet referencen for hvordan det skal lyde. De spiller ikke som en trio der skal imponere. De spiller som en trio, der er den musik de spiller.

På den nyeste plade med trioen, der ud over Jarrett også består af Gary Peacock på bas og Jack DeJohnette på trommer, hører vi dem i en indspilning fra 1998. Det er en lidt særlig optagelse i Jarrett trio historien. Vi hører trioen i en optagelse af den første koncert som de spillede i et par år efter, at Jarrett havde været ude af stand til, at optræde live på grund af det kroniske træthedssyndrom, som Jarrett var udfordret af. 

Trioen bobler af glæde over at spille sammen, hvor der er sat fokus på bebop numre, da Jarrett var mest tryg ved, at spille dem. Prøv f.eks. at lytte til deres udgave af Charlie Parkers Scrapple from the apple. Her er de er i fuld kontakt med beboppens inderste sjæl. Ellers er de to CD’er fyldt med lækkerier som Old Folks, Bouncin’ with Bud og When I fall in love. Har du allerede en masse plader med Keith Jarrett Trio. Så er der ingen vej udenom, så skal du også have den her. Det er triojazz i jazzmosfærisk høj klasse.


søndag, april 08, 2018

Egetoft/Fog/Langebæk/Saarup: Bastion (Kollektiv Sæson) DL/stream

De kalder det selv for en eksplosiv manifestering af det ultrafrigørende, det altomsluttende kaos og kollaps mod lysende fornyelse. Bastion er en live optagelse, et improviseret værk, der fanger gruppens første møde på Amager i København. Lige så meget som jeg kan tænde på kirurgisk skarp og lækker vellyd, hvor der kræses for alverdens detaljer, lige så meget kan jeg tænde på umiddelbarheden og det passionerede i en rå optagelse som det er tilfældet med Bastion. Det lyder som noget der er optaget med en gammeldags reporterbåndsoptager i stil med den Sony lavede.

Alle detaljerne er tilstede, du skal bare spidse ørene. Det er nede i det mudrede lydbillede at du finder lækkerbiskenerne, hvis du tør mærke efter. Det passer perfekt til den musik som kvartetten har skabt. Den består af Mads Egetoft (tenorsax), Frederik Fog (guitar), Anton Langebæk (bas) og Kristian Saarup (trommer). De spiller ren og uforfalsket freejazz, der på den rå indspilning får dokumenteret en nutid, hvor jazzen stadig er frigjort. På de fire numre spiller Mads Egetoft fantasifuldt og legende. Der tændes en ild der ikke går ud med det samme. På det afsluttende nummer Katapult finder kvartetten sammen om en mere struktureret form for jazz, hvilket lykkes så godt, at de gerne må afprøve mere af den slags i fremtiden.

lørdag, april 07, 2018

Det musik de laver, det rører mig dybt. Det insisterer på enkelheden. Det insisterer på roen.

- interview med Peter Sommer om samarbejdet med Bremer/McCoy

Tidligere på ugen anmeldte jeg det nye album Carry my heart med Indra Rios-Moore. I al min iver over den gode musik glemte jeg, at nævne de to numre som Indra selv har lavet på pladen. Hun har skrevet numrene sammen med Søren Bigum, som jeg ikke tidligere er stødt på. Indtil torsdag eftermiddag, hvor jeg mødte ham i bandrummet på Fermaten i Herning. Han spiller guitar i Peter Sommers band Tiggerne. Og Peter Sommer? Ham hilste jeg også på - og talte med. Der har nemlig sneget sig noget jazz ind i Peter Sommers univers, der ellers overvejende er baseret i rockmusikken. Jeg tog en lille snak med Peter Sommer om jazzen.

Helt konkret drejer det sig om fire numre - side B på vinylen minus det sidste nummer på det nye album Elskede at drømme, drømmer om at elske, som han har lavet sammen med duoen Bremer/McCoy.

“- Det var gennem Rasmus Poulsen, der udgiver deres musk på selskabet Raske Plader, at jeg hørte om dem. Rasmus og jeg skulle skrive noget sammen, så sagde han i en pause, at jeg skulle høre det her, som han lige havde udgivet. Jeg var ikke klar over, at der var nogen der lavede det her i Danmark. Jeg fik lyst til at fortælle nogle historier med det. Ligesom med Jan Johansson. Der er nogle historier i det. Der er noget fortælling, som jeg synes kunne være sjovt at få sig lagt ovenpå. Der gik ikke lang tid efter, at jeg havde hørt dem, før jeg kontaktede dem.”

“- Det musik de laver, det rører mig dybt. Det insisterer på enkelheden. Det insisterer på roen.”

“- Det jeg var mest bange for, var at teksten kom til at fylde alt for meget. I forhold til mine rockarrangementer kommer sangeren trods alt til, at fylde mindre, selv om der måske er nogen der synes at det fylder alt for meget i forhold til deres spartanske ting. Der er eller længere passager uden sang. Vi har brugt halvandet år på at lave de her fire sange. Vi er gået meget søgende til værks. Vi har brugt meget længere tid på, at lave de fire numre end på pladens seks andre numre, som er lavet sammen med mit band, Tiggerne. Dem har jeg kendt i mange år.”

Var det vigtigt at man kunne høre at det var Bremer/McCoy?
“Ja for fanden. Vi har nogle steder kommet lidt mundharpe og lidt guitar på. Det er sådan lidt nyt. Det er mig der er kommet med det for, at tage dem et nyt sted hen. Det er de ellers varsomme med i deres egne ting. Nu er de jo i gang med at lave en ny plade…as we speak.”

“Her må man godt kede sig. Her må man godt dvæle ved ikke så meget.”

“Det her med, at blande det sammen, den jazzagtige ting og den rockagtige ting, at bibringe noget ro til noget der er lidt strammere, At have de to ting til at stå og råbe lidt ad hinanden. Eller bare stå overfor hinanden. Det passer mig ret godt. Det ligner til forveksling mit eget temperament. Hvis man gerne vil sige noget med en plade, så skal man også vise sit temperament. Vise hvem man er…”

Er det den klassiske midtlivskrise for en rocksanger? Søren Sko har lige lavet en Nat King Cole tributeplade og Lars H.U.G. var også omkring jazzen i 90’erne?
“Jeg synes ikke at det vi laver, minder ret meget om Søren Sko og egentlig heller ikke om så meget om Lars H.U.G. Jeg kan forstå, at man vil det nedbarberede, det afpillede, der hvor tingene er tydelige og rolige. Der er tænkt virkeligt meget over tingene i det jeg laver sammen med dem her. Det er gennemarbejdet i en grad som jeg ikke er vant til.”

Er det jazz?
“Jeg har selv vægret mig ved, at kalde det jazz, fordi det er også dub. Der kommer min tekst på, mit foredrag på, så minder det til forveksling om nogle af de stille sange som jeg laver ovre i rocklejren. De små store sange. Noget der giver plads til teksten og sangeren på en anden måde. Uden brug af de sædvanlige rockvirkemidler, hvor der skal være tryk på, når der er omkvæd. Der gør vi det modsatte her. Vi bliver nede.”

“Det er ikke inde på jazzens brede midte, det her. Det er ikke svært spillet, komplekst, mærkelige perioder og sådan noget. Det er den rene nordiske enkelhed og stemning. For sådan en som mig, der ikke er velbevandret ud i jazzens verden. Jeg har mest lyttet til nordisk jazz. Jan Johansson og Jazz på svenska er helt oplagt. Jeg fik den samme åbenbaring, da jeg hørte Bremer/McCoy, som da jeg som ung, hjemme hos en ven i brandert blev præsenteret for Jazz på svenska. Hvad fanden sker der? Vi plejede at høre hård rock. Lige pludselig fik vi lov til, at synke ind i musikken. Man aner en fortælling. Men du ved ikke rigtig hvad det er. Jeg var ikke trænet i, at høre jazz. Det var sådan noget der fyldte stuen med stemning. Der er ikke et spørsmål om jeg kan lide det eller jeg ikke kan lide det. Selvfølgelig kan alle lide Jazz på svenska. Hvis man skal være ærlig, så vil ni ud af ti synes at det er rart det her. Det er interessant på en måde jeg ikke forstår. Jeg har ikke lyttet til meget instrumental musik…jo elektronisk musik. Men det er bygget op mod et klimaks. Her er der ikke noget klimaks. Klimaks er, at du har sat den på og tør blive i det, selv om du ikke ved hvad det betyder.”

“Jeg havde aldrig tænkt at jeg skulle involvere mig med folk fra jazzscenen, før jeg hørte dem. Det er fandme originalt og jeg kan skrive en original tekst til det. Hvis det lykkes, at klemme noget sammen uden, at det tager noget fra hinanden. Det er jo det vi er i gang med her. Nu har vi lavet fire numre. Vi har helt klart tænkt os, at fortsætte. Vi er kun lige kommet i gang og har lært hinanden at kende lidt. Vi har da store planer frem i tiden. Men de har også travlt og deres karriere går rigtigt rigtigt godt. Vi ved ikke om skal spille live. Vi har også kun fire numre. Vi venter til vi har flere numre. Planen er, at der ikke er nogen plan.”

IKI: Oracle (DME) LP/CD/DL/stream

Der er gået 7 år siden vokalgruppen IKI hentede en DMA jazz pris for debutpladen. Nu er de aktuelle med deres tredje album. På det forrige album Lava samarbejdede de med islændingen Hilmer Jansson, mens de på nye album samarbejder med electronica-musikeren Mike Sheridan. Gruppen er gået fra 8 til 5 medlemmer. Johanna Sulkunen, Kamilla Kovacs, Guro Tveitnes, Anna Mose og den nytilkomne Jullie Hjetland har lavet musikken sammen med Sheridan. Deres ordløse vokaler er et instrument på samme fod som Sheridans maskiner. 

Mødet mellem stemmerne og maskiner er fuld af stærke stemninger. Albummets titel ORACLE sætter scenen for et mytisk og mystisk univers. IKI er fascinerede af det kønsløse, mytologiske og religiøse orakel, som man søger til for at få svar, men som er tåget og flertydigt, og overlader den søgende til at finde egne veje frem. Musikken kredser om det ceremonielle og tribale. Sangene er ordløse, men har meget konkrete titler, som kan sætte gang i en process i lytterens egen fortolkning. 

Netop det tvetydige står stærkt på udgivelsen. På pladecoveret har IKI masker på, lavet af den norske kunstner Damselfrau, der også tidligere har lavet masker til Björk og Beyonce. Maskerne er med sine stærke farver og mønstre, ikke masker der gemmer på noget. De åbner op. Op for noget nyt og uventet. Det er det samme pladen gør. Den bevæger sig mellem det dystre, det forunderlige, det håbefulde og livet. 

onsdag, april 04, 2018

Chris Minh Doky New Nordic Jazz: Transparency (Red Dot Music) LP/CD/DL/stream

Han er midt i en større turné rundt i landet, hvor han med sin trio præsenterer det han kalder New Nordic Jazz. Chris Minh Doky er ligeledes aktuel med sit andet album med den samme trio, som han lavede det første nordiske album med. 9 nye numre skrevet af Minh, på noget der vel godt kan kaldes et konceptalbum.

Han er sammen med trommeslageren Jonas Johansen og pianisten Peter Rosendahl. De fanger Minh's idéer med musikken. Hvor det første album var mere balladebårent, så har han lavet et album der langt mere pågående og båret af et dynamisk drive. Balladerne har han heldigvis stadig nogle af på repertoiret. Peter Rosendal og Jonas Johansen er perfekte partnere for Doky. Der er både temperament, elegance og masser af melodi i spillet.

Numrene på pladen Transparency har titler som Brother, Father og Mother. Hvis man har læst Minh's selvbiografi Nærvær kender man også til det komplicerede forhold til broderen, den lige så berømte jazzmusiker Niels Lan Doky. Ligesom forholdet til forældrene har præget mange af de musikalske valg. Minh har valgt at beskrive familien gennem musik. Det er stemninger og følelser der spilles ud - og det virker

Det er ikke fordi, at det er voldsomt originalt det som Minh præsenterer på albummet. Til gengæld er han så god til, at give et frisk take på nordisk jazz, hvor bassen er i centrum, at pladen kommer til at have langvarige kvaliteter. Her er det selvfølgelig svært at komme udenom Niels Henning Ørsted Pedersen. Minh kan noget at det samme. Han har sin egen personlige lyd på bassen, hvor han gerne spiller melodien. Det er en af de helt store værdier ved pladen.

Minhs New Nordic Jazz er godt og velkomment supplement til fusionsjazzen, som han spiller med The Electric Nomads.

tirsdag, april 03, 2018

Indra Rios-Moore: Carry my heart (Verve) CD/DL/stream

Det er ligesom at få en god ven på besøg. Der fortælles nye historier, hvor nærvær og følelser er vigtige ingredienser i samtalen. Der fortælles også historier der er hørt før. Så er det at det går op for mig, at det ikke er en samtale. Det føles bare sådan. Det er musik der taler til hjertet. Der rækkes ud og det er svært ikke at tage i mod.

Indra Rios-Moore er aktuel med sit andet album for et amerikansk pladeselskab og sit fjerde i alt. Husbonden og saxofonisten Benjamin Trærup er selvfølgelig med, ligesom bassisten Thomas Sejthen, der har været med siden starten. Trommeslageren Knut Finsrud er kommet med. Guitaristen Uffe Steen er erstattet af den dansk/svenske guitarist Samuel Hällkvist - en guitarist der primært er kendt for at spille eksperimenterende jazz. Sammen med Indra Rios-Moore er det andre og mere jordnære egenskaber der er brug for. Stilen er roots, soul og jazz i en blanding, hvor Hällkvist er god til at fange sjælen og ramme stemningen.

Vi præsenteres for en god blanding af numre på pladen. Der er Isley Brothers' late night soul krammer, Don’t say goodnight, hvor der er tilsat lidt Hammond. Der er Steely Dan’s Any major dude will tell you fra ’74-klassikeren Pretzel Logic. Der er Curtis Mayfields & The Impressions ’64-hit Keep on pushing. Der er Duke Ellingtons Come sunday. Der er Gershwin brødrenes Love walked in, hvor Sejthens tørre bas, Finsruds whiskers, Hällkvists fine guitar sammen med en klassisk støvet Benjamin Trærup sax solo og Indra’s levende sang bringer nummeret helt ind i stuen.

Carry my heart er den første Indra-plade, hvor hun udelukkende synger på engelsk. Det er også den mest amerikanske plade som Indra har lavet. Hun kombinerer uden problemer jazz, soul, blues og gospel med country og americana. Samuel Hällkvist sikrer med si stærke country inspirerede jazzguitar en helt særlig stemning. Oven på det hele er Indra, der stråler mere end nogensinde. Carry my heart er meget anbefalelsesværdig til jazzlytteren der gerne vil høre vokaljazz med nerve og indlevelse.

mandag, april 02, 2018

Yes Deer: Gloss (Insula+Abstract Tits) LP/DL/stream

Da jeg hørte dem på Ujazz i Aarhus i 2014 var jeg solgt med det samme. Punk og freejazz er som skabt for hinanden. Det findes der mange gode eksempler på. Her er Yes Deer noget af det bedste jeg har hørt i flere år. Det spændende er så om de kan holde energien på deres tredje langspiller. Det har de heldigvis ikke problemer med. De har allieret sig med Jens Benz, der bl.a. har skruet på knapper hos Iceage, Bisse og SVIN. Han har stået for mixing og er bl.a. medvirkende til den bedste freejazztrommelyd, jeg har hørt på en dansk plade. Trommeslageren Anders Vestergaard leverer i sit fabulerende og abrupte spil noget at arbejde med. Det understøttes af den troværdige og rene lyd.

Gloss er freejazz for punkfolket. Det er der, hvor pogodansen byder op til frit fald ned gennem saxofonens nedløbsrør. Det er højtflyvende freejazz i den lavloftede punkkælder. Karl Bjorås på guitar og Signe Dahlgreen på saxofon er et stærkt makkerpar, der supplerer hinanden i glitrende sammenstødslyde. Endnu en gang har Yes Deer lavet en LP, der er stærkt anbefalelsesværdig til freejazzpunk fans. 

søndag, april 01, 2018

Doctor Django and The Nurses: Eatin’ Crow (Gateway) 7”single/DL/stream

Doctor Django and The Nurses er ikke et gypsyjazz band. De spiller i stedet den ærkeamerikanske genre western swing. Det er ikke noget jeg har hørt spillet af danske jazzmusikere før. Genrens popularitet skyldes i høj grad Bob Willis & his Texas Playboys der huserede i Oklahoma, Texas og Louisiana i 30’erne og 40’erne. De spillede swing, men saxofonerne var skiftet ud med violiner og resten af blæserne blev erstattet af guitar. Det lyder som et sammenstød mellem to genrer. Men det er tilsyneladende ikke noget problem, når Doctor Django. Her omfavner western og swing hinanden ovenikøbet tilsat en sjat bebop.

Kvartetten der består af Doctor Django aka. Jens Byskov Jensen på violin og vokal, Henrik Nielsen på trommer, Mads Uldall-Jessen på bas og Enrico Rosa på guitar, har ganske atypisk kun udsendt en vinylsingle. Det er egentlig ganske passende for et band, der ikke gør det som alle andre gør. Singlen indeholder et uptempo nummer, Eatin’ Crow (and drinkin' Thunderbird) og en ballade Just a lonesome cowboy. De to numre mere end antyder, at Doctor Django and The Nurses ikke kun er et sjovt påhit, men også en kvartet med noget på hjerte. En dejligt underholdende single.