lørdag, februar 25, 2017

Villads Aaling Group: Holy fudge (10 Fingers) >> Mikkel Ploug: Two years at The Coffee Collective (Mikkel Ploug)

Her er to guitarplader der er hentet i hver sin ende af landet og på karrierestigen. 

Villads Aaling Group hører hjemme i Esbjerg, hvor 5 af bandets 6 medlemmer går på konservatoriet, det sidste medlem er på konservatoriet i Aarhus. Villads Aalling Bang er kapelmester og spiller guitar. Han får hjælp fra Martin Kjær Killie (trompet), Snæbjörn Snæbjörnson (tenorsax), Dan Hjorth Jensen (piano), Jens Samuel Bønnerup (bas) og Stinus Seierup (trommer). Musikken på EP'en er inspireret af Frank Zappa, Pat Metheny og Ornette Coleman. Jeg synes særligt at jeg hører en hel del inspiration fra manden i midten. I pressematerialet fortæller han at kompositionerne er kendetegnet ved afvigelse fra de gængse musikalske strukturer og forme. Det er musik, hvor der er en vekslen mellem fri improvisation og det gennemkomponerede. Når jeg hører pladens seks numre glædes jeg over måden som Aalling har brugt sekstetten som et organisk hele. Det er meget sammenhængende.

På den anden plade er det den meget mere erfarne guitarist Mikkel Ploug, der har lavet en duoplade sammen med Jeppe Skovbakke. Jeg har desværre kun modtaget en digital version. Men den skulle også findes i en lækker vinylversion derude et sted. Mikkel Ploug har for første gang i karrieren lavet et helt standardalbum. Titlen Two years at Coffee Collective fortæller om et tæt samarbejde med luksuskaffemærket og caféen på Godthåbsvej, hvor de to musikere hver søndag har spillet intimkoncerter gennem to år. Det passer perfekt sammen. Kaffen, jazzen, roen, virtuositeten og den høje kvalitet. Kommunikationen mellem Ploug og Skovbakke er på et højt plan, hvor de indenfor rammerne af nogle gode melodier skaber smuk klassisk jazz. Here's that rainy day og Let's face the music and dance får nyt liv i hænderne på duoen. Musikken kan så skylles ned med en kop sort mokka eller bare flyde ind i ørerne.

fredag, februar 24, 2017

Nicolai Munch-Hansen (1977-2017)

Lørdag aften spillede Nicolai Munch-Hansen på Huset i København, hvor Paradise Jazz var vært for en koncert med Birgitte Soojins fortolkninger af Shirley Horn sange.

Tidligt i dag, fredag morgen stod dette på Facebook og flere andre steder:

“Nicolai Munch-Hansen afgik ved døden mandag aften d. 20. februar. Dødsårsagen er endnu ukendt, men skyldes formentlig en utilsigtet fatal kombination af euforiserende stoffer og alkohol. Nicolai var gift med sangerinden og sangskriver Kira Skov og efterlader sig to børn, Nora på 14 og Morgan på 4.”

Det er en chokerende nyhed, at den 39 årige bassist og komponist allerede har forladt os. Han har lige udgivet den fantastiske plade Flimrende lys over Brabrand Sø og er ligeledes involveret i Kira Skov og Maria Fausts plade In The Beginning, der udkommer om en uge. Tankerne går selvfølgelig i retning af Nicolais familie og de mange musikkolleger som han har haft en tæt relation til. 

Det er som jazzbassist at vi kender ham allerbedst. Han har også haft en bemærkelsesværdig stærk karriere i rocken hos Tim Christensen, Jens Unmack, Dicte, Rasmus Nøhr og ikke mindst hos Kira & The Kindred Spirits, hvor han blev kæreste med forsangeren Kira Skov. Det var også i rocken at han startede. I 1997 i bandet LarryLand. Det var dog efter årtusindeskiftet, at Nicolai Munch-Hansen musikalske karriere blev brolagt. Som medlem af kvartetten Beautiful Day var han med til at sparke nyt liv i den danske jazzscene. Sammen med Jakob Bro, Jakob Dinesen og Jeppe Gram lavede han jazz, der både var poesi og gnister i. Hans urokkeligt steady og indfølelige basspil blev et kendetegn, der kunne bruges mange steder. 

Jakob Bro og Jeppe Gram blev f.eks. efterfølgende ved med at bruge Nicolai Munch-Hansen i deres forskellige projekter. I Grams Gramski Beat begyndte han at spille med saxofonisten Ned Ferm, som siden har været en af Nicolais meget nære venner. Han har medvirket i mange forskellige jazzprojekter. I de senere år har han lavet flere plader sammen med hustruen Kira, hvor de ubekymret både har spillet jazz og rock. Der har ikke været tydelige grænser i genreopdelingerne. Og det er måske det der kendetegner Nicolai allerbedst. En musiker der ikke har haft behov for at blive indhegnet. Han kunne begge dele, og alt det ind i mellem og omkring. Han vil blive stærkt savnet.

Jeg er personligt utroligt glad for at have oplevet ham i så forskellige ting som i Hans Ulriks Sekstet, hvor han spillede en lækker plekterbas eller med Stefan Pasborgs Free Moby Dick, hvor bassen stod solidt i den viltre kvartet.

I 2011 blev Nicolai Munch-Hansen nomineret til Danish Music Awards for årets jazzudgivelse for hans andet soloalbum Chronicles og i 2012 blev han nomineret til kritikerprisen Steppeulven. 

Jazznyt skrev om:
Wanna do right, but not right now: "De fire musikere fylder meget, men på trods af både Høyers og Munch Hansens jobs i rockverdenen er det hverken beskidt eller hårdtslående. Det er ligefrem småelegant,"

Chronicles: "Nicolai Munch-Hansen har taget nogle af disse virkemidler med fra rocken ind i dette projekt. Det giver musikerne overskud til, at bevæge sig stille og roligt rundt - sammen og hver for sig - i Munch-Hansens kompositioner.”

Æter: "Nicolai Munch-Hansen har samlet fire personlige musikere omkring sig. Her bevarer han deres personligheder i sine kompositioner. Æter er nutidig jazz med en masse klatgæld rundt omkring."

Diskografi
Nicolai Munch-Hansen: Wanna do right, but not right now (Loveland 2008)
Nicolai Munch Hansen: Chronicles (Stunt 2010)
Nicolai Munch-Hansen: Æter (Stunt 2012)
Nicolai Munch-Hansen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt 2016)

Kira & the Kindred Spirits (Copenhagen 2006)
Kira: The rail train, the meadow, the freeway and the shadows (Mermaid 2008)
Kira: Look up ahead (Mermaid 2010)
Kira: Memories of days gone by (Stunt 2011)
Kira: When we were gentle (Stunt 2013)
Kira: May your mind explode a blossom tree (Stunt 2015)

Jakob Bro: White Rainbow (Loveland 2008)
Jakob Bro: Hymnotic/Salmodisk (Loveland 2015)

Beautiful Day (Music Mecca 2002)
Beautiful Day: Slaraffenland (Loveland 2004)
Beautiful Day: Copenhagen Melodrama (Loveland 2006)
Beautiful Day: Live at Sun Ship (Loveland 2007)

Tim Christensen: Honeyburst (EMI 2003)
Tim Christensen: Live at Abbey Road Studios 2004 (EMI 2004)

Jens Unmack: Vejen hjem fra rock'n'roll (Auditorium 2005)
Jens Unmack: Aftenland Express (Auditorium 2007)
Jens Unmack: Dagene løber som heste (Auditorium 2009)

Larryland: Travel Fever (Pacific West 1997)
Mark Solborg Kvartet (Quramba 2001)
Marcus Winter John: Grow (ArtPeople 2003)
Hans Ulriks Jazz & Mambo: Danish Standards (Stunt 2003)
Dicte: Gone to Texas (Velvet 2003)
Rasmus Nøhr (Copenhagen 2003)
Gramski Beat: Remember (Survival of the unfit 2003)
Nikolaj Nørlund: Tændstik (Auditorium 2003)
Caroline Henderson: Don't Explain (Stunt 2003)
Sine Bach Rüttel: Crazy Rain (Song Island 2004)
Triot: Sudden Happiness (TUM 2004)
Maya Albana: God bless education (Cope 2004)
Helle Henning: Måske er det aldrig for sent (Calibrated 2005)
Jeppe Gram: Uppsala Dream (Survival of the unfit 2006)
Michael Heise: Slow boat to Cuba (Calibrated 2006)
Tchicai/Müller/Munch-Hansen/Osgood: Coltrane in spring (ILK 2008)
Christian Vuust: Strøm (Aero 2009)
Steffen Brandt: Baby Blue (A:Larm 2009)
Marie Fisker: Ghost of love (Maryvine 2009)
Offpiste Gurus (Stunt 2010)
Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK 2012)

Ned Ferm: Spent all the money (Stunt 2014)

Fredrik Ljungkvist & Mattias Risberg: And now The Queen (Lilalo)

Hyldestplader er ikke en uvant øvelse indenfor jazzen. Typisk vil man kaste sig over en række kompositioner, skrevet af den man hylder. Når det bliver rigtigt vellykket, kommer man omkring kunstnerens sjæl og ånd i værker og musik. 

Som den første udgivelse på den svenske sangerinde Lina Nybergs pladeselskab Lilalo kommer pladen And now the Queen. Her hyldes Carla Bley, der fyldte 80 år i 2016. Hun har siden 60'erne sat dybe spor i jazzen som komponist og performer. Det er noget af det som Fredrik Ljungkvist (saxofon, klarinet) og Mattias Risberg (piano, mellotron, arp pro, moog) forsøger, ganske vellykket, at komme ind under huden af.

Carla Bley har inspireret mange jazzmusikere. Hendes kompositioner har været gode at samles om. Bl.a. er nummeret Ida Lupino en af den slags. Den er på denne plade blevet til en smuk sag, hvor Fredrik Ljungkvists tenorsaxofon omfavner Risbergs piano, som suppleres af en synthbasgang. Pladen lukker ned med Jesus Maria, som Lina Nyberg har sat ord på og synger på svensk, så den nu hedder Vila. Den er oprindeligt fra 1961 og med Jimmy Giuffre 3. 

torsdag, februar 23, 2017

Jari Haapalainen 3: Fusion Machine (Moserobie) >> Fredrik Nordström: Gentle Fire/Restless Dreams (Moserobie)

Her er to meget forskellige plader, hvor saxofonen er i centrum. De er begge udgivet på den svenske saxofonist Jonas Kullhammars pladeselskab Moserobie.

Det er Per “Texas” Johansson der saxofonistisk mester på trommeslageren Jari Haapalainen’s trioeksplosion Fusion Machine. Daniel Bingert tager sig af bassen. Haapalainen er mest kendt som guitarist i rockbandet The Bear Quartet. Han har desuden produceret et hav af plader, både indenfor pop og rock. Hvad sker der så, når han sætter på trommerne? Så præsenteres vi for en heftig omgang rocket jazz, der kunne have været spillet i 1981 på New York’s Lower East Side i en fugtig kælderklub. De oftest punk-korte numre er sprængfyldte af energi og en lille snert af noget melodi. Det er fedt og kan anbefales til jazzlytteren, der også har Ramones i sin pladesamling.

Den anden plade er en dobbelt-CD, der udgiver sig for at være to forskellige plader. Det er de måske også. Men de er altså indspillet på samme tidspunkt og med den samme besætning. Gentle Fire/Restless Dreams er saxofonisten Fredrik Nordströms 11. plade i eget navn siden 2000. Sammen med den amerikanske trommeslager Gerald Cleaver og landsmændene Jonas Östholm på piano og Torbjörn Zetterberg på bas har han lavet en klassisk jazzplade, der både henter inspiration fra Bernt Egerbladh og Krzysztof Komeda. Den ene plade er den progressivt swingende, mens den anden er mere udforskende og reflekterende. Under alle omstændigheder er musikken særdeles velspillet og inspirerende.

onsdag, februar 22, 2017

Living Things: Upwind circles (Barefoot Records)

Danskeren Sven Dam Meinild og franskmanden Paul Wacrenier har skiftes til at skrive de 14 kompositioner til gruppen Living Things og albummet Upwind Circles. Meinild spiller på saxofon mens Wacrenier spiller på piano, vibrafon og mbira. Desuden medvirker Tomasz Dabrowski på trompet, Casper Nyvang Rask på bas og Rune Lohse på trommer. De har bl.a. ladet sig inspirere af musik fra Bretagne, Grønland og Japan. Pygmæernes vokal tradition dyrkes eksempelvis på nummeret Living Things, skrevet af Wacrenier.

Ud fra beskrivelsen kunne det lyde som om det var en worldjazz plade. Det er det ikke. Det er jazz som den kun kan laves i Europa. Her går man gerne på tværs af grænser, både dem der er mellem genrerne og landene. Det er fem instrumentalister der med deres solide baggrund i improjazz skaber ny jazz, der er afvekslende og spændende at lytte på. Det er jazz, der fremstår som et samlet hele med klare melodilinjer og virtuose skæverter. Meinilds velplacerede (hyldest til?) Moondog med Wacrenier’s vibrafon og Dabrowski’s trompet i centrum er en fryd. 

tirsdag, februar 21, 2017

The Wee Trio: Wee+3 (Bionic Records)

Det er deres femte album, hvor de tidligere bl.a. har lavet et tributealbum til David Bowie. Denne gang spiller de deres egen musik og har i stedet inviteret gæster med på pladen. The Wee Trio består af vibrafonisten James Westfall, bassisten Dan Loomis og trommeslageren Jared Schonig. Trioen spiller sprællende dynamisk. Westfall kan godt minde om Gary Burton på en dag, hvor der er kul på. De tre gæster på pladen medvirker på tre numre hver. Trompetisten Nicholas Payton kender Westfall fra dengang, hvor han boede i New Orleans. Derfor mødes de meget passende på den hotte Belle Femme de Voodoo, der syder af NOLA secondline og sved. Guitaristen Nir Felder medvirker på de stille numre Gibbs Street og Appartition og den boblende pladeåbner R T 3. Pianisten Fabian Almazan er sidste mand. Han medvirker på den pågående Titan up, hvor Westfall spiller på marimba. Alle tre gæster giver trioen et frisk indspark.

The Wee Trio er en trio der på en tiltalende måde har lavet en god og kraftfyldt vibrafonjazzplade. Den er let at gå til og vil fornøje lyttere med hang til Gary Burton og den dynamiske jazz.

mandag, februar 20, 2017

Ibrahim Electric: The Marathon Concert (Stunt)

En seks timers lang koncert er her kogt ned til 26 numre på to fuldlængde CD’er. Ibrahim Electric spillede den lange koncert i forbindelse med Copenhagen Jazz festival 2016. De stod på Vegas scene og spillede alle deres studiealbums fra ende til anden. En ekstrem fysisk indsats, da deres musik primært befinder sig i den intenst energiske ende af skalaen. Det er for at sige det mildt, en pisse vellykket plade. Ibrahim Electric er fede på hjemmestereoen og har begejstret mig mange gange i den henseende. Det er dog på scenen at de har givet mig de allerstørste oplevelser. Energien og stemningen er delvist kommet med på denne indspilning. 

Udgivelsen fungerer som et fint supplement til studiepladerne. Der bringes ikke så meget nyt til torvs. Omvendt er det heller ikke meningen. Med sådan en liveplade vil vi gerne have bekræftet, at Ibrahim Electric er kongerne af dampende dansk jazzenergi. Vi får sikre hits som Absinthe, Fela, Reversoman og The Tuxen Shuffle serveret med lige dele vanvid, tightness og spilleglæde. Jeg savner sådan set kun at opleve dem live meget snart igen.

søndag, februar 19, 2017

Emil Savery: Shut up and listen (Emil Savery) >> Emil Savery: Raw (Emil Savery)

Det kan da godt være at han betragtes som en nykomling. Han har netop tabt til en vokalist, i den netop overståede kvartfinale i Ung Jazz konkurrencen i Holbæk. Ikke desto mindre har jeg allerede i 2015 anmeldt en udgivelse fra Emil Savery, hvor jeg var særligt begejstret for de numre, hvor han spillede på Hammond. Det aktuelle album er udelukkende med Savery på Hammond. Han medbringer et veloplagt band, hvor specielt trompetisten Erik Kimestad indtager en stor plads i mine ører. Desuden medvirker Simon Skov (tenorsax), Hannes Jonsson (bas) og David Besiakov (trommer). Emil Savery spiller et Hammond, der sine steder godt kan minde om Anders Koppel. Det er spirituelt og messende og befinder sig hele tiden inde i beatet. Albummet indeholder to takes af numrene Ich Liebe Dich og Hexatonic. Albummet er helt sikkert et lyt værd. 

Inden jeg havde taget mig sammen til anmelde Shut up and listen, havde Emil Savery allerede lagt sin næste udgivelse ud på streamingtjenesterne, som er det eneste sted man kan finde Saverys musik. Udgivelsen Raw er et 27 minutter langt solonummer på Hammond, der er indspillet i Råhuset i København. Her veksler han mellem det syrede og det rytmiske. Der er gospel og rum. Der er kitsch og skarpe vendinger. Igen noget musik du godt kan bruge en halv time af dit liv på. 

I øvrigt vandt Emil Savery Ung Jazz konkurrencen i 2013 med duoen Crunchhouse. Så skuffelsen over den tabte kvartfinale er vel til at overse.

lørdag, februar 18, 2017

Katrine Falkenberg: I de små timer (Gateway)

Hun kommer med en erfaring fra Melodi Grand Prix, musicals og stemmer til tegnefilm. Det gør hende ikke til jazzsangerinde. Til gengæld har hun godt fat i det sungne danske sprog på pladen I de små timer. 

41 årige Katrine Falkenberg har sammen med pianisten Stuart Goodstein arbejdet på pladen i fem år. Den peger i flere retninger. Vi er dog i de intime jazzballaders verden på hele pladen. Hun akkompagneres af erfarne jazzrotter som Per Gade på guitar, Søren Frost på trommer og Peter Hansen på bas. Desuden kigger mundharpestjernen Mathias “special guest” Heise forbi på nogle numre. Det fungerer fint.

Jeg kan bedst lide hendes danske fortolkninger af standards. Someone to watch over me er blevet til en smuk Jeg passer på dig, Tenderly er blevet til Så blidt og så videre. Hun nævner selv Monica Zetterlunds legendariske samarbejde med Bill Evans som et forbillede. Hun har endda medtaget Waltz for Debby. Desværre er den på engelsk. Charmen ved Zetterlunds svenske fortolkning Monica’s Vals var netop sproget. 

Falkenberg synger fem standards på originalsproget. Jeg havde foretrukket et helt dansk album, ligesom Bjørn Tidmands album Gyldne Evergreens fra 1978, hvor han sang 14 jazzstandards i dansk oversættelse. (ja, jeg ved godt at det lyder lidt bizart, at blande Tidmand ind i det her. Men han er også en god sanger, der heller ikke har hjemme i jazzen)

Katrinefalkenberg.dk

fredag, februar 17, 2017

Jan Kaspersen & Claus Høxbroe: Fiol Sessions (Fiol) 10”vinyl

København er en vidunderlig kælling, der med årene er blevet pænere og pænere. Mindre røg, møg og fulderikker. Flere cykler, gourmetrestauranter og 12-tals piger. Jeg er en romantiker der savner sliddet og det skæve. Hvor er det henne? Det har de to ærkekøbenhavnere, beatpoeten Claus Høxbroe og tangentekvilibristen Jan Kaspersen ikke problemer med at finde frem på denne smukke 10”vinyl. Det er det lille pladeselskab Fiol, der hører til hos Fiol Optik der har udgivet pladen i den nye Master Sessions serie. Det var den nu lukkede afdeling på Frederiksberg, der var ramme om en session med Høxbroe og Kaspersen. Høxbroe er en dreven herre ud i kombinationen af digte og musik. Kaspersen har også begået sig i genren sammen med bl.a. Suzanne Brøgger og Dan Turell. Glem for en stund, det du kender med dem. 

Kaspersen har medbragt sine keyboards, hvor han disker op med let afsporede toner og klange, som han også har gjort det i trioen Jungle Money sammen med Claus Bøje og Peter Friis Nielsen. Han spiller det grimme og er ikke bange for at gå ad snoede veje. Han lader sig ikke forføre af muligheden for, at diske op med forudsigelige almindeligheder. Her kommer den gode Høxbroe på hårdt arbejde. Og tak skæbne da! Han slår sig på Kaspersens musik og lader smerten skinne om kap med digtene. Han drøner afsted i et associationsgalopdigt der handler om Hubertusjagten. Det gøres med vildskab og timet ildhu. Vi kommer omkring villavejene og baggårdene. Det er helt ude i rummet. Savner du det skæve i dagens København? Så er Høxbroe og Kaspersen gode til at finde det og fremhæve det.

torsdag, februar 16, 2017

Den Danske Salmeduo: Salmer til Folket (Aero Music)

Det er uundgåeligt at der allerede har været adskillige artikler i dagspressen om 500-året for reformationen. Jeg har læst dem for at blive klogere på, hvad det var der egentlig skete da Martin Luther slog de 95 teser op på slotskirkens dør i Wittenberg. Det var et opgør med den katolske kirkes handel med afladsbreve, hvor man for penge kunne få tilgivelse for sine synder. Fælles for de artikler jeg har læst er, at man ikke har nævnt at Martin Luther også var salmedigter og komponist. Det er helt og aldeles uforståeligt.

Han ville have guds ord ud til folket. Han sørgede for at Biblen blev oversat til tysk og mangfoldiggjort af Gutenbergs nyopfundne trykpresse. Luther lavede også om på gudstjenetsen eller messen, der overvejende var på latin. Salmerne blev sunget af kirkesangere og var på mange måder fjernt fra folket der kom i kirkerne. I 1526 udgav Luther Deutsche Messe, hvor det hele foregik på tysk. Derfor havde man brug for nye salmer, som Luther selv forfattede. Han tog udgangspunkt i allerede kendte kompostioner, hvor det siden har været diskuteret om han med rette kunne kaldes komponist af salmerne. Det har forskere gravet i og man er kommet frem til, at 20 salmekompositioner er fra hans hånd. I øvrigt er det Deutsche Messe der danner grundlag for den danske gudstjeneste i dag, hvor salmesangen er et vigtigt indslag. Hvem kan overhovedet forestille sig en tur i kirken uden salmesang?

Den Danske Salmeduo har med deres sjette udgivelse Salmer til folket valgt at sætte fokus på komponisten Martin Luther i anledning fa reformationsjubilæet. Saxofonisten og klarinettisten Christian Vuust udgør sammen med pianisten Hans Esbjerg Den Danske Salmeduo. De har har 20 års samarbejde med i bagagen, når de kaster sig over at fortolke Luther på den jazzede facon. I den forbilledligt flotte bog, der omkranser CD’en har salemduoen deres tanker om de enkelte kompositioner og hvad de har gjort ved dem. Der er bl.a. hentet inspiration fra Keith Jarrett, Miles Davis, Jan Johansson, John Coltrane, Weather Report og balkanmusik. 

Mest af alt får musikken det helt særlige salmeduotouch, hvor Vuust og Esbjergs omgang med melodimaterialet er besættende lækkert. I det hele taget er denne udgivelse så veludført og gennembearbejdet, at jeg ikke kan få armene ned. I den medfølgende bog er der velskrevne og indsigtsfulde tekster skrevet af biskop Henrik Wigh-Poulsen, journalist Kåre Gade og musikhistoriker Thorkil Mølle. Jeg vil ikke tøve med at anbefale denne udgivelse. Den er god til både hjerne og hjerte.

mandag, februar 13, 2017

Benita Haastrup: Going North (Gateway)

"Oppe i Norge der boede tre trolde
troldefar og troldemor
og lille Olle-Bolle."

Jeg elskede at synge den sang, da jeg var lille. Måske var det mit første minde om nordmænd. Troldmænd der rendte rundt oppe i fjeldene og råbte bøh, buh eller som lille Olle-Bolle der ikke sagde spor. Jeg har siden mødt flere nordmænd. Det er ikke alle der bor oppe i fjeldet. 

Den danske percussionist Benita Haastrup har sammen med bassisten Jens Skou Olsen og vibrafonisten Kåre Munkholm været oppe i det højeste Norge flere gange, indenfor de sidste par år på turnéer. Det er der nu kommet en CD ud af. Det er den første af tre plader, der henter inspiration i det lange land. De er ikke troldene de har sat fokus på i deres musik. Det er den storslåede natur. 
Nordland - Lofoten, Hamsunds Rige, Saltstraumen og Skrova er nogle af de steder som de har besøgt. 

Det er Benita Haastrup der har skrevet og arrangeret musikken, udover to numre af Jens Skou Olsen og den ældste nedskrevne nordiske melodi Drømte mig en drøm - der for de udenlandske lytteres skyld hedder I Dreamt a Dream. Her er endnu et barndomsminde for mig. Jeg kender den som pausemelodien fra radioen, der blev spillet på et automatisk klokkespil. Her er Munkholm perfekt placeret med vibrafonen. Forspillet spilles på bas og Munkholm stryger på vibrafonens metalstave, herefter spilles melodien direkte på vibrafonen. Jeg er fornøjet. Den ekstra store fornøjelse er Haastrups trommespil, hvor hun med køller følsomt underbygger stemningen på nummeret.

Alle numrene indeholder stærke stemninger. Going North er på en gang original og alligevel genkendeligt nordisk i stemningen. Jens Skou Olsens melodiske basspil og Munkholms afstemte og tempererede vibrafonspil sættes i spil og udfordres af Haastrup. Hun står aldrig stille og skaber varm musik, inspireret af et koldt land. Det er en meget anbefalelsesværdig plade til yndere af nordisk jazz, der trænger til at blive mindet om at det er andet end ECM og Jan Johansson.

søndag, februar 12, 2017

Big Creek Slim: Keep my belly full (Gateway) >> Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Change my game (Ruf Records)

Han er opvokset i Ikast og bor i dag i Brasilien. Begge dele er der ikke meget blues i, hvis man udelukkende tænker på musikgenren. Big Creek Slim alias Marc Rune har fået en DMA pris for albummet Keep my belly full, som årets danske bluesudgivelse 2016. Han fik i øvrigt prisen som Årets danske bluesnavn i 2015. Det er fuldt forståeligt når man hører albummet Keep my belly full. Det er blues der har søgt næring i den helt gamle blues fra 30'erne og frem til 50'erne. Autencitetsgraden er høj, hvor Marc Rune med sit enkle guitarspil og den rå stemme laver blues i meget høj klasse. Det er den uforfalskede rootsblues der fylder mest. Der er dog også blevet plads til afstikkere, som f.eks. til surfgenren med det fede instrumentalnummer Cockfighter og gospelnummeret Sink 'Em low.

Sangeren og guitaristen Thorbjørn Risager har fået et solidt hul igennem til det tyske og det svenske marked. Et hurtigt kig på turnéplanen for foråret viser at det både er Køge, Kalmar og Bonn der skal besøges. Risager har sammen med bandet The Black Tornado udgivet sit tredje album på det store tyske bluespladeselskab Ruf Records. Det syv mand store band har siden 2003 kun skiftet to medlemmer ud. Stilen er pågående bluesrock blandet med en god portion soul. Der har også sneget sig nogle funky 70'er elementer ind på titelnummeret Change my game, hvor Isaac Hayes ville være fornøjet. Risagers fyldige bluesrøst og et tight spillende band med masser af blæs er igen omdrejningspunktet for en vellykket plade, hvor de afvekslende arrangementer og melodier sikrer en større bredde, end den vi er vant til i bluesgenren. Pladen har i øvrigt enmeget lækkert produceret lyd.

lørdag, februar 11, 2017

SAV: The Conversation (Aftenrutine)

Faste læsere af denne blog har ikke brug for, at få at vide at Lars Bech Pilgaard er den femdobbelte Steppeulvprisvinder Bisses faste guitarist. De kender ham som stjernen på egne albums og sammen med SVIN. Sidste år lavede han som medlem af duoen SAV, albummet Sucks Super Bones sammen med sangerinden Mija Milovic. Hvor den var gnistrende og eksperimenterende er de med deres ny album rykket i en ny retning. The Conversation er optaget på en enkelt dag i Beograd. Mija Milovic rammer sangmæssigt ind i mellem Cocteau Twins’ Elizabeth Frasier og Velvet Underground’s Nico. Det er der heldigvis blevet en masse plads til på pladen.

Lars Bech Pilgaard sætter endnu en gang en tyk streg under, at han er en af mest spændende danske guitarister lige nu. Han veksler uhæmmet mellem et primitivt minimalistisk guitarspil, et skurende punkspil og et poetisk natsummende spil. SAV eksperimenterer og afsøger hele tiden nye territorier, hvor kraut, avant, impro, balkan, afro, noise og andet tilsættes rocken. Der er flere danske tekster på pladen, der er forfriskende spontan. Spontaniteten og umiddelbarheden ledsages af dybde og seriøsitet. The Conversation er en anbefalelsesværdig plade til lyttere, der ikke har brug for at få bekræftet det de allerede ved.

tirsdag, februar 07, 2017

Asger Thomsen: Den Polyvalente Hjelm (Polyjuxta Records) LP

Der er kun lavet 50 eksemplarer af denne LP, så du skal være hurtig, hvis du vil have fat i et eksemplar. Med så lavt et antal kunne man godt forestille sig, at musikken i rillerne hører til den ekstremt smalle slags, der kun finder vej til få lyttere. Det er ikke tilfældet, snarere tværtimod. Det er i stedet en omgang højpotent og veldrejet jazz, som bassisten Asger Thomsen præsenterer på sin første plade i eget navn. Pladens sjæl er sprøjtet direkte ud af 60’ernes frie og opfindsomme jazzscene, hvor der både er plads til respekten for historien og til de lystfulde udflugter.

Han har samlet en kvintet bestående af nogle af den danske jazzscenes mest fremtrædende yngre jazzmusikere lige nu. Trompetisten Tomasz Dabrowski og tenoristen Henrik Pultz Melbye placerer sig smukt i midten, Jeppe Zeeberg indtager klaveret mens Rune Lohse sidder bag trommerne. Det er jazz, hvor der er reminiscenser fra både Miles og Mingus. Det er løssluppent freejazz som på nummeret Silko og der er den besættende smukke ballade Cyklus, der lukker albummet. En polyvalent hjelm er en hjelm der anvendes til flere forskellige formål og have flere betydninger. Asger Thomsen får med denne solodebut også vist at han som bassist kan mere og andet end det forudsigelige. Han er godt i gang med en master på det rytmiske konservatorium og desuden bassist i Konkyhlie. Han får en anbefaling herfra. Både for musikken og selvfølgelig for at samle så god en kvintet.

mandag, februar 06, 2017

Superfly: Quadro (1st Time Records) LP

Den fynske kvartet Superfly har eksisteret i ti år og udgiver nu deres tredje album og udkommer for første gang på vinyl. Det er en kvartet med fire modne herrer, der i det daglige sætter sit præg på jazzen i det odenseanske gennem bl.a. undervisning på konservatoriet. Superfly er tydeligvis en kvartet hvor Chano Olskær (trommer), Bo Gryholt (bas), Morten Nordal (guitar) og Hans Mydtskov (sax) har fundet et helle. Et sted hvor de mødes som ligesindede, udveksler og omsætter deres musikalske idéer. De er ikke ude på at imponere. De er ude på at lave musik og fortælle deres historie.

De har skrevet pladens 12 numre sammen, hvor de har sat kreativiteten kollektivt løs uden instrumenter. Herefter har de skiftes til at skrive takterne, hvor de med tilfældigheder og matematiske krummelurer er kommet frem til det de skulle spille. Når de så har spillet musikken har det fundet den endelige form. For de fire nodestærke musikere har de uden tvivl været en spændende og givende proces. For lytteren betyder det, at man får lov til at lytte til en jazzkvartet der bl.a. trækker på rockens rytmer. Det vigtigste er dog at Superfly er et kollektiv, hvor alle kommer til at fylde. Det trækker ikke en lang solo ned over hovederne på hinanden. Tværtimod tager Morten Nordal og Hans Mydtskov stikket hjem i deres guitar-sax samtaler. 

Det er fornøjelse, at de lader deres musik udkomme på vinyl. Jeg kan dog undre mig over, hvorfor de har godkendt en produktion, hvor lyden er blevet så ulden? Det matcher ikke deres musikalske ambitioner og kvaliteter.

TILFØJELSE TIL ANMELDELSEN 22. februar 2017 *NERDALERT*

Afskedssalutten på min anmeldelse af bandet Superfly’s LP Quadro lyder såden her: Det er fornøjelse, at de lader deres musik udkomme på vinyl. Jeg kan dog undre mig over, hvorfor de har godkendt en produktion, hvor lyden er blevet så ulden? Det matcher ikke deres musikalske ambitioner og kvaliteter.”

Så kom der en besked fra bandets saxofonist Hans Mydtskov: "Hej Niels. Tak for din omtale af Superfly-pladen! - og for dit arbejde med bloggen og jazz-vinyl-forum.......Den er vi rigtig glade for. Det bekymrer mig selvfølgelig lidt, at du synes, at pladen lyder ulden - og du må endelig ikke se dette som en klage eller noget - så jeg har sendt dig et andet eksemplar. Bare for at se, om det er det samme. Vi har tilstræbt at gøre pladen lidt 'bundtung' og det kan selvfølgelig være det. Hvis du får tid, kan du jo sætte den nye på og sammenligne. Den ligger også på Spotify og Apple-music. Som sagt - det er ikke utilfredshed, blot interesse. MH Hans"

Dagen efter var der en ny vinylplade hos mig. 

I den forgangne uge har jeg haft vinterferie. Her havde jeg en aftale med en god jazzven om en lyttesession (inkl. gode øl) hjemme i min stue. Altså en perfekt situation at få afprøvet om den var ulden i lyden. Var det mine ører den var gal med? Var det vinylpladen der var en fejl på? Begge eksemplarer blev afprøvet og sammenlignet med Spotify. Dommen var klar. Den var stadig ulden. Jazzvennen, der har et sæt gode ører og et superlækkert referenceanlæg, fik det ekstra eksemplar med hjem, så han kunne prøve den på hans anlæg. Næste dag kom denne besked fra ham: "Hej Niels. Og mange tak for sidst - det er for mig stjerne aftener at nørde øl og jazz i dit selskab :-) Jeg har lige hurtigt lyttet til "superfly" og ja det er super mærkeligt, det er en helt anden oplevelse her hos mig. Trommerne er flyttet hen til mikrofonerne og de er detaljeret og står flot balanceret i lydbilledet som rigtig nok er markeret i bunden, men ikke for meget.... jeg kan bare ikke forklare dette, men jeg syntes at du skal kigge forbi engang og  høre for dig selv. Meget meget mærkeligt… udover at der jo er nogen indspilninger  som lyder dårligt på nogen anlæg…Men en fed plade.”

Jeg hoppede ind i Suzuki’en og drog afsted. Det måtte høres. Her bliver jeg nødt til at fortælle at mit stue-setup består af højtalere af den “stuevenlige” kompakte slags. Et sæt B&W CM1, der har en god neutral klang. Pladespilleren er en Reloop RP-6000 mk 6 B med Ortofon Nightclub pickup. Der er to styks pladespillere i mit DJ setup i stuen. Det hele køres gennem en NAD C325 BEE forstærker. Her er jazzvennens anlæg af en helt anden bestykning. Højtalerne er to styks Vienna Acoustics Mozart Grand Symphony Edition. Gulvhøjtalere med en god bund, men allermest præget af en vanvittig smuk og neutral klang. Pladespilleren er en Roksan Radius 5 med en Goldring Elite moving coil pick up. Det hele køres gennem en XTZ Class-A100 D3 forstærker. Det lyder mildest talt superfedt, specielt når man lytter meget til jazz.

Jeg blev placeret i sofaen midt for højtalerne med kop friskbrygget kaffe i hånden (jeg var jo i bil). Lyden var helt anderledes. Der er rigtigt meget bund i musikken, hvor specielt Bo Gryholts bas er trukket langt frem. Man kan måske gå så langt som til at sige, at Superfly har arbejdet bevidst for at få en signaturlyd. Trommerne placerer sig mere i niveau med guitaren og saxofonen. Konklusionen på hele denne sag er, at jeg skal have nye højtalere og beklage overfor Superfly, at jeg kaldte deres lyd for ulden. Det er den ikke, hvis du vel at mærke har et par højtalere, der er i stand til at levere et detaljeret lydbillede, der stiller store krav til bunden uden, at det bliver en rockbasbund. Superfly skal have ros for at gå en anden vej med lyden på deres plade og jeg skal forhandle med konen om, at få 20.000 kr. fra husholdningsbudgettet til et sæt nye højtalere. Eller tage et par gode hovedtelefoner på.

søndag, februar 05, 2017

Blind Man’s Band (Insula Jazz) kassettebånd

Det starter et sted, hvor Miles Davis er forsvundet i junken, som han var alt for gode venner med i 70’erne. Der er ingen kære Miles længere. I stedet er der en grum omgang larmende fri improvisation, hvor der slås nogle mentale buler i lakken. Trioen Blind Man’s Band består af Christian Rønn på keyboards, Claus Poulsen på bas og Kevin Angboly på trommer. De er alle tre erfarne herrer fra den københavnske noise og improv scene. Hvor det starter ud i et dystert afsporet free funk spor fortsætter de i et mere noiseomklamerende univers. Det er musik der hører til omkring københavnerspillestedet Mayhem.

På dette kassettebånd folder de et net af løsladte toner og klange løs. Rønn’s keyboards serverer forvanskede lyde, der vrides og klemmes. Poulsen brummer løs på bassen i et emotionelt skræmmende tempo. Angbolys trommer tager sig en masse friheder. Trænger du til at få ryddet op i sindet? Så skal du ikke høre Blind Man’s Band. Ellers kan du godt forsøge. Jeg blev slemt fornøjet over deres heftige niveau. 

lørdag, februar 04, 2017

Norrbotten Big Band featuring Georg “Jojje” Wadenius: Jojje Wadenius (70) (Prophone) >> Peter Danemo & Norrbotten Big Band; Hedvigsnäs (Prophone) >> Billy Hart & The WDR Big Band: The Broader Picture (Enja/Yellowbird)

Indenfor de sidste par år er der kommet flere gode danske big band plader med DR Big Band og Aarhus Jazz Orchestra. Her tager jeg en stikprøvekontrol på hvordan det går hos naboerne. 

I Sverige har Norrbotten Big Band har et højt kunstnerisk ambitionsniveau, hvilket understreges med disse to udgivelser. Big bandet hører hjemme i Luleå, højt oppe i det nordlige Sverige. På den første plade møder vi dem sammen med guitaristen George “Jojje” Wadenius, der fyldte 70 år i 2016. Allerede i 60’erne begyndte den talentfulde guitarists karriere, der tog fart med medlemskabet af svenske jazzrockbands som Made in Sweden og Solar Plexus og ikke mindst en karriere i USA, hvor han spillede med Blood, Sweat & Tears i en treårig periode i midten af 70’erne. Han flyttede til USA og blev fast medlem af husorkestret i Saturday Night Live. På denne dobbelt CD spiller han nykomponeret musik sammen med big bandet. Forskellige komponister har skrevet musik til “Jojje”. Vi finder bl.a. danske Anne Mette Iversen i dette selskab. Hun har skrevet den veloplagte The Wadenius Strut. Pladen præsenterer en suveræn musiker i gode musikalske rammer under ledelse af Joakim Milder.

Peter Danemo har også skrevet et enkelt nummer på pladen. Han var i 2015 composer In residence for Norrbotten Big Band, hvilket Anne Mette Iversen i øvrigt var i 2016. Danemos ophold i Luleå er der kommet en plade ud af. Han har ladet sig inspirere af sin barndom på gården Hedvigsnäs, der lå lige udenfor Tibro. Her flyttede han til som 5 årig. Han husker sommeren som varm og solrig og vinteren som et snedækket landskab. Herhjemme kender vi bl.a. Danemo som trommeslager i flere projekter sammen med Fredrik Lundin. Første nummer på pladen, Antoine indikerer med sin powerfyldte funky dynamik at det kunne være en trommeslager der har komponeret musikken. Sådan fortsætter det ikke. I stedet får vi musik der er inspireret af 70’ernes tv-krimier, undersøgelser af forskellige instrumenters klangmæssige muligheder og natlige improvisationer. Stort og flot. I øvrigt fik denne plade mig til, at finde den tyve år gamle CD, som han lavede sammen med Fredrik Lundin, Music for Dancers and Dreamers frem.

På den sidste CD er det også en trommeslager der er i fokus. Amerikanske Billy Hart er sammen med The WDR Big Band under ledelse af Christophe Schweizer. Schweizer fik som ung håbefuld jazzmusiker undervisning af den legendariske jazzmusiker i New York, hvor han var sammen med fire andre musikere. Det fungerede ikke og Hart sagde: “You guys need to learn how to love each other”. Hart har undervist mange jazzmusikere gennem årene. Han har aldrig tvivlet på retningen og alligevel altid anset sig selv som værende en elev. Han er et godt eksempel på, hvordan man finder sammen om musikken i et kollektiv. Det får vi til tydelighed vist med denne big band plade, hvor det er hans kompositioner der er i fokus. Bl.a. spiller de Téulé’s Redemption som han lavede til Quest. Derudover er der blevet plads til kompositioner fra hans første soloplade fra 1977 og den seneste fra 2012 og flere andre der i mellem. 

Kort fortalt ser det helt fint ud i nabolandenes big bands, hvis denne stikprøvekontrol er retningsgivende.

fredag, februar 03, 2017

Sigurd & Brundin: Jazz för skeppsbrutna (PB7) >> Mårten Lundgren: Plays the music of Bob Dorough (Gateway)

Jeg elsker Sverige! Sådan er det bare. Folkhemmet med Stockholm, Volvo, Systembolaget (verdens bedste udvalg af øl), fika och lösviktsgodis er et vidunderligt sted. Et land som jeg har et lettere romantiseret forhold til, fordi jeg tilbragte et par år af min ungdom i Stockholm. Og så er der musikken! 

Her er par plader som kun kan laves af svenskere. Den første er med Sigurd & Brundin. Et pænt ældre par smiler til hinanden med en solnedgang i det fjerne på pladecoveret. Det er også der man kan se, at de får musikalsk hjælp af et stjerneband med svenskerne Jan Allan og Bernt Rosengren og danskerne Ole Kock Hansen, Mads Vinding og Aage Tanggaard. Det er vokaljazz med Jan Sigurd, der bl.a. har lavet musik til Monica Zetterlund og Anna Lena Brundin, der er kendt for sine Piaf-fortolkninger. Her møder vi dem over en række originale sange på svensk, suppleret med nogle standards med svensk tekst. Det er bl.a. Runt Midnatt og Zetterlund klassikeren Sakta vi gå genom stan. Det er smooth akustisk jazz om livet og kærligheden. Hyggeligt og til et voksent publikum, der gerne vil svømme hen i smukke svenske gloser.

På den anden plade møde vi trompetisten Mårten Lundgren, der har kastet sig over musik af den mindre kendte komponist Bob Dorough. Lundgren supplerer som noget nyt, sit trompetspil med sang. Hans vokal er i den lette og pæne afdeling, som næsten kun en svensker kan være det. Når det suppleres med en let svensk accent i det engelsksprogede, så bliver det også charmerende. Lundgren synger som han spiller trompet. Dog skal hans erfaring som professionel trompetist og det modsatte som sanger tænkes ind i den ligning. Det er blevet til en hyggelig jazzplade med stort J, hvor han i øvrigt får dansk hjælp fra Helle Marstrand på bas og vokal og Espen Laub von Liljenskjold på trommer, mens det er svenskeren Sven Erik “Svempa” Lundeqvist på piano. Lundgrens uforligneligt smukke trompet og flygelhornspil er i særklasse. En plade til lytteren der gerne orienterer sig i retning af klassisk 50’er jazz.
Jansigurd.com

Martenlundgren.se

torsdag, februar 02, 2017

Fredrik Moth Five: It could be Nina (Gateway)

Det er en ret vild start på karrieren, som den unge mundharpevirtuos Mathias Heise har fået. Allerede inden den danske jazzscene omfavnede ham, havde han vundet et mundharpe VM og siden har han fået kronprinseparrets stjernedryspris. Senest har han fået Ben Webster prisen som den yngste jazzmusiker nogensinde. Her på bloggen har jeg inden for det sidste halve år anmeldt et par plader, hvor han er gæsteartist. Det er han også på denne plade - jeg har i øvrigt endnu en plade der venter på at blive anmeldt, hvor han er med som gæst, . 

Saxofonisten Fredrik Moth har hørt rigtigt, da han har placeret 2 af de 3 numre med Heise allerførst på pladen. Hold nu kæver mand! Det fungerer. Moth har ikke været i tvivl om, hvad han kunne bruge det store musiktalent til. Heise får masser af plads til at spille på den kromatiske mundharpe, som bedst kendes i jazzen hos Toots Thielemanns. Moth giver med den gode melodi og en solid klassisk jazzbacking, Heise får mulighed for at folde talentet ud. Muligheden gribes og de får sammen lavet lækker jazz, der som i åbningsnummeret It Could Be Nina spreder gode vibes. 

Moths band består af Lars Fiil på piano, Jasper Jagd på bas, Mads Nørgaard på guitar og David Besiakov på trommer. Hvor han på sit forrige album Momento fra 2012 trak på afrikansk inspiration, er han denne gang gået efter en mere klassisk jazzlyd. Selv om jeg fortaber mig lidt rigeligt i Heises talent i starten af denne anmeldelse, skal Moths gode saxofonspil også fremhæves. Det kan både være lettere melankolsk eller sommerskønt. Et særdeles veloplagt plade til yndere af velspillet jazzsaxofon.

onsdag, februar 01, 2017

Alex Jønsson: Heart of gold Live in Aarhus (Alex Jønsson)

Guitaristen Alex Jønsson har lavet denne trioplade, som en intimindspilning foran et lille publikum en aften i marts i Århus. Han er sammen med bassisten Jens Mikkel og trommeslageren Andreas Skamby. To musikere som han kender rigtigt godt fra I Think You're Awesome og Live Foyn Friis' band, samt Jønssons egen plade Spy on Your Friends fra sidste år.

Repertoiret er kendinge fra Jønssons to plader i eget navn suppleret med lidt nyt materiale. Mit helt store favorit Nidaross fra 2013 debutpladen er heldigvis med. Musikken er indspillet i en afslappet atmosfære i en dagligstue inde midt i Aarhus. De tre musikere spiller musikken der fulgt dem de senere år. At genbruge og videreudvikle numrene på denne måde er et bonus for musikken. De har fået en ny organisme og sjæl. Stemningen er intens og nærværende. De lader uden problemer den gode stemning følge med pladen. 

Jeg bliver så glad, når jeg hører Jønssons gode melodier og måden de bliver behandlet på. Alex Jønsson, Andreas Skamby og Jens Mikkel er både hjerte og guld.