mandag, december 18, 2017

Steffano Bollani Trio: Mediterraneo Jazz at Berlin Philharmonic VIII (ACT) CD/DL/stream

Det er næppe nogen større nyhed, at italienske Stefano Bollani er at regne blandt de største europæiske pianister de sidste 10-15 år. Herhjemme har vi været så heldige at han ofte har optrådt med Jesper Bodilsen og Morten Lund. Han har også lavet nogle gode plader sammen med dem. Ved siden af det er han også en showmand, der både har lavet TV-shows og spillet med klassiske orkestre. 

På denne udgivelse blandes alle disse elementer. Det lidt pudsige er, at pladen udgives af ACT og ikke af ECM, som han ellers tidligere har udgivet sine plader på. Pladen er en del af ACT's serie Jazz at Berlin Philharmonic. Sammen med Bodilsen, Lund, Vincent Peirani på accordion og Berliner Philharmonikerne spiller Bollani 10 italienske komponsitioner. Filmmusik af Nino Rota og Ennio Morricone, herunder de gamle "hits" Amarcord og The Good, The Bad & The Ugly. Desuden spilles der musik af Monteverdi, Puccini og Rossini. Udgivelsen er en festlig udgivelse, der er med til at udstille Italiensk musikhistorie på en god måde. Misundelig på dem, der var til stede i salen og oplevede koncerten er en lille bitter bonus. At det i øvrigt er arrangeret og dirigeret af nordmanden Geir Lysne tilføjer både kompleksitet og humor. Han har sans for de frække detaljer, som latinmellemstykket i The Good, The Bad & The Ugly er et eksempel på.

Jon Balke Siwan: Nahnou Houm (ECM) CD/DL/stream

Det er 10 år siden at Jon Balke dannede Siwan. Da de udsendte debutpladen i 2009 fik de bl.a. den tyske pladekritikerpris for årets plade. Den vellykkede sammensmeltning af kulturer, traditioner og religion blev med rette præmieret.

Sangerinden og oud-spilleren Mona Boutchebak fra Algeriet er med for første gang. Hun bakkes op af Balke på keyboards, der også har skrevet al musikken, Helge Norbakken på percussion, Pedram Khavar Zamini på tumbak og Barokksolistene. Sidstnævnte kender vi herhjemme bl.a. fra Trinelise Værings Oh Purity projekt. Musikken er et helt unikt møde mellem arabisk musik, andalusisk klassisk musik og europæisk klassisk musik. Jon Balke bruger tekster fra Al Andalous. Det er beskrivelser fra middelalderen i Spanien, hvor kristne, jøder og muslimer levede i fred side om side i Andalusien. Et dybt fascinerende og tankevækkende projekt, der ikke opleves middelalderligt.


Lise Marie Seidelin: Coffee to go (Lise Marie Seidelin) CD/DL/stream

Jeg kendte ikke sangerinden med det smittende smil på coveret. Da jeg til gengæld ganske udmærket kendte de medvirkende musikere, var jeg ret tryg ved at sætte pladen på. Lise Marie Seidelin er storyteller og er som udgangspunkt ikke jazzsanger eller musiker. For 12 år siden udkom der en plade med Sinne Eeg der hed Abrikostræet, som var blevet til i samarbejde med Mads Vinding. Her havde Lise Marie Seidelin (Nedergaard) lavet tekst og musik.

Denne gang synger Lise Marie Seidelin selv og spiller piano. Hun er ud af en vise- og cabaretjazztradition, hvor det at fortælle historien næsten er mere vigtigt end den tekniske udførsel. Der er dog styr på det musiktekniske i hænderne på Yasser Pino (bas), Ayi Solomon (percussion) og Morten Carlsen (klarinet, sax og taragot). Stemningen er småblueset og fuld af sjove anekdoter fra hverdagslivet. Hun indfanger følelser og hændelser. Det fremføres med en let hæs stemme, der passer godt med musikken. 

fredag, december 15, 2017

Helle Hansen: Integrity (Heart Core/Gateway) CD/DL/stream

Det handler om at have noget på hjerte, at ville fortælle en historie. Når jazzen krydser klinger med singer-songwriter genren kan det vise sig på meget forskellige måder. Helle Hansen er aktuel med sit 11. album. Pladen er et billede på sangeren, tekstforfatteren og komponisten der oprindeligt kom ind på konservatoriet med blokfløjten som hovedinstrument. 

Pladen hedder Integrity, hvor der på coveret er tilføjet nogle små bogstaver som antyder at pladen også kunne hedde In The Gritty. Helle Hansen har lavet et helstøbt SSW album, hvor der er fokus på musikalsk indhold og tyngde i teksterne. Der er spor til Joni Mitchell og alligevel er Helle Hansen sig selv. Hun er voksen kvinde, der nok ved hvordan en sang skal skæres. Ikke mindst i kraft af de originale arrangementer, med bl.a. Ole Visby på basklarinet, Helle på blokfløjte, flere andre og nogle gode korarrangementer. Der er sjæl og nærvær på pladen.

torsdag, december 14, 2017

The Love And Beauty Seekers: Zar (Love & Beauty Music) CD/DL/stream >> Pimpono Ensemble: Hope Love Peace Faith (Love & Beauty Music) CD/DL/stream >> Wood Organization (Gotta Let it Out/Love & Beauty Music/Insula Music) kassettebånd

Det er næppe nogen hemmelighed for den opsøgende og nysgerrige danske jazzlytter, at polske jazzmusikere har været med til, at give den danske jazzscene et skud vitalitet i de senere år.

Jeg har inden for kort tid modtaget tre udgivelser, hvor trommeslageren Szymon Pimpon Gasiorek går igen. De to første udkom for et år siden. Den første er en trioudgivelse med tre polakker, der alle bor i København. De resterende to medlemmer er Jedrzej Lagodzinski på tenorsax og Fanciszek Pospieszalski på bas. Trioen hedder The Love and Beauty Seekers og har lavet albummet Zar. For at starte med det allerbedste først, så sparker de liv i det gamle jazzgespenst med nummeret Yakuza. Den er opkaldt efter den japanske mafia, der er opkaldt efter et kortspil. Nummeret starter i et stille modus og cirka halvvejs inde i nummeret kommer mafiaen og vælter kortbordet. Det er en kæmpefornøjelse at høre en jazztrio fremmane vanvidsscener så intenst og præcist. Resten af pladen er i samme høje klasse, hvor de både behersker free, nedskrevet rod og ballader i nogle fede stemninger.

Den anden plade er med Pimpono Ensemble med trommeslageren Pimpon Gasiorek i spidsen. De to andre fra den forgående trio er også med i det 12 mand store orkester der tæller medlemmer fra Polen, Norge og Danmark. Jeg kommer undervejs til at tænke på Fire! Orchestra, når de bevæger sig mellem vildskab, free, impro og styrede forløb. Her er både punkens vildskab og jazzens sans for de komplekse detaljer. Der er hele tre bassister og en tuba med til at lægge en vilter og levende bund. Jeg er særdeles godt underholdt og fornøjet, når jeg lytter til pladen, hvor Szymon Pimpon Gasiorek udviser et stort talent for at holde hovedet koldt og bevare overblikket, når det spidser til.

Den sidste udgivelse er en spritny kassetteudgivelse lavet i et samarbejde mellem Insula Music, Tomo Jacobsons Gotta Let It Out og Szymon Pimpon Gąsioreks Love & Beauty Music. Den udkommer i to versioner. Den ene, som jeg er så heldig at have fået fingrene i, er en version  hvor båndet er pakket ind i en smuk trææske. Projektet hedder også Wood Organization. Det er som udgangspunkt ikke et band men en tilgang til musik. Jacobson og Pimpon Gąsiorek er altid med i projektet, der har skiftende deltagere. På båndet hører vi dem i tre forskellige sammenhænge. Den første er som duo i en 49 minutter lang koncertoptagelse fra 2016 i Koncertkirken. De er inspireret af naturen og hylder dens lyde og deres relationer. Optagelsen er et fascinerende lydkig ind i en verden af klange, følelser, momenter og masser af lyde. 

På side B er de blevet til en trio med Lars Greve på klarinet og baritonsaxofon. Optagelsen er fra 2017 og bringer os atter ud i naturen, som den kan lyde en aften i en kirke på Nørrebro. Greves store alsidighed på blæserinstrumenterne er en god tilføjelse. Den sidste optagelse er også den ældste, den er fra 2015. Her er Jacobson og Pimpon Gąsiorek sammen med Freya Schack-Arnott på cello og Franciszek Pospieszalski på bas. Det er et noget andet nummer end de to første. Den er kun 7 minutter lang og har fokus på strygerne.

Du skal i øvrigt skynde dig, hvis du vil have træ-udgaven der er lavet af Chris Shields, da der kun er lavet 32 eksemplarer af den. Den findes også i en almindelig plastikversion  der er lavet i 68 eksemplarer. Den får store anbefalinger herfra.

Scott Dubois: Autumn Wind (ACT) LP/CD/DL/stream

Når både Thomas Morgan og Kresten Osgood medvirker er det rimeligt klart, at det ikke er en klassisk ACT udgivelse. Selv om der er stor bredde i udgivelserne fra ACT, så er denne udgivelse i sin helt egen kategori. Den amerikanske guitarist Scott Dubois er aktuel med sit andet album på ACT med samme besætning. 

Der er ligefrem optræk til deciderede frie forløb på pladen. Ellers er det primært det flydende balladespil, der dyrkes af kvartetten. Bassisten Thomas Morgan er en sand mester i den svære kunst at timekeepe flydende jazz, som vi f.eks. også kender det fra Jakob Bro. Det giver frihed til Kresten Osgood.

Den tyske saxofonist Gebhard Ullman er med til at give kvartetten det sidste. Et centralt nummer på pladen er Early november bird formations, hvor der desuden medvirker en strygerkvartet. Her spilles der en brusende frihymne, hvor det fuglene danser henover himlen. Det er meget vellykket og ikke mindst smukt.

onsdag, december 13, 2017

Lilly feat. Gilad Hekselman: Tenderly (Gateway) DL/stream

Her møder vi kombinationen af en dansk jazzsangerinde med ro og nærvær i stemmen og en israelsk jazzguitarist, der tilhører eliten på New York jazzscenen. Samarbejdet opstod i forbindelse med, at Gilad Hekselman var Artist in residence i Danmark i efteråret 2015. Han var inviteret af JazzDanmark, der på den måde giver danske jazzmusikere mulighed for at samarbejde med og blive inspireret af et verdensnavn. 

Den udfordring tog sangerinden Lilly, der tidligere har lavet nogle plader med eget materiale. Hun valgte at fokusere på jazzens standards. Det er en god idé, da det er et fælles udgangspunkt for mange jazzmusikere, der har melodierne siddende i benmarven. Indspilningen foregik et par uger efter at de havde mødtes til jam session på La Fontaine. I løbet af en enkelt indspilningdsdag får de skabt en smuk udgivelse. Mine favoritter er uden tvivl Charlie Hadens First Song (for Ruth) med tekst af Abbey Lincoln og Chick Coreas You're Everything fra det klassisk album Light as a feather. De får skabt noget nyt og personligt af de velkendte melodier. 

mandag, december 11, 2017

Årets 10 bedste danske jazzplader 2017... og lidt til

Tidligere i år skrev jeg et indlæg her på bloggen om, at 2017 var et godt år set ud fra et jazzbloggerperspektiv. Der var kommet mange nye gode danske jazzudgivelser. Både fra de erfarne og de debuterende. Det mener jeg stadigvæk. 
Det er nu blevet tid til, at gøre året op. Der hvor jeg kigger tilbage og vurderer hvilke plader der skal trækkes frem fra stakken og have ekstra meget ros. Det er forhåbentlig indlysende at det ikke er en let opgave. Der er nogle parametre som jeg vælger pladerne ud fra. For det første vil jeg gerne give et bredt og repræsentativt billede af hvad der foregår på den danske jazzscene. Listen over årets bedste danske jazzplader skal være et koncentrat af det bedste, som er strømmet gennem mine ører i løbet af året. Der er abstrakt jazz, fusionsjazz, big band jazz, nedlagt-kirke-i-Estland-jazz, triojazz, straight jazz, årstids jazz, nordisk jazz og overflødighedshornsjazz. Der er også kommet en jazzhistorisk udgivelse i år, der skal have særlig ros.

Først og fremmest skal Lasse Mørck trækkes frem. Jeg har valgt at give ham Jazznytprisen 2017. Allerede da jeg hørte pladen første gang, satte jeg ham på observationlisten som en evt. jazznytprismodtager. Jeg er vendt tilbage pladen mange siden da. Den har ikke skuffet undervejs. Lasse har været i megahård konkurrence fra flere andre kandidater. I forbindelse med at han fik prisen d. 10. december var der en reportage her på bloggen. Her vil jeg forsøge at uddybe hvorfor og hvordan Lasse slog mig omkuld, da jeg blev ramt i min bløde jazzmave af hans suveræne jazz.

Lyt til dansk jazz. Det fortjener dine ører, sindet, hjertet, sjælen og kroppen. God fornøjelse.

JAZZNYTPRISEN 2017
Lasse Mørck Quartet: Imagining places I’ve never been (Lasse Mørck) 
Musikken er som at tage på en jazzrejse i technicolor. Vi befinder os i en parallelverden med inspiration fra westerns, drønhede ørkener og mexicansk mysticisme. El Conquistador er den sejrende. Prairie Sunset er den ensomme rytter på vej hjem. Danza de Yucatan er mystik og tågede drømme. Afslutningsnummeret Under the coconut tree får temperaturen til at stige. Det er en rejse til steder som Mørck ikke har været. Måske findes stederne heller ikke. Det er ikke så vigtigt. Mørck er med på bassen og rejsen som en tro følgesvend, der viser os til rette. Han viser os en blanding af det kendte og det ukendte. Det er både originalt og personligt. 
Mørcks debutplade er meget overbevisende. Anbefales til mange, men også kritiske jazzlyttere, der gerne orienterer sig mod ældre pre-bebopjazz og ikke gider at høre noget de har hørt før.

Morten Schantz: Godspeed (Edition)
Han har lavet et uforfalsket fusionsalbum i en vanvittig vellykket 2017-aftapning. Han har sat sig bag en flåde af nye og gamle synths og keyboards. Han spacer ud uden, at forfalde til at lyde som et fusionsmuseum a la 1985. Det er selvfølgelig nærliggende at nævne Weather Report og Joe Zawinul i den bedste mening. Schantz og Neset har et partnerskab der tåler sammenligning med Zawinul og Wayne Shorters i Weather Report. De komplementerer hinanden og får de bedste sider frem. Anton Egers trommer er spændt til det yderste. Han er vildt pushy og helt fremme på beatet. Han giver Schantz og Neset et pace, hvor de konstant spiller lige så skarpt som en nyspidset blyant.

Ran Blake/Kresten Osgood: The Dorothy Wallace Suite (ILK)
Der er ikke overladt plads til tilfældigheder. Det er som et opkog, et koncentrat af Blake's og Osgood's musikalske evner. Det er et stemningsmættet klaverspil, hvor klassisk musik, Monk og jazzens historie kigger frem. Der er både noget sårbart og noget skrøbeligt blandet op med en beslutsomhed og insisterende fortælling. Det passer Osgood, der i sit trommespil griber mulighederne.

Jeppe Zeeberg: The Four Seasons (Barefoot Records)
Foråret symboliseres blandt andet med glad-i-låget nummeret Dancing like a dane, der spjætter, sprutter og spræller. Sommeren åbnes med For those now gone der både er regn og torden. Her er de fire blæsere i smukt samspil. Det sidste Sommer-nummer The Mess and the See-Through Dress efterlader en masse bobler i kroppen. Efteråret er Song for the relatively young, hvor Zeeberg sender en musikalsk tanke til Horse Orchestra, hvis medlemmer også er med på pladen. Det er valsende jazz med masser af messing, blandt andet en skøn trompet fra Kimestad. Efteråret er også Sky piece, hvor der lukkes ned og gøres klar til vinter, der med afslutteren Mit Starren Fingern og åbneren Segway to hell er knistrende skarp og kolossalt skæv

Rasmus Oppenhagen Krogh: Distill (Centrifuga)
Distill er en meget imponerende og anbefalelsesværdig debutplade, der med varme og nærvær viser en ung jazzguitarist, der godt ved hvordan man skaber jazz der både er enkel og kompliceret. Han er afhængig af de andre og lader det smelte sammen til en enhed, hvor øjeblikke flyder sammen til et stort og smukt billede.

Simon Eskildsen Trio: Introducing the Simon Eskildsen Trio (Simon Eskildsen)
Det syder, sprøjter og svinger om ørene på trioen. Sejthen er kendt for sit insisterende steady basspil. Daniel Sommer placerer sig tæt sammen med Sejthen. Det giver et mættet spil. Simon Eskildsen animerer trioen via sit rytmestærke klaverspil. Improvisationerne vokser frem af melodierne, der er fulde af varme og nærvær. Endnu en gang kommer der en anbefalelsesværdig jazzplade fra Aarhus, der sætter en tyk streg under at byen i disse år er inde i en gylden jazzperiode. 

Mark Solborg & Christian Skjødt: Omdrejninger (ILK)
Omdrejninger er et album der på flere planer er meget anbefalelsesværdigt. Det færdige produkt med gatefoldcover, en flot grafisk udformning, det medfølgende hæfte med billeder af bl.a. Peter Ganushkin og videoen er i særklasse. Det lydmæssige indhold holder det samme høje niveau. Så er du til eksperimenterende eller abstrakt musik, er dette album nr. 1 på listen over plader der skal købes i 2017.

Emil de Waal + Old News: Gamle Nyheder
Sikke da et overflødighedshorn! Emil de Waal har samlet en personlig, stærk og original gruppe af musikere omkring sig på albummet Gamle Nyheder. Numrene på pladen er et meget originalt udvalg af  "klassikere" fra bl.a. 70'ernes tv sendeflade. Gamle Nyheder er et must for den musikglade dansker. Originaliteten og autenciteten er i højsædet. Det er et af årets højdepunkter i dansk jazz.

Kira Skov/Maria Faust: In The Beginning (Stunt)
Faust og Skov har søgt tilbage mod det tabte og det glemte. Smerte, savn og tro gennemsyrer musikken der blev til under en fælles rejse til Estlands sydlige grænseområder. De blander estisk musik, klassisk, jazz og indierock. In the beginning er uanset genre et af de absolut stærkeste albums jeg har hørt i år. 

Kathrine Windfeld Big Band: Latency (Stunt)
På Latency bruger hun mere erfarent hele big bandet som et instrument. Der er et flow og en velfungerende sammenhæng i musikken. Musikerne leverer mere end det forventelige. Det betyder at Windfelds musik vokser. Kathrine Windfeld Big Band er et imponerende foretagende. Hun skal have ros for musikken fordi hun er en dygtig big band leder, med alt hvad der hører til. Latency er et meget anbefalelsesværdigt big band album, til yndere af den moderne del af genren.

Årets historiske jazzudgivelse
Trio 65½: 66 67 (Storyville)
På jazzstandards som Stella by starlight, There will never be another you og Someday my Prince will come er det tydeligt at trioen er I særklasse i dansk jazz på det tidspunkt. De spiller forrygende godt sammen. Kenneth Knudsen er i hopla og spiller med en frygtindgydende melodisk ligefremhed, der er en Bill Evans værdig.  Ib Lund Nielsen spiller bas med en overbevisende tyngde og myndighed, der passer godt i Trio 65½. Det er dynamisk og uimponeret jazz.

søndag, december 10, 2017

Jazznytprisen 2017

Siden 2004 har jeg haft bloggen Jazznyt. Her anmelder jeg nye jazzudgivelser. I de sidste 10 år er det blevet til et par hundrede stykker om året. Her er halvdelen danske udgivelser. Det er også derfor at jeg hvert år kårer de 10 bedste danske jazzudgivelser. Jeg har alligevel hørt det meste. Siden 2012 har jeg også uddelt Jazznytprisen til en kunstner som fortjener ekstra meget opmærksomhed og hæder. De fem foregående vindere har været Stefan Pasborg, Jakob Bro, Carsten Dahl, Jakob Buchanan og Jens Mikkel Madsen. I år tilfalder hæderen bassisten og komponisten Lasse Mørck. Han har lavet et jazzalbum der holder mange år frem.

Imagining Places I’ve never been er en plade, hvor Lasse Mørck inviterer os med på en jazzrejse i technicolor. Vi befinder os i en parallelverden med inspiration fra westerns, drønhede ørkener og mexicansk mysticisme. Nummeret El Conquistador er den sejrende. Prairie Sunset er den ensomme rytter på vej hjem. Danza de Yucatan er mystik og tågede drømme. Afslutningsnummeret Under the coconut tree får temperaturen til at stige. Det er en rejse til steder hvor Mørck måske har været. Måske findes stederne heller ikke. Det er ikke så vigtigt. Mørck er med på bassen og rejsen som en tro følgesvend, der viser os til rette. Han viser os en blanding af det kendte og det ukendte. Det er både originalt og personligt. 

Jeg har oplevet Lasse live flere gange sammen med Snorre Kirk. Han har en gnist, et nærvær og en musikalsk autoritet der stråler. Det er det som han får med på pladen. En plade der musikalsk spænder over mange års jazzhistorie. Det er ikke museal jazz, jazz der hylder fortiden. Det er jazz der med benene solidt plantet i nutiden. Jazz, hvor de tages udgangspunkt i muligheder og drømme. 

Snorre Kirk er med i Lasses kvartet, Tobias Wiklund er med på kornetten og som den sidste mand, Jesper Løvdal på tenorsaxen. Den klaverløse kvartet har nogle kanter, der ikke er til for at gøre ondt. Kanter der er til for at musikken mærkes og får en sjæl. Lasse samler musikerne omkring sig med indlevelse og robusthed. Han ved hvad han vil. Selv om han er yngstemanden, så er det ham der er autoriteten. Han får de gode sider frem i medspillerne.

Da jeg var til Danish Music Awards for jazzen i mandags i København sad jeg ved siden af den norske jazzanmelder Jan Granlie. Som noget af det første sagde han til mig, at Lasse Mørck var et godt valg til Jazznytprisen. Vi er flere der har set hvilken stor musiker, Lasse er. 

Det er med stor fornøjelse jeg får lov til at overrække Jazznytprisen til Lasse Mørck.

Prisen består af en tegning som den i øvrigt altid gør. Den er lavet af min søster.

Tillykke!


Tak til The Band, der gav mig lov til at låne lidt tid ved deres julekoncert på kunstmuseet Heart i Herning, hvor Snorre Kirk Kvintet og The Band spillede.

torsdag, december 07, 2017

Thomas Clausen & Carlos Malta: Dreamland (Stunt) CD/DL/stream

Thomas Clausen må være den kunstner, der har udgivet flest plader i eget navn på pladeselskabet Stunt. Han har bl.a. lavet adskillige brasiliansk inspirerede plader. I 2009 lavede han After the Carnival sammen med Carlos Malta. De er nu atter sammen. Malta er et velrespekteret navn i brasiliansk jazz og medvirkede i øvrigt også på Snarky Puppy's Family Dinner vol. 2 fra sidste år. De to musikere får lidt hjælp undervejs af trommeslageren Niclas Campagnol og bassisten Romulus Duarte.

Repertoiret er en blanding af Clausens og Maltas kompositioner. De kan både spille kammerjazz med et touch af den klassiske musik, som på After the metronome. De kan spille med virtuos humor som på deres version af den urgamle Tiger Rag. Clausen spiller også på Rhodes, som på Nippon, hvor Malta slipper fløjten og spiller på sopransax. Nøj det er fedt! 

Dreamland er en imponerende status fra Thomas Clausen, der utrætteligt og rundhåndet deler sine musikalske tanker med os.

onsdag, december 06, 2017

Michael Sunding feat. Mads Vinding: The melodies of Nordic Christmas (Gateway) CD/DL/stream

Da Michael Sunding skrev til mig, at han havde en juleplade på vej, så tænkte jeg ikke kun at det var herligt. Jeg begyndte at glæde mig. Han er atter sammen med Mads Vinding ligesom på The Melodies of Carl Nielsen fra 2015. Det var et smukt og velspillet album. Det samme gør sig gældende med The Melodies of Nordic Christmas. Her har de kastet dig over et repertoire af nordiske julesalmer. De salmer som er en del af julefolkedybet.

Sunding er nænsom og ydmyg, når han nærmer sig de melodier, som mange bærer i hjertet og finder frem en gang om året. Han tager melodien, løfter den op og improviserer over melodiernes temaer og indhold. Mads Vinding er diskret i sit elegante akkompagnement. Mine favoritter er de mindre slidte salmer som Mit hjerte altid vanker og Maria gennem torne går. Kendinge som Santa Lucia og Glade Jul er i hver sin ende af skalaen i forhold til julefreden og det virker. 

Til sidst på pladen lancerer Michael Sunding sit eget bud på et ny sang, der kan synges når vi tager turen rundt om træet. Rundt om træet, rundt i ring er med tydelige nordiske rødder og er ikke en decideret julesalme. Det er en vuggende og let munter sag, der sagtens kan synges lige før Højt fra træets grønne top. 

tirsdag, december 05, 2017

Maria McTurk & Torben Kjær Kvintet: Det eneste jeg ønsker… (Gateway) CD/DL/stream

Julen er fuld af gode melodier, som vi år efter år overspiser indtil ørets indre bukseknap ikke længere kan holdes tilbage. Vi kan så bruge de næste 11 måneder på at sy bukseknappen i igen. Det er dejligt at fylde sig med velkendte kalorier. En gang i mellem er det også dejligt at fylde sig med noget der virker velkendt, men alligevel ikke er smagt før. 

Det gør sig i høj grad gældende med Maria McTurk & Toben Kjær Kvintets nye juleplade Det eneste jeg ønsker, der indeholder 10 nye julesange. Eller "nye" er måske lidt misvisende. Det er melodier, som har ligget i en skuffe siden 60'erne og 70'erne. De er skrevet af Steen Francker, der er søn af Otto Francker. Det er ikke så svært at høre, at sønnen har lyttet til faderens velskårne melodier, hvor Dansevise og Jeg snakker med mig selv står som funklende stjerner i det forrige århundredes pop-overflow.

Sangerinden Maria McTurk er nok ikke kendt af så mange. Hun er dog en ganske erfaren sangerinde der sammen med en kvartet bestående af Torben Kjær på klaver, Henrik Bay på guitar, Niels Wilhelm Knudsen på bas, Niels Flipper Stuart på fløjte og tenorsax og Janus Templeton på trommer fanger melodiernes altmodische stemning. Der er Julebossanovaen. Der er den melankolske Julen uden dig, der gudskelov følges op af Nu falder julesneen hvid, hvor optimismen og det gode humør atter dukker op. 
Det eneste jeg ønsker er et velkomment og vedkommende juleudspil. Glædelig jul!

JAZZNYT playliste på Spotify

It's a jungle out there. Lige her tænker jeg på den rodede vildskab som du møder på en streamingtjeneste som Spotify. Hvordan finder du de nye lækre jazznumre? Spotify har en rigtig fin playliste, der hedder State of Jazz. Her skiftes der løbende ud i 50-60 aktuelle jazznumre. Det er selvfølgelig den internationale jazzscene der er i fokus - herunder også en gang i mellem noget fra Danmark.
Jeg har flere gange lavet aktuelle playlister, hvor flere har valgt at følge dem. Nu ændrer jeg taktik. Jeg laver en liste JAZZNYT, der i bedste dynamiske stil løbende bliver opdateret med de nyeste danske jazznumre. Det eneste du skal gøre er at følge listen via Spotify. 
Håber er at playlisetn får mange følgere, der hermed hele tiden er opdateret på lyden af den danske og nordiske jazzscene. Her i starten vil de aktuelle danske numre være suppleret med highlights fra 2017.

Fortæl dine venner og bekendte at listen findes, så er der god chance for, at de også lytter til dansk jazz.