mandag, maj 09, 2016

Sternlumen: Sternlumen (selvudgivelse) LP

En dag lå  der en pakke med en CD i min postkasse. Den lå nogle dage i sit neutrale cover der ikke gave nogen idé om musikken, før den blev åbnet og afsplllet. Jeg blev fanget og forundret. Jeg havde ingen anelse om hvem kunstneren bag pladen var. Sternlumen stod der på den og ikke så meget andet. Udover at Sternlumen var Thomas Kudela og et piano. Kudela er tysker og bosat i København på Nørrebro. Historien fortæller at han næsten ikke rørte et piano i syv år, hvorefter han genoptog klaverspillet. 

Med en nysgerrighed uden forbehold, spiller han fabulerende og ubundet nogle smukke melodistykker på soloklaver. Det er et fyldigt spil, der trækker på inspiration fra både klassisk musik, jazz og postrock. Hans improviserede klaverspil flyder ind i mellem afsted som ambient soundscapes. Det afbrydes af dansende tangenter og sirlige forløb - som var det filmmusik.

Det er musik til storbynatten. Til den neonoplyste nat, hvor en sval brise sender ensomme sjæle afsted på drømmerejser. Det er så enkelt og ligetil, at jeg forbløffes over hvor meget Sternlumen egentlig siger med klaveret på pladen. Sternlumen er eklektisk musik. Musik der tager idéer fra forskellige genrer. Det sættes sammen i en ny sammenhæng og giver en helt ny mening. Det er på mange måder en anbefalelsesværdig plade der ofte vil blive spillet igen. Den er udgivet på hvid vinyl i gatefoldcover, samt på CD. 

Ingen kommentarer: