torsdag, maj 05, 2016

Danielsson Neset Lund: Sun Blowing (ACT)

Inden for kort tid, har jeg på bloggen anmeldt tre saxtrioplader med henholdsvis Julie Kjær, Henrik Pultz Melbye og Magnus Thuelund. De er meget forskellige, selv om de alle har hentet stor inspiration i freejazzen. Nu har jeg modtaget en fjerde plade med en saxtrio. Her er der ikke noget der lugter af freejazz - overhovedet. Idéen til pladen opstod i 2012, hvor den danske trommeslager Morten Lund, den svenske bassist Lars Danielsson og den norske saxofonist Marius Neset var på vej tilbage til København i tog fra Jazz Baltica festivalen i Tyskland. De to først nævnte havde spillet sammen i både Ulf Wakenius og Cæcilie Norbys bands. Men de havde aldrig spillet sammen med Marius Neset. 

De gik i studiet sammen i København, hvor de hver medbragte nogle kompositioner. Her efter mødtes de i musikken. Neset er kendt for, at have planlagt sine indspilninger ned til mindste detalje. Det skete ikke her. Han blev i stedet udstyret med to musikere, der kunne skabe detaljerne i nuet - i selve situationen. Pladen lukker ned med Don Grolnicks ballade The cost of Living, et nummer som Michael Brecker spillede på sin solodebut i 1987. Brecker er en musiker som de alle tre har inde uden huden. Danielsson har turneret med ham, Lund har spillet duosessions med ham og Neset har aldrig skjul på sin store fascination af den unikke amerikanske saxofonist. Det er meget betegnende for pladen. Det er tre musikere, der mødes i øjenhøjde og spiller jazz der flyder fra det inderste af hjertet. Det kan høres og det smitter af på lytteren. De skaber magien i øjeblikket. Det er spontan opstået jazz, hvor de i kraft af deres store musikalitet griber mulighederne og bruger dem.

Ingen kommentarer: