mandag, december 14, 2015

Television Pickup: Music for Runners/We take the bikes and head home (Boogie Post Recordings)

Håbefulde firsersynths. Dystopiske discorytmer. Flænsende guitarer. Det er som at gå ind i en kunstinstallation lavet af Elmgreen & Dragset. Det ligner noget genkendeligt. Der er sket noget og vi får et snapshot, et kort indblik i et langvarigt øjeblik. Undergangen er besnærende nær. Vi er stoppet op lige før. De underfundige og tvetydige drømmere Television Pickup er tilbage.

Bandet med Katrine Amsler i spidsen har udgivet et dobbelt album. Den ene Music for runners rummer helt ny musik, mens den anden We take the bikes and head home indeholder en fem år gammel indspilning. Der er sket en hel del i løbet af den periode. Amsler tager sig af keyboards og kompositioner. Samuel Hällkvist på guitar, Johannes Burström på bas og Knut Finsrud på trommer er med på begge plader. Ny mand i 2015-aftapningen er guitaristen Stephan Sieben mens percussionisten Michala Østergaard Nielsen og  saxofonisten Thomas Backmann var med i 2010. Det betyder noget for lyden at der ikke længere er en blæser med. 

Amsler har også bevæget sig et andet sted hen. Hun er et overflow af melodier og idéer. Hvor hun i 2010 udgaven kunne blive flagrende og loose i udtrykket, er der sket en opstramning på Music for Runners. Hvis man er interesseret i indiejazz går man ikke galt i byen med Television Pickup. Det er jazz for rockhoveder, der læner sig mod det eksperimenterende. Det rock for jazzfreaks med hang til forskruet rock. Det er to meget gennembearbejdede og flotte indspilninger. Mange flere må gerne opdage Katrine Amsler derude. Hun fortjener det.

Ingen kommentarer: