søndag, december 13, 2015

Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Tusmørkets censur (Exlibris)

For et par år siden lavede de deres første plade sammen. Pianisten Oscar Gilbert og beatpoeten Claus Høxbroe. Nu er de atter aktuelle sammen. Denne gang har Oscar Gilbert taget flere musikere med. Strygere og blæsere giver et langt større musikalsk råderum, hvilket også afspejles i albummets stemning.

Høxbroe er storbydigteren. Høxbroe er historiefortælleren. Høxbroe beretter om mennesker. Han fortæller om det levede liv, ser tilbage, bremser op og fikserer et øjeblik. Når han er allerbedst som i improdigtet Madrassen, fænger han dybt og sætter følelserne i gang. Gilberts musikalske orkestrering er genial. Den er med til udvide og underbygge det billedrige univers som Høxbroe inddrager os i. 

Knippelsbro er genkendelighed. Vi får et indblik i Høxbroes udsigt. Der er melankoli, håb og stemninger. Det er dragende. Det er inkluderende. Vi lukkes ind i Høxbroe og Gilberts vidunderlige verden af ord og musik. Det er nutidig dansk jazz’n’poetry fra øverste hattehylde.

Ingen kommentarer: