mandag, november 23, 2015

Offpiste Gurus: In case of fire (Yellowbird/ENJA) >> Kira: May your mind explode a blossom tree (Stunt)

Her er et par plader der befinder sig i grænselandet til jazzen. På den ene omgiver rocksangerinden Kira Skov sig med nogle kompetente jazzmusikere, mens den anden er en gruppe af nuværende/tidligere jazzmusikere der har fundet et fællesskab udenfor jazzen.

Offpiste Gurus med Trinelise Væring i den vokale front, er aktuelle med deres andet album. Det forrige udkom i 2010. Grundstammen i bandet består af Væring, Fredrik Lundin på sax, Thomas Vang på bas og Jeppe Gram på trommer. De kalder selv deres musik for indiejazz. Det kan det såmænd godt kaldes, hvis man í ligningen medtager, at de lyder henad af det Rickie Lee Jones lavede for lang tid siden. Bare i en upoleret musikalsk model 2015. Lundins saxofon står godt og klart i samspillet med Væring, hvilket bl.a. er tydeligt på titelnummeret In case of fire. For min skyld måtte der gerne have være mere af den slags numre på pladen. 

Kira Skov har atter allieret sig med produceren og trommeslageren John Parish (kendt fra samarbejdet med PJ Harvey). De danske musikere som hun omgiver sig med er velkendte og tryghedsskabende. Bassisten Nicolai Munch-Hansen der også har været med til at skrive enkelte numre, guitaristen Oliver Hoiness og keyboardmanden Simon Toldam er alle med til at lave et musikalsk univers bestående af lige dele isnende uro og rusten kærlighed. Det er indiemusik med en snert af jazz. Var du begejstret for sidste års Cabin Project og den foregående When we were gentle, går du ikke galt i byen.

Ingen kommentarer: