onsdag, november 11, 2015

Oddjob: Folk (Caprice)

Det er helt på sin plads at få rystet jazzverdensbilledet en gang i mellem. Takket være Jan Johanssons Jazz på svenska har vi på godt og ondt et enstrenget billede af, hvordan blandingen af jazz og svenske folketoner skal lyde. Jan Johansson udfordrede selv stilen kort efter at han havde lavet Jazz på svenska. Det gjorde han for 50 år siden på opfordring fra Sveriges Radio, hvor han sammen med Bengt Arne Wallin, Bengt Hallberg og Georg Riedel lavede pladen Äventyr i jazz och folkmusik. Et album der nu udfordres af kvintetten Oddjobs nye album Folk.

De har ikke lavet Äventyr i jazz och Folkmusik nr. 2. De er gået på opdagelse i Musikverkets arkiv med gamle feltoptagelser af lokkesange og folkeviser. På pladen får vi nogle korte klip fra feltoptagelserne som Oddjob bygger videre på eller fortolker. Det er ikke umiddelbart til at finde ud af, hvad det er Oddjob gør. Eller måske er det egentlig ret lige til. De spiller som Oddjob plejer at gøre. Nu bare med svenske folketoner siddende inde under huden. Den altid velspillende Goran Kajfes på trompet giver sammen med pianisten Daniel Karlsson nogle smukke indsatser. Det er som altid hos Oddjob, jazz med et udadvendt og fængede grovve. Absolut anbefalelsesværdig.

Ingen kommentarer: