Jeg ryger direkte tilbage til min barndom, når jeg hører en elbas, der spilles med et plekter. Det skyldes selvfølgelig Gert Rostocks bas på lydsporet til tegnefilmene med Cirkeline. Den tidstypiske baslyd fra starten af 70’erne går igen på schweiziske guitarist Pierre Cavalli’s album Uma vitamina faz pavor. Han lavede musik til en lang række film og albums. Mange af dem er om ikke uopdrivelige, så i hvertfald meget dyre. Det tyske pladeselskab Sonorama Records har samlet en række ikke tidligere udgivne numre fra årene 1972-75. Stilen er overordnet i den brasilianske boldgade. Bossa, breakbeat, scat funk, jazzfusion og spacede lyde står i kø for at vælte ud af dine højtalere.
Det er med andre ord særdeles underholdende at lytte til Cavalli’s musik. Det stikker bare ikke så dybt. Men den tidstypiske 70’er-sound i klare orange og brune farver matcher hessiantapet og kuglelamper. Da vi stadig venter på et comeback for hessiantapetet kan vi istedet bruge Cavalli’s lydtapet i mellemtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar