søndag, juli 06, 2014

European Jazz Orchestra: 2013 Live in Stockholm with Ann-Sofi Söderqvist (Gateway)

At lade den svenske dirigent og komponist Ann-Sofi Söderqvist stå i spidsen for et big band er en særdeles god idé. Det har man bl.a. kunnet høre med Norrbotten Big Band og hendes eget Ann-Sofie Söderqvist Orchestra (ASJO). Sidste år var hun i spidsen for den foreløbigt sidste udgave af European Jazz Orchestra. Big bandet der blev skabt af Erik Moseholm og Birgit Vinge i 1998 og siden da, som et af få europæiske kulturprojekter, har fået økonomisk støtte fra EU. En støtte der bl.a. er opnået fordi man lavede et big band med yngre jazzmusikere fra hele Europa. Sidste år kom der ingen gyldne € fra Bruxelles til projektet. Det betød at der blev skåret i turnévirksomheden og meget andet. Det eneste der ikke blev skåret i, var de kunstneriske ambitioner og kvaliteten. Derfor er det også ekstra bittert, at den sidste plade med big bandet sandsynligvis er den bedste der nogensinde er kommet fra den kant.

For en lytter med fødderne plantet i den nordiske jazzmuld, er Ann-Sofi Söderqvists vision om, hvordan et big band skal lyde i dag, noget nær perfekt. Højdepunktet er suiten In your Garden i otte dele, der er skrevet specielt til European Jazz Orchestra. Den svenske sangerinde Kristin Amparo som Söderqvist selv har udvalgt, synger så smukt om haven, hvor der skal kæles om planterne og om det skrøbelige liv. Det er usædvanligt stærkt. Desuden præsenterer Söderqvist tidligere kompositioner fra hendes karriere. Her står A Bientot og Shorters Quarters flot. Et enkelt covernummer er der også blevet plads til. Aretha Franklin’s Think kommer efter en omtumlet start ind i et funkgroove, hvor den slovenske trommeslager Dre Hocevar nok tilføjer lidt for meget kant i et ellers skarpt arrangement. Der er mange gode solopræstationer, pladen rundt fra de 19 musikere fra næsten lige så mange lande. Live in Stockholm er en meget anbefalelsesværdig plade.
Fraskrivelse af al anmelderansvar i denne blogpost:
Da jeg er medlem af bestyrelsen for Swinging Europe og dermed også European Jazz Orchestra, er det selvfølgelig en stærkt subjektiv og lidt for nepotistisk anmeldelse jeg har lavet. Men jeg en også er en af de få, der anmelder jazzplader på nettet og synes ærligt talt at det ville være en skam ikke at bruge nogle ord på pladen. 2013-big bandet blev i øvrigt genforenet i maj 2014, hvor det var inviteret til at spille i Tyrkiet i forbindelse med et EU-møde.

Ingen kommentarer: