torsdag, april 10, 2014

Thera Hoeijmans: Another mile (Long Life/Pladekisten)

Sangerinden Indra, der nu bor i Los Angeles havde en overgang base i Århus. Hun indledte sit fire år gamle debutalbum med klassikeren Cry me a river. Det var i en besættende intim version med sax og bas og intet andet. Nu er den tidligere TV-vært og Cut'n'Move forsanger Thera Hoeijmans atter aktuel med et jazzet album. Hun indleder sit nye albúm med netop Cry me a river og sørme om det ikke også er i en intim version med kun to musikere.  Det blokerer for min lytteoplevelse de første gange jeg hører pladen. Jeg bliver irriteret. Der går nogle dage. Prøver at glemme hendes fortid, prøver at glemme Indra-sammenligningen. Hvad hører jeg?

Jeg hører pludselig en sangerinde der har personlighed. En sangerinde der mere lyder som, at hun er opdraget med klassisk musik end med pop. Hun synger så fint, så rent og elegant. Jeg kommer til at tænke på den svenske mezzosopran Anne Sofie von Otter. Hoeijmans har skrevet det meste af materialet selv og supplerer med Joni Mitchell’s Both sides now og standarden The moon is a harsh mistress. I selskab med pianisten Pojken Flensborg og bassisten Jacob Venndt (der også spiller en smuk kromatisk mundharpe) er Thera Hoeijmans i godt selskab. Der er luft og plads til hendes stemme. De to musikere går ind og støtter, så Thera Hoeijmans stiller sig solidt midt på scenen som en fuldbåren jazzvokalist. En overraskende plade fra en kvinde der er mere end tidligere. Hun er også nuværende.

Ingen kommentarer: