tirsdag, maj 08, 2012

Dansk jazzvinyl bliver solgt til skyhøje priser

Hvis man tager en tur rundt på nettet for at lede efter gamle danske jazzplader fra 60'erne, så kan man godt tage den store tegnedreng frem.
Man finder priser fra nogle få hundrede kroner til adskillige tusinde.
Den danske aflægger af Charles Mingus' pladeselskab Debut Records, der blev drevet af boghandleren Ole Vestergaard fra Brande udgav en række plader, der i dag er blandt de allermest eftertragtede jazzplader overhovedet! Her er specielt Bent Axen/Bent Jaedig Jazz Groups' Let's keep the message together en af de mest eftertragtede, hvilket også ses på prisniveauet. Så kan man jo egentlig bare undre sig over at den aldrig er genudgivet i Danmark. Men både er genudgivet på LP og CD i Japan, hvor interessen for dansk vintage jazz er stor.

På Frederiksberg ligger forretningen Sound Station. De er kendte for, at holde et højt prisniveau. På den anden side har de plader som man ikke finder ret mange andre steder.
Bent Axen & Bent Jædig's Let's keep the message er guldklumpen der koster 2000€
Blandt de billige finder man Palle Mikkelborgs Mysterious Corona til 300€
soundstation.dk/data/search.aspx?q=debut&fi=label&fo=All+formats

Hjemmesiden Jazzcollector.com holder øje med prisniveauet på ebay.com Hvad bliver pladerne reelt solgt for? Blue Note løber med den store interesse. Man kan også finde enkelte danske plader, hvor skribenten som oftest konstaterer at han ikke kender musikken.
Jazz Quintet 60, der blev udgivet af Metronome blev i oktober 2011 solgt for 2392$ på ebay mens Sahib Shihab and the Danish Radio Jazz Group blev solgt for 1952$ i maj 2010. Et år tidligere var det Bent Axens Poll Winner 59 der blev solgt for 1540 $. Axen/Jædig pladen optræder flere gange med priser på den anden side af 1500$
Det her er vel at mærke priser som pladerne er solgt for og ikke priser som forretninger vil sælge dem for.
jazzcollector.com

På Trøjborg i Aarhus finder man Clemens Antikvariat. På deres hjemmeside koster Axen/Jædig pladen 10.000 kr. Louis Hjulmands Presenting koster 2500 kr. Singlen My Favourite Ladies vol. 1-2-3 med Erik Moseholm koster 2500 kr. Der er fint udvalg af samlerguf på Trøjborg.
clemensantikvariat.dk

På QXL.dk bydes der lige nu på Conversations med Sahib Shihab. Det er en live indspilning fra d. 3. oktober 1963 fra Montmartre med Allan Botchinsky, NHØP og Bjarne Rostvold. Pladen er budt op i 720 kr.
qxl.dk/pris/cd-lp-fan-merchandise/musik---grammofonplader/jazz--blues/sahib-shihab-conversations-1964-m-allan-botchinsky-ole/v/an677541374/

Bjarne Rostvolds The Jazz dancer Revisited 2 er lige nu til salg på Ebay for 299 $. En noget senere udgivelse som Cox Orange's LP fra 1977 er budt op i 80 $
Der er selvfølgelig gode muligheder for at gøre et kup, hvis man holder godt øje. Lige nu er Brew Moores Debut Records-udgivelse Svinget 14 kun budt op i 16.18 $ men der er stadig fire dage tilbage af auktionen.
www.ebay.com

Jeg vil gerne høre fra jazzplade-samlere. Så kan I fortælle jeres historie her på bloggen.

1 kommentar:

Robin sagde ...

Danske jazzplader behøver ikke at koste astronomiske summer - hvis ellers man gider lede efter dem. København har ikke så mange musikantikvariater som tidligere, men så sent som i forrige årti kunne man tilrettelægge en bytur, hvor man gik på jagt i de forskellige butikkers tilbudsrum: frasorterede LP'er i kasser og stakke til en enhedspris af 5-10 kr. Ved første øjekast ville man ikke mene at kunne finde noget interessant, da det meste var regulært 'slam', men den, der søger, vil undertiden finde (selvom det kræver STOR tålmodighed). På en af mine jagter i Sound Station's daværende filial i Pisserenden, fandt jeg til min store overraskelse et eksemplar af den mega-sjældne NIELS VIGGO BENTZON featuring The Contemporary Jazz Quartet/THIRD STREAM MUSIC (!) 5 kr. måtte siges at være i orden for denne perle af dansk avantgarde jazz (m. Franz Beckerlee og Hugh Steinmetz). Bosserne i dette "Europas dyreste Musikantikvariat" må få røde knopper, om de læser det her (og det under jeg dem gerne!)

Tilsvarende kunne man have heldet med sig i Beat Bop's daværende butik i Gothersgade... Her fandt jeg i tilbudsrummet et eksemplar af alt-saxofonisten Peter Strømberg's Strømme - men den måtte jeg altså også bøde hele 10 kr. for.

I dag er det primært på de private loppemarkeder på gade og vej, at man kan have held i sprøjten - men tålmodighed er den vigtigste bagage, når man vil grave 'sort guld'!