søndag, oktober 30, 2011

Mccormack & Yarde Duo: Places and other spaces (Edition Records) >> Makiko Hirabayahsi/Flemming Agerskov: Binocular (Stunt)

To gange duo
Når nu pladerne er landet til anmeldelse på nogenlunde samme tid og de begge er med en duo. Så er det vel ganske oplagt at slå dem sammen til en dobbeltanmeldelse. Faren ved den slags er selvfølgelig at jeg sammenligner pladerne. Hvilken er den bedste og den slags subtile ting. Så er du advaret.
Den engelske duo der består af pianisten Andrew McCormark og saxofonisten Jason Yarde har lavet den umiddelbart lettest tilgængelige. Der er rytme i McCormacks klaverspil og det indfanger ret hurtigt min opmærksomhed. Mens Jason Yarde lette melodiske saxofonspil er med til at give pladen det gode humør. Der er en gennemgående let og noget fersk stemning på pladen. Det betyder ikke at der går ligegyldig palmehave-stemning i den. Dertil spiller de to englændere alt for afvekslende.


Den i Danmark bosiddende japanske pianist Makiko Hirabayahsi har med egen trio etableret sig på den danske og tyske jazzscene indenfor de senere år med to gode albums. Hun har tidligere lavet en plade sammen med Mariane Bitran. Nu er hun så gået sammen med trompetisten Flemming Agerskov. Det er efterhånden længe siden at han har rørt på sig på jazzscenen. Det er 10 år siden at han sammen med Takuan lavede jazz/electronica crossover pladen Push to participate. Binocular er indspillet hos Jan Erik Kongshaug i det legendariske Rainbow-studie i Oslo, studiet der er kendt fra mange klassiske ECM-indspilninger. Selv pladecoveret ligner et ECM-records pladecover. Det afspejler meget fint musikken der med sin enkle og klare gennemsigtighed godt kunne have været en ECM-indspilning. En af de gode, vel at mærke. Flemming Agerskov spiller både på trompet og flygelhorn på pladen. Tonen er svævende smuk. Han anvender ikke effekter ligesom instrumentkollegerne Mikkelborg og Molvær. Det giver et mere kammermusikalsk udtryk, hvilket passer fint, da både Hirabayahsi og Agerskov også har erfaring fra den klassiske musik. På halvdelen af pladens numre suppleres de af Francesco Cali på akkordeon. Det tilføjer noget af det temperament som klæder pladen så godt. Det giver noget af det som den første plade mangler.
editionrecords.com
sundance.dk

Midaircondo feat. Michala Østergaard-Nielsen: Reports on the horizon (Twin Seed Recordings)

Forunderligt
Der leges med lyde. Ikke på barnets kompromisser, hvor gentagelse tit er en del af legen. Her handler det om den leg der er kendetegnet ved at være fri af udefrakommende konventioner eller regler. 
Der hersker en fri og nysgerrig stemning på svenske duo Midaircondo's tredje album. Duoen der har eksisteret siden 2003, fik i 2010 tilføjet den danske percussionist Michala Østergaard-Nielsen, der fremhæves med navns nævnelse på pladecoveret.
De laver eksperimenterende organisk electronica. 


Michala Østergaard Nielsens ukonventionelle tilgang til rollen som percussionist og trommeslager er et fint match til Lisa Nordström (stemme, basfløjte, zither og elektronik) og Lisen Rylander Löve (stemme, tenorsax, basklarinet og elektronik). Sammensmeltningen af de elektroniske og akustiske instrumenter bruges til at skabe klangflader og musikalske spændinger.
Der er en underliggende diskret puls - rytme? - der får den ellers fragmenterede musik til at hænge sammen. De tre kvinder har skabt en forunderlig plade der består af mange lag. Det er ikke rodet. De sætter musikken på spidsen, udstiller svaghederne og får dem til vendt til styrke og skønhed.
midaircondo.com

fredag, oktober 28, 2011

Kira: Memories of days gone by (Stunt)

Hyldest til Billie
Billie Holiday er som sangerinde og menneske af den uafrystelige slags. Nu hun først er krøbet ind under huden forsvinder hun ikke igen. Hun er en af jazzens helt store personligheder. Man er aldrig i tvivl. Hendes let genkendelige stemme identificerer hende straks. Den danske rocksangerinde Kira Skov der slog igennem med gruppen Kira & The Kindred Spirits for snart ti år siden og siden gik solo har så nært et forhold til Billie Holiday, at hun har lavet et helt album med sange fra Billie's repertoire og enkelte selvskrevne tributes.


Hun har tidligere optrådt live med sange fra Billie's repertoire. Ligeledes medvirkede hun på kæresten Nicolai Munch-Hansens album Chronicles sidste år på et par numre, hvor især sangen My man var en stor oplevelse. Den er også med her. Det er ikke en Billie Holiday-sang men det kunne den sagtens have været. Den hudløst ærlige tekst er sammen med den skrøbelige fremstilling lige i øjet.


Kira kan synge med lige dele længsel, nærvær, tristesse, styrke og sårbarhed. Der er en gribende ægthed i Kira's måde at gå til Billie's repertoire. Vi præsenteres for God bless the child, Good morning heartache, All of me og andre godter fra Holiday-repertoiret. Saxofonisten Jakob Dinesen står i spidsen for bandet der også rummer førnævnte Nicolai Munch-Hansen, Heine Hansen på klaver, Mads Hyhne på trombone og RJ Miller på trommer.


For tyve år siden lavede Søs Fenger også en plade med Billie Holiday-sange. Hun fik stor succes med pladen, der var produceret af Niels Lan Doky. Doky og Fenger havde trådt deres musikalske barnesko i 80'erne. Det ville være dejligt, hvis Kira fik den samme opmærksomhed omkring dette projekt. Kvaliteten er tilstede.
Bonusinfo:
Kira er med som gæstevokalist, når Nicolai Munch Hansen Sextet og Steffen Brandt er på turné fra 28. november, hvor de er i Skørping. Herefter besøger de bla. Fermaten i Herning d. 2. december på den 13 koncerter lange turné.

torsdag, oktober 27, 2011

Bigoni/Solborg/Brow: Hopscotch (ILK) - - - Kevin Brow: Dolls & Guns (Blackout)

Og på trommer: Kevin Brow!
Den canadiske trommeslager Kevin Brow der er bosat i Danmark udsendte tidligere i år et album med gruppen Koptor, der udelukkende spiller Brows musik. Da jeg anmeldte pladen  i maj måned var jeg sikker på, at den kom med på listen over årets bedste jazzalbums. Det er jeg stadig. Men jeg havde ikke forventet at der kun skulle gå et halvt år inden jeg atter skulle anmelde ikke bare en men hele to plader, hvor Brow er i centrum. Den ene er endda i eget navn mens den anden er sammen med guitaristen Mark Solborg og saxofonisten Francesco Bigoni.
Pladen i eget navn indeholder 15 duetter med en række danske og internationale musikere fra jazz og klassisk musik. Pladen indledes passende med en trommeduet sammen med Dan Weiss. Herefter følger Light years sammen med Jacob Anderskov, der er heldigvis endnu et nummer sammen med Anderskov. De to musikere kommunikerer på en betagende måde. Sissel Vera Pettersen er med sin ordløse sang og Brow's trommer ovre i et filmisk stammeunivers. Den franske guitarist Marc Ducret er både vild og utæmmet på Green pants. Tim Berne, Kasper Tranberg, Lotte Anker og Eivind Opsvik er blandt de andre medvirkende.
Jeg vil gerne fremhæve nummeret Devil's Pulpit, hvor Brow ikke er med. I stedet er det de klassiske musikere Claus Myrup på bratsch og Toke Møldrup på cello der spiller. Interessant som de transformerer Brow's energi ud via strygerinstrumenterne. På Tnf Alpha vs. Remicade er Brow sammen med guitaristen Mikkel Ploug. De to leverer næsten pladens højdepunkt. Det kan kun blive næsten. Da pianisten Jacob Sack afslutter pladen med solostykket Green tea. Enkelt, rent og smukt.
Hopscotch er en noget anden plade, hvor tre musikere sammen eksperimenterer og finder veje ind i musikken. Hopscotch er hinkeruder. Den italienske saxofonist Francesco Bigoni har boet i København siden 2009. Han er ofte i forgrunden på pladen, der indeholder tøjlesløs improjazz af den tætspillede slags. Gruppens medlemmer deles om kompositionerne.
Et CD-pladecover er sjældent en grund til at man skal eje et fysisk eksemplar. Hopscotch er en undtagelse. Det er trioens guitarist Mark Solborg der har designet det lækre cover. Han er ingen nybegynder på det felt. Prøv at besøg hans hjemmeside og se flere eksempler på flotte pladecovers, her er Hopscotch i særklasse.
solborg.dk
kevinbrow.com

Girls in Airports: Migration (Mawi Music/Gateway)

The future of Dansk Jazz!!!
I 1974 skrev musikkritikeren Jon Landau at han havde set rock'n'rollens fremtid og dets navn var Bruce Springsteeen. Han blev nogle år senere Springsteens manager. Nu er det ikke fordi jeg ønsker at være manager for Girls in Airports. 
Men hold for guds skyld sammen på det band! 
De er The future of Dansk Jazz!!! 
De har endnu en gang lavet et fantastisk album. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Min begejstring vil ingen ende tage. Girls in Airports blander stilarter på deres egen originale måde. Alligevel lyder det så ligefremt og logisk. Det nye album er en flot fortsættelse af det de startede med debutalbummet sidste år.

Der er toner fra Indien, Brasilien, Skandinavien og steder jeg ikke kender. Girls in Airports spiller en vidunderlig og original blanding af jazz, rock og world. Den basløse kvintet med hovedkomponisten Martin Stender på sax, Lars Greve på sax, Mathias Holm på keyboards, Victor Dybbroe på percussion og Mads Forsby på trommer indleder pladen med titelnummeret Migration. Den starter med et roligt saxofonforløb for så, at fortsætte over i en nærmest underspillet sambarytme. Der er den smukke ballade Transvestite og Need a light i samme rolige tempo. Der er skæverten Pirates and tankers. Der er festaben Gong song.


Girls in Airports store force er lyden af kollektivet. Sammenspillet. Der er saxparløbet mellem Stender og Greve. Der er rytmerne ved Forsby og Dybbroe. Mens Holm på tangenterne flyder mellem rytme og melodi.
Køb to eksemplarer af albummet. Behold den ene selv og giv den anden til en du holder af.
Bonusinfo:
Kvintetten har lige været i Kina på turné og giver d. 5. november koncert ved DMA Jazz arrangementet på Huset.
girlsinairports.net

Various Artists: Music for film Sounds and silence (ECM)

På rejse med Mr. ECM
Det er svært at forholde sig til soundtracket til en film om pladeselskasbossen Manfred Eicher som man ikke har set. Filmen handler om Manfred Eicher der rejser rundt i verden, hvor han møder nogle af ECM's kunstnere i forbindelse med at de er ved at indspille musik til ECM-udgivelser. Heriblandt er Marilyn Mazur - der på soundtracket bidrager med det boblende nummer Creature walk, et værdigt break midt blandt de pæne og friserede numre der dominerer pladen. På soundtracket finder man også et par numre fra ECM pladeselskabets megastjerne Keith Jarrett. Han medvirker dog ikke i filmen, såvidt jeg kan se ud fra filmens hjemmeside.
Keith Jarrett åbner albummet alene ved klaveret med Reading of sacred books fra 1980-albummet Sacred hymns med musik af George Gurdjieff. Forunderligt smukt.
Pladen giver et fint billede af bredden hos ECM Records og efterlader egentlig ikke en opfattelse af at ECM er et jazzselskab. Det er ligeså meget et pladeselskab der beskæftiger sig med ny klassisk musik og world-music. Jazzen er muligvis hovedforretningen. Men de stærke indslag der er med Arvo Pärt's musik og Anouar Brahem efterlader stor respekt og som sådan kan pladen ses som et vindue ud mod ECM's forunderlige verden. Det er bare ikke baggården som vi får lov at se (høre) på dette album.
player.ecmrecords.com/sounds-and-silence

Stacey Kent: Dreamer in concert (Blue Note)

Som en æske fyldt chokolade
Stacey Kent skulle have spillet en række aftener på Jazzhouse i midten af november som hun også gjorde sidste år. Koncerterne er aflyst på grund af vandskaden i Jazzhouse og er  i stedet rykket til foråret. Som et plaster på såret kan man så bruge tiden på, at lytte til det live-album der netop er kommet med hende. Kender man Stacey Kent er der intet nyt at komme efter. Men det er vel også en del af styrken og charmen hos en sangerinde som hende. Vi får 16 numre fra bagkataloget, hvor hun både synger på engelsk, fransk og portugisisk.


Stacey Kent's stemme er letgenkendelig og bevæger sig på kanten til det sødladne. Men der er ikke tale om billig lys vekao. Det er et stykke fyldt chokolade af bedste kvalitet. Da jeg er en velvoksen mand kan jeg uden problemer sagtens klare flere stykker ad gangen. Æsken med de fyldte chokolader er med de gode velkendte stykker med marcipan og nougat - og der er slet ikke avantgardestykker som dem med rosépeber, karry eller bacon.
Bossabidder som Corcovado - med husbonden Jim Tomlinson på den lækreste Getz-inspirerede sax og kendinge som It might as well be spring suppleres med mindre kendte numre. Grundstemningen er den samme på hele pladen, der fungerer fint som en opsamling Stacey Kents karriere. Nye fans kan uden problemer begynde her.
staceykent.com

mandag, oktober 24, 2011

De nominerede til DMA Jazz 2011 er offentliggjort

Det bliver en lang affære når DMA Jazz bliver afholdt d. 5. november på Huset i Magstræde. Det kommer til at tage 12 timer! Den formildende omstændighed er så at man også kan opleve seks jazzkoncerter. Jonas Westergard, August Rosenbaum Trio, Girls in Airports, Sidsel Storm, Jens Søndergaard og børnejazzerne Gadehjørnet spiller fuldlængde koncerter mellem prisoverrækkelserne. Skiftende værter vil præsentere vinderne og koncerterne. Her kan man bla. møde Palle Mikkelborg, TS Høeg og Celine Haastrup fra P8 Jazz.
I dag blev de nominerede offentliggjort. Jeg må nok erkende at listen ikke indeholder de helt store overraskelser. Enkelte af pladerne havde jeg med på min års-bedste liste sidste år og blandt dem der er udkommet siden, afslører jeg ikke for meget ved, at nævne at flere af dem også vil være at finde på min års-bedste 2011 liste.
Listen med de nominerede til Årets Jazzkomponist er nok den mindst forudsigelige. Debutanten Anders Filipsen deler liste med en erfaren herre som Nicolai Munch-Hansen. Mens kvinderne er repræsenteret med to vidt forskellige kunstnere; sangerinden Helle Hansen og saxofonisten Laura Toxværd, der altså også er værd at lægge mærke til pga. deres kompositioner.
Jeg er ligeledes glædeligt overrasket over at finde Carsten Dahl og Ensemble Midt Vest's forrygende album Synthesia og Metropolis på listen over crossover jazzudgivelserne.
Hele begivenheden livestreames på dmajazz.dk
Her er de nominerede med den nye kategori Årets Børnejazznavn:

Årets Danske Jazzudgivelse:
Carsten Dahl: Effata
Nicolai Munch-Hansen: Chronicles
Jakob Buchanan Kvartet: I Land In The Green Land
Søren Dahl Jeppesen: Red Sky
Jesper Zeuthen Trio: Jesper Zeuthen Trio

Årets Danske Vokaljazzudgivelse:
Hanne Boel: The Shining of Things
IKI: Nine voices, no rules
Cathrine Legardh & Sigurdur Flosason: Land & Sky
Cæcilie Nordby: Arabesque
Birgitte Soojin: Hi-Lo

Årets Nye Danske Jazznavn:
Søren Dahl Jeppesen: Red Sky
Lars Fiil Quartet: Reconsideration
Marius Neset: Golden Xplosion
Orpheus: A Less Known Hero
Sarah Elgeti Quintet: Into The Open

Årets Danske Jazzkomponist:

Anders Filipsen: About Time
Helle Hansen: Uncommon Ground
Nicolai Munch-Hansen: Chronicles
Simon Toldam: Stork
Laura Toxværd: Do Drugs

Årets Danske Crossover Jazzudgivelse:

Clara Bryld: On Your Wall
Elektro feat. John Tchicai: Elektro feat. John Tchicai
Ensemble Midtvest & Carsten Dahl: Synthesia & Metropolis
Pasborg’s Odessa 5: X-tra Large
Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg: Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg

Årets Børnejazznavn:
Borderline Ensemble
Sandberg Explorer
Saxopaths
Trolle & Tormod
Univers på tværs på vers
Ved du godt det?....om dyr

fredag, oktober 21, 2011

Jeff Williams: Another time (Whirlwind Recordings)

Give the drummer some
Der er helt sikkert læsere af denne blog der har helt styr på hvem Jeff Williams er. Men jeg må indrømme at jeg har mine grænser. Jeg var ikke lige oppe på hvilken jazzkat Jeff Williams var. Så da CD'en dumpede ind og jeg så coveret tænkte jeg at det var en slemmer fusionsplade. Ja undskyld, men et coverbillede med en mand i lang sort læderfrakke, der kaster et bækken afsted som en frisbee er bad taste, som fusionsmusikere så ofte vist at de er mestre i.
Der var kontant afregning, da CD'en blev sat på. 

Det var overhovedet ikke fusion! Tværtimod! Jeff Williams har været fast mand hos Stan Getz (1972-74) og sammen med Dave Liebman i gruppen Lookout Farm (1973-76). Han har spillet med Lee Konitz og Joe Lovano i de senere år og lavede i starten af halvfemserne to roste soloalbums sammen med Tim Ries og Kevin Hays.
Med det nye album gør han rent bord. I selskab med Duane Eubanks (trompet), John O'Gallagher (altsax) og John Hébert (bas) har han lavet et kammermusikalsk jazzalbum. Musikken trækker på avantgardistiske tendenser, hvor skæve taktarter spises som slik. Jeff Williams spiller flydende og har et levende bækkenspil. Ingen fusion men masser af spændende ensemblespil.
willfulmusic.com

Charles Lloyd/Maria Farantouri: Athens Concert (ECM)

Charles Lloyd i Grækenland
Charles Lloyd har i løbet af sin karriere haft flere gode orkestre, hvor den han havde med Jack deJohnette og Keith Jarrett i slut-60'erne er den mest berømte. Han har lige nu også en helt fantastisk kvartet der sidste år udgav albummet Mirror. Jason Moran på piano, Eric Harland på trommer og Reuben Rogers på bas er kompetent komplementerende i forhold til Lloyds saxofonspil.


Det nye album er en dobbelt-CD, der indeholder en koncert fra sidste år i Athen. Her spillede han sammen med den græske sangerinde Maria Farantouri - der synger med en dyb kontraalt stemme. Hun har en fortid som protestsanger i 70'erne, hvor hun arbejdede sammen med og fortolkede Mikis Theodorakis' musik, hvilket der også er eksempler på, på pladen. Hun var såmænd også medlem af parlamentet for de græske socialdemokrater i årene 1989-1993. Om der er noget politisk gemt i hendes tekster fremgår ikke direkte, da hun synger på græsk - dog er sangene oversat til engelsk i CD-hæftet.


Den usædvanlige blanding fungerer forbavsende godt. Koncertens anden afdeling består af gamle græske folkesange. Den fungerer nærmest som en suite, hvor parløbet mellem Farantouris og Lloyd står i spidsen. Jazzmusikerne bakker fornemt op, også her hvor de suppleres af to græske musikere på henholdsvis piano og lyra. Det er blevet til en meget smuk plade, hvor lyd, musik og æstetik går op i en højere enhed.
charleslloyd.com

mandag, oktober 17, 2011

Humann'O'Project: After AM (Audioscapers)

Velspillet og charmerende banalt
Fusionsjazzen er ikke død. Det har jeg konstateret flere gange indenfor det seneste år her på bloggen. Udgivelser med Aske Bentzon, Mikkel Nordsø, Jens Haack, Nikolaj Bentzon, Henrik Andersen og Carsten Sindvald har været at finde blandt mine anmeldelser. Det er alle musikere der som jeg har passeret de fyrre år (og lidt til). Det forklarer passionen for fusionsjazzen. Den stagnerede vel mere eller mindre i midten af firserne? Derfor er det interessant når et projekt som Humann'O'Project dukker op. Musikerne er alle i tyverne og de spiller fusionsjazz af den klassiske melodiske slags. Jeg bliver blød, når jeg hører fusionsjazz spillet så friskt og ligetil som de gør. Enkelte gange hænger der en tung firserånde ind over musikken. Men det står ikke i vejen for dem og bruges kun som et element i en større sammenhæng. Lyden er mere nutidig og organisk end den man blev præsenteret for i 80'erne.


Det er bassisten Christian Houmann der står i spidsen for Humann'O'Project. Han har skrevet al musikken. Han omgiver sig blandt andet med Samuel Hejslet på sax og EWI (selvfølgelig), Scott Westh på trompet og flugelhorn og Mikkel Leth-Nissen på piano og Rhodes. De har alle andel i at pladen falder så flot ud. Trompetisten Scott Westh får vist sine flotte solistevner flere gange, lyt feks. til den smukke titelmelodi. Pladen kunne såmænd godt være lavet for 20 år siden eller tidligere. Der er feks. nummeret One 2 go der kunne lyde som introen til et lørdags-underholdningsprogram fra midten af 80'erne med Jarl Friis Mikkelsen som vært. Charmerende og banalt og jeg kan ikke stå for det. Specielt fordi det er velspillet og håndværksmæssigt i orden. Havde det været i 80'erne, havde alle musikerne været efterspurgte studiemusikere.
christianhoumann.dk

Hvor er stjernerne i dansk jazz?

- og who cares?

Hvad er en dansk jazzstjerne?


Har vi danske jazzstjerner?

Har vi haft danske jazzstjerner?

Har vi behov for danske jazzstjerner?



Det er spørgsmål der peger i flere retninger på en gang. For det første er det nødvendigt, at definere hvad en dansk jazzstjerne er for en fisk. En dansk jazzstjerne skal lyse op på himlen så alle kan se vedkommende, også dem der ikke interesserer sig for jazz. Det skal være en der er blevet stjerne fordi han/hun spiller jazz - hermed er Thomas Blachman diskvalificeret. Alle ved hvem han er, men ikke ret mange har hørt ham spille jazz. Men Thomas Blachman har formået noget som en jazzstjerne skal kunne, at komme i primetime tv og få massiv omtale i de trykte medier!



Kvaliteten i dansk jazz er meget høj. Det gælder både den eksperimenterende jazz og den mere let tilgængelige. Der er også rigtigt mange der kan kalde sig jazzmusikere. Hvis man ser på antallet af pladeudgivelser og koncerter der afholdes, har dansk jazz aldrig været større. Copenhagen Jazz Festival sprængte igen i år alle rammer. 1100 koncerter på 10 dage. Når størsteparten er med danske jazzmusikere fortæller det også noget om, at CJF ikke svigter den danske scene.

Stjerner var der også på CJF. Sonny Rollins og Keith Jarrett var af den sjældne slags med international stjernestatus og blandt de få nulevende der kan få den titel. Men hvor var de danske stjerner?



Vi har enkelte jazzmusikere og sangere der stikker ud fra mængden og er kendt udenfor jazzens mere snævre kreds. Cæcilie Norby, Niels Lan Doky, Chris Minh Doky og Caroline Henderson er nogle af de mest kendte. Sangerinderne har gjort opmærksom på deres virke gennem popmusikken og det er nok også der de fleste kender dem fra. Mens Doky-brødrene toppede da de kaldte sig Doky Brothers for en del år siden.

I laget lige under dem, finder man folk som Sinne Eeg, Marilyn Mazur eller Jakob Bro. De er alle højt respekterede for deres musikalske evner. De er stjerner blandt de danske jazzfans - det begynder straks at blive lidt sværere når man bevæger sig udenfor jazzens snævre kreds. Her er de så godt som ukendte. Sinne har aldrig lavet popmusik. Da Jakob Bro var i nærheden af det populære som medlem af rockbandet I Got You On Tape, trak han sig fra bandet inden de fik priser og berømmelse. Det gjorde han for at hellige sig jazzen. Marilyn Mazur er den eneste danske jazzmusiker der har spillet fast med Miles Davis. Hun er internationalt kendt indenfor nutidens jazz og får sine plader udgivet på et af jazzens mest respekterede pladeselskaber, tyske ECM Records.



Hvis vi ser historisk på det, har nogle af de største danske jazzstjerner ikke fået deres folkelige gennembrud via jazzen. Svend Asmussen var ganske vist allerede et stort dansk jazznavn da han bragede igennem i 50'erne, med den mere showprægede underholdningsmusik. Jørgen Ryg var oprindelig jazztrompetist. Men det var jo ikke derfor at folk kendte ham. Niels Henning Ørsted Pedersen var en stjerne der solgte billetter - men de sidste udgivelser han lavede for pladeselskabet Verve inden han døde, solgte under 1000 eksemplarer. Leo Mathisen er vel nærmest undtagelsen. Han lavede dansk swing-musik og "hits" som selv i dag er kendt af mange - behøver jeg at nævne Take it easy?



Jazzen har brug for de gode historier. Jazzhus Montmartre er et fremragende eksempel på hvordan man kan skabe hype og historier omkring et lille spillested. Jazzen har også brug for stjerner og historier. De skal være lokomotivet der kan trække opmærksomheden i retning af jazzen. Et par enkelte danske jazstjerner ville være det guld der kunne skinne på andre danske jazzmusikere. De ville være med til, at folk fik øje på dansk jazz. Fodbold er ikke kun populært fordi det er en breddeidræt. Det er også populært fordi der er fodboldstjerner.



Jeg kan også gribe i egen barm. Jeg har i ni år været formand for jazzklubben Moor Jazz, der holder til på det regionale spillested Fermaten i Herning. Jeg har altid syntes at det var vigtigt, at en provinsjazzklub kunne præsentere så meget forskellig dansk jazz som overhovedet muligt. F.eks. har vi 8 jazzkoncerter dette efterår på Fermaten. Her præsenterer vi faktisk kun et navn som har spillet hos os tidligere. Vi vil og skal præsentere bredden i dansk jazz. Det er en forpligtelse i forhold til den økonomiske støtte vi får. Men det kommer der jo ikke stjerner ud af. De skal bygges op og præsenteres igen og igen. Det er sådan det fungerer med rocken på Fermaten. Fermaten er med til at støtte rockens vækstlag. Her får up coming navne en professionel scene at optræde på. Enkelte bliver sidenhen stjerner og betaler tilbage ved at komme igen på Fermaten og spille. Tim Christensen spillede første gang på Fermaten for 200 publikummer sammen med Dizzy Mizz Lizzy i 1993. Han kommer igen til februar hvor han spiller i et udsolgt hus for 700 publikummer. Han kunne lige så godt have spillet i Kongrescentret hvor der er plads til næsten 2000 publikummer.



Jeg tror ikke at der findes en eneste dansk jazzmusiker der er startet med at spille jazz, fordi de ville være stjerne. Dem der vil være stjerne, vælger at spille rock eller andet hvor der konstant er behov for nye stjerner. Med andre ord har vi med en gruppe musikere at gøre, der slet ikke ønsker at være stjerner i gængs mainstream forstand. De vil spille musik. Men jeg er også ret sikker på at der findes en større gruppe jazzmusikere, der har lyst til at spille for et publikum på mere en ti, komme på tv eller blive spillet i radioen. Mediernes dækning af jazz er en tilbagevendende tudehistorie. Hvis vi skal have danske jazzstjerner er det også ret ligegyldigt om Politiken eller andre anmelder dem. Det handler i stedet om at komme i gratisaviserne og andre medier der læses bredt.



Jeg ville ønske at vi i Danmark havde nogle enkelte jazzstjerner. Danske jazzstjerner der kunne holde en højprofileret koncert under Copenhagen Jazz Festival. En jazzstjerne der kunne fylde mit spillested. En jazzstjerne der kunne sælge plader. En jazzstjerne der kunne få hug af anmelderne, samtidig med at vedkommende solgte plader.



Jazz Danmark holder konference om livejazzen i Danmark d. 4. november. Her er landets koncertarrangører inviteret og jeg skal selvfølgelig med. Først og fremmest som formand for jazzklubben Moor Jazz men også som jazzblogger. Jeg synes at det kunne være et spændende emne at diskutere på konferencen.



Har vi brug for danske jazzstjerner?

- og hvis vi har
Hvordan laver man en dansk jazzstjerne?

søndag, oktober 16, 2011

The Bob Nova Project: New view (Gateway)

Bossa til den popglade jazzelsker
The Bob Nova Project startede da sangeren og guitaristen Sverre Stein Nielsen og guitaristen Thomas Engelhardt gik og hyggede sig med et duo-projekt. Det var efter at deres fælles band roots/americana-rockbandet Funky Nashville (aka Grand Fiction) var stoppet. De havde lavet et dogme om at indspille 3 musiknumre i en ny musikstil, får så at skife spor og indspille 3 nye numre i en anden musikstil. De kastede sig over bossaen i anden afdeling af projektet og blev mere tændte end ventet. I løbet af kort tid havde de involveret 3 jazzmusikere og de havde fundet et spor de ville følge. Den ene af musikerne var Thomas Engelhardts far, saxofonisten Freddy Rasmussen der som jazzmusiker har været vidt omkring i jazzen. De to andre var trommeslageren Peter Bjerrum der startede sin musikalske karriere i rockbandet Inside The Whale for siden, at skifte over til den traditionelle jazz og den erfarne århusianske bassist Ole Ulvedal.
Man skal være en ualmindelig sur skid, hvis man ikke lader sig smitte af den gode stemning der hersker på pladen New view. Sverre Stein Nielsen har en dejlig "blød" stemme, der kæler for ørerne. Freddy Rasmussen tager den med ro på sax'en og spiller selvfølgelig Stan Getz-inspireret, når det nu er bossaen vi har gang i. Det er ikke et Getz-rip off, dertil er det alt for hørbart at Rasmussen også hviler i sig selv og ikke skal bevise noget. Han har en mere pågående tone og det klæder musikken.
Pladens tretten numre bevæger sig i bossaens rolige tempo. Der er taget strygere med på enkelte numre og det er fint med lidt afveksling. Jeg vil ikke tøve med at anbefale pladen til den popglade jazzelsker. Det er velspillet og hyggeligt hele vejen igennem.
thebobnovaproject.com

lørdag, oktober 15, 2011

Tolvan Big Band: Tarantula suite (Kopasetic Productions)

Tight og energisk svensk big band
Det er anden gang indenfor kort tid, at jeg har fornøjelsen af at lytte til og anmelde en forrygende big band plade fra Skandinavien. Den første var med The Orchestra, der spillede musik af Lars Møller. Nu er turen kommet til det sydsvenske Tolvan Big Band der på pladen Tarantula suite spiller musik af det mangeårige medlem, saxofonisten Cennet Jönsson. Tolvan Big Band har et par plader på samvittigheden der placerer sig blandt mine big band favoritter. Montreux and More fra 1984 og Code Red fra 2007 er plader jeg ofte er vendt tilbage til.


Så forventningerne er store til denne plade. Allerede ved den første påvirkning af øret kan jeg konstatere at det er helt som det skal være. Der er selvfølgelig sket meget siden starten af firserne med Tolvan Big Band. Men fornemmelsen for doserne af blæs er bevaret. Big Bandets hjemmebane er det sydlige Sverige og mange af dets medlemmer er musikere som kender vejen over Øresund bedre end de fleste. Pladen er endda indspillet i København. På trompet finder man feks. englænderen Gerard Precenser, der har sat sit præg på flere big bands i Øresundsregionen, inklusive DR Big Band. Andre DR Big Band-medlemmer er trompetisterne Anders Gustafsson, Christer Gustafsson og basunisten Vincent Nilsson.
Cennet Jönsson er en erfaren herre - som jeg har anmeldt adskillige gange her på bloggen og det er som om han aldrig skuffer. Hans alsidige og fordomsfrie tilgang til jazzen er meget tydelig med denne suite i otte dele. Det svinger og arrangementerne lægger op til velplacerede soli - hør feks. Jørgen Emborgs pianosolo på Forza der afløses af Gerard Presencers præcise trompetsolo. Det er tight, energisk og velturneret big band musik.
Kender du The Orchestra's seneste plade og er oppe at ringe over den. Så går du ikke galt i byen med denne.
kopasetic.se

fredag, oktober 14, 2011

Fattigfolket: Park (Ozella Music)

Svensk-norsk jazz finder inspiration i tyske parker
Den norsk-svenske kvartet Fattigfolket tager med titlen udgangspunkt i tyske parker; Mauerpark, Tierpark og Marienberg Park er blandt de parker der har lagt navn og inspiration til melodierne på pladen. Herhjemme kender vi bedst kvartettens trompetist Gunnar Halle som medlem af Pierre Dørges New jungle Orchestra. Det forrige album Le chien et la fille fra 1995 udkom også på danske ILK Music. Musikken fandt dengang inspiration i det franske. Fattigfolkets aktuelle plade udkommer på det tyske selskab Ozella.


Fattigfolket er europæisk jazz i flydende form. Det er båret af et fremadrettet, dynamisk og roligt tempo. Det er ikke udflydende jazz, dertil spiller trommeslageren Ole Morten Sommer alt for rytmiskt funderet. Der er meget plads i musikken. Trommerne bærer og holder dampen oppe. Halle på trompeten og saxofonisten og klarinetisten Hallvard Godal skiftes om at tage sig af fronten. Deres spil væver sig ind og ud af hinanden. De får sammen med bassisten Putte Johander skabt organisk og behagelig jazzmusik. Der er små fine kanter der dukker op for så siden at gemme sig. I det hele taget bevæger Fattigfolket sig elegant på oppe kanterne af jazzen. De inviterer lytterne med indenfor i et fint detaljeret og komplekst rum. Det holdes hele tiden åbent og skræmmer ikke lytterne væk. 
fattigfolket.com

Marcus Strickland: Triumph of the heavy vol. 1 & 2 (Strick Music)

Jazz Flow
Som jazzblogger er en tur til New York lidt det samme som en tur i himlen. Forskellen er vel kun den at det - modsat himlen - kan lade sig gøre at rejse hjem igen fra New York, selv om jeg gerne var blevet. Jeg fik blandt andet fornøjelsen af at komme til saxofonisten Marcus Stricklands præsentationskoncert af den nye CD Triumph of the heavy vol. 1 & 2 på klubben Le Poisson Rouge i Bleecker Street. Strickland er en af den slags musikere der er umulig at holde tilbage. Energifyldt i musik og fremtræden. I lobbyen kunne man købe Stricklands bagkatalog på eget selskab til fornuftige penge. Dobbelt-CD'en Triumph of the heavy er den fjerde han selv udgiver. 


I "gamle" dage ville han være udkommet på et traditionelt etableret pladeselskab.  De store pladeselskaber har ikke længere nogen interesse i, at udgive musik der ikke kan sprøjtes ud og sælge i løbet af nulkommadut. Selvfølgelig kommer der enkelte jazzplader der sælger bemærkelsesværdigt hurtigt - som når Sony udgiver "sjældne" Miles Davis koncertoptagelser fra 60'erne. Men jazz er ikke hurtig musik som poppen. Derfor går jazzmusikerne egne veje - som vi også kender det herhjemme - og udgiver det selv. 

Musikken er fordelt på 2 plader. Den ene er en studieoptagelse fra januar i år og den anden er en koncertoptagelse fra foråret sidste år. Strickland er sammen med sine vanlige medspillere, tvillingebroren og trommeslageren E.J. Strickland og "næsten" trillingebroren, bassisten Ben Williams. Pianisten David Bryant er kun med på studieindspilningen. Der er store forskelle på trioen og kvartetten. Trioen står får det kontante og direkte spil. Der er elementer der kan minde om Sonny Rollins' klassiske saxtrio-indspilninger. Når pianisten David Bryant slutter sig til trioen samles musikken mere. Strickland har komponeret al musikken. På trioindspilningerne bruger Strickland oftest sopransaxofonen. Det farver de to andre musikeres spil. E.J.'s trommespil bliver lettere og mere løstfunderet. Bassisten Ben Williams er en stor fornøjelse. Han spiller virtuost sikkert. Han flytter med en passioneret og imponerende hastighed fingrene.


Ved koncerten havde Strickland medbragt flere special guests. Her var de tre step-dansere fra Harlem ikke bare med som gimmick - men fungerede som dansende percussionister. Den stilistisk mangesidede koncert sluttede med at kvartetten fik besøg af en rapper (hvis navn jeg aldrig fik fat i) på scenen. Det betød ikke at kvartetten ændrede på jazzflowet. Der var også plads til en rapper selv om det ikke var med klassiske hip hop beats.
Marcus Strickland er en saxofonist der i allerhøjeste grad er værd at holde øje med og stille ørerne ind på.
marcusstrickland.com

torsdag, oktober 13, 2011

LED: The Ocean (Kopasetic Productions)

Led Zep goes jazz
Jeg har siden min pure ungdom haft en stor kærlighed til Led Zeppelin, hvor specielt det første album og fireren (den der også bliver kaldt Zoso) er blandt mine all-time favorites. Derfor hilser jeg også et projekt, hvor Led Zep og jazz blandes sammen velkomment med stor nysgerrighed. Jeg kan samtidig ikke lade være med at tænke på det bizarre reggaeband Dread Zeppelin der spillede reggaeudgaver af rockklassikerne i starten af 90'erne. Vil det blive lige så afsporet i den jazzede version?

Det er interessant som trommeslageren og bandlederen Peter Danemo har taget livtag på Led Zeppelins klassiske guitarriff. Nogle gange lyder det som et marchorkester der har spist rock til morgenmad. Andre gange lyder det som et jazzorkester der klemmer hver en blodsdråbe ud af de simple blues-inspirerede rocksange - hvilket det i bogstavligste forstand også er. Det er en nærmest umulig opgave at spinde spændende jazzarrangementer ud af rocknumre som Led Zeppelins. En stor del af skønheden ved Led Zeppelin var forsangeren Robert Plant, guitaristen Jimmy Page's kraftfyldte energiudladninger og trommeslageren John Bonhams heftige trommespil der satte ild til bandet og numrene. Det er ikke med her.

Peter Danemo er en erfaren jazzræv og er heldigvis ikke bange for at lege med arveguldet. Trommerne ledsages af fem blæsere: trompet, altsax, trombone, barytonsax og tuba mens den tidligere E.S.T.-bassist Dan Berglund gæstemedvirker på No quarter. Dazed and confused, Misty mountain hop og Kashmir er blandt de udvalgte numre. Der er tilpas meget tyngde og vildskab bevaret i Led Zep's musik - der på forunderligste vis klarer transformeringen langt bedre end jeg havde frygtet. LED's The Ocean er et originalt og anbefalelsesværdigt udspil.
kopasetic.se

Jan Johansson with Georg Riedel: In Hamburg (Act)

Nyt fra en legende
Han var kun 37 år gammel, da han døde i en trafikulykke i 1968. Inden da havde han heldigvis været så produktiv, at han efterlod en bred vifte af musik som vi siden kunne dykke ned i. Pianisten Jan Johansson har fået legendestatus i kraft af albummet Jazz på svenska - der vel er det tætteste vi i norden kommer på et album der har samme udødelige status som Miles Davis' Kind of blue.


Så når der lige pludselig dukker nye studieoptagelser op med Johansson og bassisten Georg Riedel, hvor Visa från Utanmyra og andre klassiske numre fra Jazz på Svenska  er i blandt, så er der lagt i kakkelovnen til en rigtig jazzsællert. Vi får klassikerne fra Jazz på svenska i nye indspilninger. De serveres veloplagt, foldes ud og der føjes nye  elementer til det vi kender så godt. Det er en plade, hvor der både er noget til kendinge og nye Johansson-fans.


Musikken er fra inspilninger foretaget i den tyske radiostation NDR's studier i Hamborg i perioden 1964-1968. På flere af numrene medvirker stort orkester, bla. på Georg Riedels Sommar adjö. Udover numre som man kender Jazz på Svenska er der også blevet plads til et par standards, hvor Nature boy får en flot behandling.
Har man et forhold til Jan Johansson bliver man ikke skuffet, det er på alle måder nye flotte versioner vi får af numre man kender så godt i forvejen. Nye lyttere kan også uden problemer starte her. I det hele taget er det en af den slags albums der kan være god at give i gave. Feks. til en der ikke kender jazz så godt, men gerne vil i gang.

Gunde on Garner: Live at Jazzcup (stunt)

Intet nyt under Garner-solen
Det er tredje omgang fra Henrik Gundes Gunde on Garner projekt. Den bringer os til en koncert på Jazzcup i København. Den lille hyggelige café der fungerer som koncertsted og Danmarks eneste pladebutik, hvor der kun er jazz i kasserne. Den forrige Gunde on Garner-plade var udelukkende med Bent Fabricius Bjerre kompostioner mens den første indeholdt gamle danske melodier (lige fra Gasolin til Jacob Gade) og nyere popmelodier (Elton John og Billy Joel). Nogle meget hyggelige plader skabt i skæret af pianisten Erroll Garners helt specielle spillestil. Endnu en omgang Garner stiller nogle krav, der er større end at det bliver spillet live. Henrik Gunde har endnu en gang fundet nogle klassiske popmelodier frem af typen "udødelige". Simon & Garfunkel, Abba, John Lennon og Benny Andersen er blandt de udvalgte.
Jeg savner noget mere frækhed i udvælgelsen af numre. Problemet er at Gunde ikke følger med i, hvad der sker på dagens popscene. derfor vælger han noget fra dengang han selv lyttede til tidens toner.


Det kunne have været sjovt, hvis han havde turdet at vælge popnumre fra nutidens stjerner som Rihanna, Lady Gaga eller David Guetta (okay, det sidste forslag er nok lidt for langt ude). Playlisten på Live at Jazzcup kunne fint kopieres af en suppe-steg og is musiker til et arrangement i Forsamlingshuset i Tjæreborg. Den ville være en velkommen følgesvend, mens tarteletten blev slugt.
Da han allerede en gang har lavet en plade af denne type føjer den nye plade intet nyt til historien om Gunde on Garner. Jeg synes at det er rigtigt ærgeligt, fordi jeg har stor sympati for projektet. En enkelt "frækkert" er der dog blevet plads til. Det er ikke tidens toneklang, men Niels W. Gades Udrust dig helt fra Golgata, der får den helt rette Garnering (sorry, jeg kunne ikke lade være).
gundeongarner.dk

mandag, oktober 10, 2011

Markus Pesonen Hendectet: Hum (Unit Records)

The Beatles, Schönberg, noise og jazz
Måske har jeg bare nogle fjollede associationer. Men når jeg hører den finske guitarist Markus Pesonen i selskab med det elleve mand store orkester Hendectet på debutalbummet HUM, synes jeg at det lyder som en tur i en sauna. Vel at mærke inklusive koskenkorva, en nøgentur i sneen og pisk med et ris af grene. Hans musikalske referencer inkluderer både The Beatles og Schönberg. Noise og Jazz.
Der er flere højdepunkter, som feks. Sugar Rush der fungerer suverænt med en form for tæmmet vildskab. Reliver er en smuk og svævende saxofonbåret ballade. Hullun Paperit er over-the-top vanvid. Vi kommer med andre ord vidt omkring. Pladens to covernumre er musikalske fornøjelser. Charles Mingus' Goodbye Pork Pie Hat indledes smukt af Elena Setién på violin, hvorefter den store blæsersektion med tre sax'er, trompet, trombone og tuba sætter ind. Blandt blæserne finder vi blandt andet de to saxofonister fra Girls in Airports; Martin Stender og Lars Greve. Lennon/McCartney's A day in the life får lov til at lukke pladen, hvor Elena Setién synger for. En helt fantastisk afslutning på en plade, der præsenterer en lang række yngre supertalentfulde jazzmusikere. Pesonen færdiggjorde en master som musiker fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2010. Det er tydeligt at han her har lært mange af musikerne at kende. Feks. er trompetisten Tobias Wiklund og bassisten Adam Pultz Melbye fra Maria Faust Group med i bandet. Det er ikke tilfældigt at jeg nævner Faust's gruppe. Er det en gruppe man har kendkab til og synes om, går man ikke galt i byen med Markus Pesonen Hendectet.
Til sidst vil jeg fremhæve pladecoveret, der er gennembearbejdet flot. En sand æstetisk nydelse med en lille smuk overraskelse der folder sig ud, når man åbner coveret.
markuspesonen.com

lørdag, oktober 08, 2011

Pilc/Moutin/Hoenig: Threedom (Motema)

Triojazze i højeste klasse
Det er en af jazzens mest elskede undergenrer eller afdelinger om man vil. Triojazzen med klaver, bas og trommer. Det var indenfor det felt at feks. Bud Powell og Bill Evans skabte guddommelig musik. Keith Jarrett lod sig inspirere af dem. Han finjusterede måden man kunne tolke standards på i trioform. Det blev raffineret videreudviklet af ypperstepræsten sammen med de trofaste væbnere Jack deJohnette og Gary Peacock. Sammen har de skabt nogle af jazzens fineste plader. At han så ofte har opført sig som en opblæst nar, glemmes fuldstændigt når han åbner op for de himmelske sluser af pianistisk vellyd.
At der har været pianister der er gået samme vej har været uundgåeligt. Der behøver ikke nødvendigvis at være direkte linjer mellem dem og Jarrett. Herhjemme er Carsten Dahl måske det bedste eksempel. Han har også ladet sig inspirere af Evans, Powell og flere andre. Derfor er han ikke en Jarrett-klon, selv om det er noget af det samme i jazzens væsen de forsøger at afdække. Det samme gør sig gældende med pianisten Jean Michel Pilc, der herhjemme er bedst kendt for samarbejdet med Mads Vinding og Billy Hart.
Pilc er på den aktuelle plade i selskab med to af den amerikanske jazzscenes mest spændende musikere lige nu. Trommeslageren Ari Hoenig og bassisten Francois Moutin.


Der er flere steder noget af den samme drilskhed som man kender fra Thelonious Monk. Pilc spiller i en direkte og ekspressiv spillestil, der pirrer og udfordrer sanserne. De tre musikere spillede og turnerede en del sammen i starten af dette årtusinde. Siden har de alle tre haft gang i travle karrierer. På denne reunion - der også markerer at de vil til at turnere sammen igen - har de indspillet 18 numre i one take. Det er en blanding af Pilcs numre og gamle kendinge som Miles Davis' Nardis, Gershwin's A foggy dayog Parker's Confirmation. Pilc gør det på sin egen måde. Så når han spiller og lukker pladen med Chaplin's Smile er det først når han har spillet halvdelen af den fem minutter lange udgave at man kan høre melodien. Men så folder han sig også ud med en skønhed der nummeret værdigt.
jmpilc.com
motema.com

Simon Spang-Hanssen: Bird in space (Gateway)

Spang-Hanssen i Brasilien
Simon Spang-Hanssens karriere er i de senere år blevet veldokumenteret. Det interessante er at Spang-Hanssen bliver ved med at udfordre og udforske jazzen på sin egen meget personlige måde. Det er altid med udsyn til den helt store verden. Han omgiver sig ofte med spændende jazzmusikere fra feks. Frankrig (hvor han også har boet). Han har tidligere hentet inspiration fra de afrikanske, de arabiske lande og de sydamerikanske lande. Denne gang er han taget til Brasilien i bogstavligste forstand. Han har taget konen og fløjtenisten Mariane Bitran med på rejsen. Han indspillede pladen for snart et år siden i den brasilanske by Belo Horizonte sammen med de tre brasilianske jazzmusikere: Irio Junior (piano), Enéias Xavier (bas) og André "Limão" Queiroz (trommer).
Det er blevet til et spændende møde mellem brasiliansk og europæisk jazz. Simon Spang-Hanssens åbne, fordomsfrie og nysgerrige tilgang til jazzen giver os endnu en gang en god plade. I brasiliansk jazz er det karakterisk med brugen af el-bas, hvilket også er tilfældet her. Stilen er åben, melodisk og rytmisk (yes, der smides lidt samba i ovnen en gang i mellem) og udadvendt. Der er numre som feks. titelnummeret der har en underliggende let loungstemning, uden at det kammer over og bliver lummert og klægt.
Det er meget passende at sætte Spang-Hanssens plade på nu, hvor sommeren er slut. Det er en behagelig plade der spreder solskin og varme.
simonspang.dk

Rasmus Stenholm: Cordoba (Longlife Records/Pladekisten)

Orgeljazz med blues, soul og funk
Det er snart to år siden, at organisten Rasmus Stenholm udsendte debutalbummet For those about to roll, hvor musikken - meget hørbart - stammede fra to forskellige sessions. Denne gang har han - som noget nyt - selv skrevet al musikken, pånær et enkelt nummer og det er de samme musikere, der spiller det hele. Det er tre gode backingmusikere med den rette tilbagelænede groovy feeling. Rasmus Stenholm har en forkærlighed for den funky side af jazzen i præ 70'er aftapning. Det er orgeljazz der henter inspiration fra den klassiske periode i 60'erne, hvor blues og soul satte sit umiskendelige præg på de mange orgelcombo's der dengang var særdeles populære i USA  og først i 90'erne fandt fodfæste i det europæiske.
Uffe Steen er en mastodont i det århusianske jazzmiljø og i særdeleshed i det danske, hvis der er brug for en jazzguitarist der har bluesen inde under huden. Jeg fornærmer vist ikke nogen ved at kalde ham kongen. Det ændres der ikke ved på Cordoba. Han kan smide små kompilcerede figurer af sig, så man blive helt forpustet. Tenorsaxofonisten Michael Bladt er et sikkert valg til Steenholms groovy jazz. Trommeslageren Morten Ærø er mest kendt fra Six City Stompers og har ikke problemer med at indtage rytmepositionen i Stenholms kvartet.
Det er ikke souljazz det hele. Jungle Fever er et afrikansk inspireret nummer, hvor Uffe Steen på introen nærmest spiller henad Mark Knopfler i duet med Stenholms rolige orgel. De går så over i det afrikanske, hvor Steen rutineret spiller en afrikansk-lydende guitar. Ray Browns Gravy Waltz er eneste udefrakommende nummer. Det er blevet til en lækker vals, hvor Steen, Stenholm og Bladt skiftes om fronten.
Som gammel orgeljazzfan får jeg mine sanser tilfredsstillet. At Stenholm denne gang har fokuseret kræfterne mere klæder pladeudspillet.
myspace.com/rasmusstenholm

Svin: Heimat (Mom Eat Dad/Gateway)

Et seriøst spark i jazzens boller
Der går 48 sekunder inden jeg blæses omkuld af den tungeste heavyspade og buldrende trommer. Kort efter kommer saxofonen hvinende ind fra højre og puster det korte intronummer Cougar op. Pladen er i gang og vi bydes velkommen på Svins hjemstavn. Her er guitaren tung, saxofonen er berusende og trommerne får smæk. Med en særegen blanding af filmiske lydflader, tunge rocktrommer og en saxofon der veksler mellem det søgende og usikre til vilde og utæmmede fremstår kvartettens musik overbevisende og nuanceret. Bandlederen, guitaristen og komponisten af alle numrene, Lars Bech Pilgaard skifter på guitaren mellem at spille helt enkelt og nærmest spinkelt for så at skifte over i det mere rå riffbaserede spil der sparker seriøst meget røv.


Jeg kommer umiddelbart til at tænke på John Zorn's Naked City, hvor jazz og rocket vildskab også gik hånd i hånd. Svin er en opdateret udgave, der har ladet sig inspirere af den lo-fi æstetik som man har dyrket i rockens mere alternative miljøer, siden grungen fejrede sin sejrsgang for snart tyve år siden. Men sangtitler som Utøj, Muskelhund, Sankt Hans og Iglo indikerer også en kærlighed for det skæve samtidig med at det serveres med et charmerende glimt i øjet.


De to Magnus Fra Gaarden-musikere Henrik Pultz Melbye (sax, klarinet og diverse) og Magnus Bak (march-baryton og diverse) er sammen med trommeslageren Thomas Eiler og Lars Bech Pilgaard et seriøst spark i jazzens boller. Punket flabethed er også noget der kan dyrkes af velspillende musikere. Med elementer fra jazzens frie discipliner, melodi og rock er der kommet et habilt og detaljeret tryk-den-af-album ud af det.
momeatdad.com