mandag, august 15, 2011

Admiral Awesome featuring Fredrik Ljungkvist (Gateway)

En svensk superhjälte og de århusianske kumpaner
 Den svenske saxofonist Fredrik Ljungkvist er en af hovedmændene bag gruppen Atomic, der regnes for at være et af de mest nyskabende navne indenfor jazz de seneste ti år. Mange unge jazzmusikere har ladet sig inspirere af gruppen. Heriblandt også unge danske musikere, som saxofonisten Jacob Danielsen. Det har udviklet sig så meget at Ljungkvist og Danielsens trio Admiral Awesome indledte et samarbejde i Stockholm sidste år. Et samarbejde der siden førte til koncerter og ikke mindst dette album.


At Danielsen rykker så tæt sammen med en instrumentkollega og et forbillede er en balancegang. Jacob Danielsen skal jo ikke nødvendigvis spille ligesom Ljungkvist og kan heller ikke. I stedet for får Danielsens saxofonspil og hans medspillere Thomas Sejthen på bas og Christian Windfeld på trommer et inspiratorisk løft. Alle tre har en bred erfaring fra det århusianske i forskellige bands og fra konservatoriet. Men der er ingen tvivl om at Ljungkvist er en stor mundfuld. Men han er heldigvis også givende. Han tager trioen ind under sine kunstneriske vinger. De udfordres i kraftig grad men aldrig for meget. De skubbes ud over kanten og falder ned mens Ljungkvist falder sammen med dem.


På pladecoveret står der Kapow Jazz! En dejlig præcis betegnelse for meget af musikken på pladen. Der er energi og fantasi i de frie improvisationer. De ni numre er en blanding af Lungkvist og Danielsens kompositioner. Der er feks. Danielsens Sent på kvällen. En knirkende organisk og behageligt natteblå sag, hvor Ljungkvist spiller den lækreste klarinet. Der er Ljungkvists Different directions, der midt i al sin sprælskhed og vildskab lader Sejthen og Windfeld spille tight og pågående. Pladen byder på små spændende detaljer som feks. den grædende baby under musikken på Piratsangen der skaber uro og sikkert mælken til at løbe hos mødrene mens fædrene må lade tårerne løbe sammen med den hidsige saxofon
De århusianske helte bliver sammen med Fredrik Ljungkvist superhelte, med retten og evnen til at flyve, spille og nedkæmpe den grå og kedelige hverdag. En overbevisende og anbefalelsesværdig debut.
myspace.com/iamyourlocalhero

1 kommentar:

Jacob Danielsen sagde ...

I stedet for vores ikke så opdaterede myspace, så tjek

www.admiralawesome.dk

Den er meget flottere og bedre....