søndag, november 28, 2010

Maria Carmen Koppel: A merry little christmas (Cowbell)

Så er det jul
Mens disse linjer skrives daler sneen ned udenfor. Planen er at julepyntekassen skal findes frem i dag og at der skal pyntes op. Børnenes julepynt, de lavede til SFO-arrangementet i torsdags ligger klar i vindueskarmen til at indgå i dette års Complete X-mas Makeover af hjemmet.
Marie Carmen Koppels juleplade A merry little christmas får ikke bedre rammer at blive anmeldt under. Hun har valgt 10 klassiske julemelodier på engelsk. Det er jo en ret så lige til affære for Marie Carmen Koppel at lave en juleplade, hvor traditioner er til for at blive holdt. Hun har etableret sig som en af de førende gospelsangerinder herhjemme, mens hun også flirter med jazz, r'n'b og pop. Så der er ligesom fundet brænde frem til kakkelovnen der holder den traditionelle julemusik varm.
Pladen indledes med Silent night og undervejs præsenteres vi for andre klassikere som Oh holy night, The Christmas song og White christmas. Marie Carmen Koppel går efter traditionerne og har heller ikke problemer med at levere det forventede. Ind i mellem rystes mit jazzlegeme også hjerteligt, som når hun midt i White christmas efter at have foredraget den helt efter gospelbogen, swinger løs med Dan Hemmer på hammond-orgelet.
Bonusinfo:
Marie carmen Koppel er på turné med julemusikken det meste af december måned.
Marie Carmen Koppel: www.mariecarmenkoppel.dk

Ingen kommentarer: