mandag, marts 08, 2010

Dee Dee Bridgewater: Eleanora Fagan (1915-1959) To Billie with love from Dee Dee Bridgewater (DDB Records/Emarcy/Universal)

Til Billie fra Dee Dee
Billie Holiday er en af jazzens helligste køer. Men det betyder ikke at hun kan tolkes og hyldes med respekt. En sangerinde som Dee Dee Bridgewater har ikke brug for at lege Billie. Hun er en sangerinde der i sig selv nyder stor status og respekt. Så istedet hylder hun Billie Holiday på en meget personlig måde. Alle melodierne på pladen er som hentet fra en Billie Holiday Greatest hits plade. Kender man bare en smule til Billie er der er rimelig chance for at man kender flere af sangene på pladen. Lady sings the blues, God bless the child, Fine and mellow, All of me, Lover man og Strange fruit er nogle af de sange man støder ind i på pladen Eleanora Fagan (1915-1959) To Billie with love from Dee Dee Bridgewater.
Hun er i selskab med et stjernehold bestående af Edsel Gomez på piano, Christian McBride på bas, Lewis Nash på trommer og ikke mindst James Carter på tenor- og altsax, basklarinet og fløjte. Deres duetter der er gennemgående for pladen og som Carter og Bridgewater med stor myndighed kaster sig ud i undervejs, er ikke rip off af Lester Young og Billie's berømte samarbejde. Snarere to teknisk begavede musikere der godt ved at de ikke skal prøve på at lyde som Young og Holiday, men som dem de er.
Det er da klart at når jeg har hørt en række sange som er så velkendte, får jeg lyst til at høre noget Holiday, høre sangene som jeg lærte dem at kende. Der er dog rigeligt med plads til Dee Dee's plade. Hun synger fabelagtigt, hvilket hun også ofte har bevist for et dansk publikum.
Dee Dee Bridgewater: deedeebridgewater.com

Ingen kommentarer: