mandag, marts 08, 2010

KortJazzNyt nr. 10 2010

Det er allerede ude at tvillingeforældrene Costello og Krall kommer og spiller i Tivoli under Copenhagen Jazzfestival. Nu er der flere navne klar på plakaten. Koppel'erne Marie Carmen og Benjamin spiller sammen med Tivolis Big Band, hvilket Sinne Eeg også gør. Desuden kommer firseraltsaxikonet David Sanborn og giver den gazz på plænen.

Vinderne af Dee Dee Bridgewater konkurrencen er fundet. De har alle fået direkte besked og vil meget snart modtage CD'en med Dee Dee. De svarede rigtigt på spørgsmålet om hvem det er at Dee Dee hylder på den ny plade. Det var selvfølgelig Billie Holiday.

Når der er Spot festival i Århus i dagene d. 21. og 22. maj er der tradition for at JazzDanmark har indflydelse på nogle navne på programmet. I år det indtil videre offentliggjort at det drejer sig om Jeppe Gram og Rune Funch's filmiske jazzunivers Grammofunch og Thor Madsen og Anders Hentze's Wazzabi, der ved samme lejlighed udgiver deres første fuldlængdealbum.

En gang imellem dukker dansk jazz op i sammenhænge, hvor det ikke lige var ventet. Feks. stødte jeg for nylig på et nummer med Kasper Villaume på en opsamling med udpræget dansabel jazz. Pladen der hedder Messin' around vol. 5, udgivet af det engelske selskab Freestyle er fra 2007 og er en dobbelt-CD, men der findes også en version til vinylDJ's. Det er en 12" med kun fem numre fra pladen. Heriblandt altså også nummeret med Kasper Villaume. Det er nummeret Cuba, der indleder Villaumes debutplade Outrun fra 2002, hvor Lars Møller spiller den bedste danske Michael Brecker-inspirerede saxofon der er hørt ever.
Kender du til andre udenlandske compilations, hvor der er dansk jazz på? Så giv gerne lyd!

Ingen kommentarer: