lørdag, juni 20, 2009

Povo: On the spot Reworks EP (Ricky Tick Records)

Povo er tilbage

I 2005 udkom Povo's debutalbum We are Povo. Anders Andreasen og Lars Vissing stod i spidsen for et projekt der bød på dansabel jazz med rødder i 50'ernes jazz. Siden har der været forholdsvist stille omkring dem, udover enkelte remixes som feks. for den engelske gruppe Nostalgia 77 sidste år.
Nu er de tilbage igen. I første omgang med en 12"EP med tre numre. Til efteråret kommer der et helt album fra dem. Anders Andreasen er ikke musiker i gængs forstand, men til gengæld har han mange års DJ og klub-erfaring. I forbindelse med den nye udgivelse er det vigtigt at tilføje at Andreasen er pladesamler af den ekstreme slags. Noget man bla. fik demonstreret sidste år med bogen Cool Scandinavians, hvor der var billeder af samtlige danske jazzpladecovers fra 1950-1970. Alle pladerne kom fra Andreasens samling.
Sidste år kom der ligeledes en compilation, On the Spot vol. 2 med dansk jazz fra den periode, som Anders Andreasen havde samlet. Den udkom på det finske selskab Ricky Tick Records. Det nye projekt - der ligeledes udkommer på Ricky Tick, med Povo består af genindspilninger af numrene fra den plade. På den aktuelle 12"EP drejer det sig numrene City Blues, der oprindeligt var med Cy, Maia & Robert i et Sahib Shihab arrangement, Finn Mickelborgs Bennie's Groove og Sahib Shihab's Di Da.
Heine Hansen tager sig af pianoet, Bastian Sjelberg bassen og Lars Vissing af trompet og div. messingblæs. Vissing og Andreasen har produceret og programmeret beats og lyd med en klædelig sans for en organisk og levende stemning. Hvis jeg var pladevender denne sommer var der ingen tvivl om at City Blues ville få ekstra mange rotationer og det er ikke kun som dansegulvsjazz denne plade fungerer. Det her er en suveræn opdatering af et alt for underkendt og overset hjørne indenfor dansk musik, der også fortjener opmærksomhed som feks. den klassiske danske møbelkunst fra samme periode.
My Space: www.myspace.com/povoweb

Ingen kommentarer: