torsdag, marts 19, 2009

Steven Bernstein/Marcus Rojas/Kresten Osgood: Tattoos and mushrooms (ILK)

En Osgood klassiker

Kresten Osgood har allerede spillet sammen med jazzlegender, der ikke kun imponerer på trommeslagerens efterhånden omfattende og vidtfavnende CV. Han har også været med til, at lave plader der viser at Danmark har en jazzscene der stadigvæk er blandt Europas mest interessante. På den aktuelle trioplade er han sammen med to amerikanske musikere der er et perfekt match til den krøllede trommeslager. Trompetisten og slidetrompetisten Steven Bernstein der er leder af Sexmob og har en længere liste af fine musikere han har samarbejdet med indenfor både rock og jazz, senest har han bla. medvirket på Lou Reed's Berlin-projekt. I den aktuelle sammenhæng er det også værd at nævne Bernstein's samarbejde med pladens tredje medvirkende Marcus Rojas på tuba. De to dannede sammen med guitaristen David Tronzo i 1992 trioen Spanish Fly, der siden da har været blandt de førende på New York's Downtown musikscene.
Det er med andre et scoop når Osgood laver en plade med de to. Det er det ikke kun fordi de er prominente navne, men fordi musikken rent faktisk fungerer. Pladen består af tre Osgood kompositioner, hvor Hope for Denmark markerer sig fornemt. Ellers byder pladen bla. på Monk nummeret Thelonius, Mingus' Eastcoasting og Hank Williams' udødelige countryklassiker So lonesome I could cry, der ikke vil få mange Stetsonhatte til, at lette i Nashville. Til gengæld spiller Bernstein den smukkeste mutede trompet på det nummer, Rojas flyder elegant afsted med tubaen og Osgood spiller afdæmpet med kærlige smæk.
Pladen er lavet efter en turné de tre musikere var på sammen i efteråret 2007. Trioen laver om ikke et totalt gennembearbejdet udtryk, så er det ihvertfald tre musikere der når hinanden på et forståelsesmæssigt niveau, der får denne plade til at leve længe.
Bonusinfo
Pladen er anmeldt i aprilnummeret af Downbeat hvor den får 3½ (ud af 5) stjerner og i martsnummeret af det engelske jazzmagasin Jazzwise, hvor den har fået 3 (ud af 5) stjerner
Kresten Osgood: www.osgood.funky.dk

Ingen kommentarer: