torsdag, marts 26, 2009

Beskidt berlinsk undergrund møder århusianske elektroniske eksperimenter


Succesen fortsætter: Efter en forrygende koncert sidst i februar er der nu igen klub-aften på et af Berlins hotte in-steder, hvor elektroniske musikere fra Århus og Berlin sætter hinanden stævne.
Et kæmpe sort/hvidt Dannebrog på bagvæggen. Elektronisk gear og grej på scenen. Unge musikere i skiftende kostumer, nogle i gammeldags bedstefar-underbukser, andre formummede bag fantasifulde masker. Masser af elektronisk musik, futuristisk og eksperimenterende og ud på natten stadig mere hårdtpumpet og dansant.
Sådan forløb den første af en serie koncerter med elektroniske musikere fra både Århus og Berlin i Berghain Kantine i Berlin-Friedrichshain, et af Europas vigtigste spillesteder for elektronisk musik. Der var stuvende fuldt, publikum var begejstrede og arrangementet fik flot dækning i medierne, bl.a. i Berliner Zeitung og Berliner Morgenpost.
På lørdag d. 28. marts er der igen ”Aarhus Berlin Crush” i Berghain Kantine i nærheden af Berlins Østbanegård fra kl. 23. Og igen med deltagelse af musikere fra både Århus og Berlin. Koncerterne fortsætter én gang om måneden.
Berlin har en af Europas førende scener for elektronisk musik. Århus har også et meget levende miljø for elektronisk musik og desuden en af Europas eneste konservatorie-uddannelser inden for den genre.
Samarbejdet med Berghain er en enestående mulighed for at promovere de unge musikere og elektronmusikmiljøet i Århus i tidens mest spændende europæiske kulturby.
Det er projektet Århus E, der står bag kontakten til Berlin. Projektet samler og promoverer en række musikere med tilknytning til den århusianske elektroniske musikscene og til byens musikkonservatorium. Elektronisk musik er en kulturpolitisk satsning for Århus Kommune, og Århus E er iværksat af kommunens kulturforvaltning, Det Jyske Musikkonservatorium og DIEM (Dansk Institut for Elektronisk Musik).
Aarhus Berlin Crush får støtte fra Hummel og Woodwood og fra Berlins største pladeforretning for eksperimenterende musik, Dense-shop - hvor man bl.a. kan risikere at falde over musik af Fuzzy! Projektet bliver også støttet af den danske ambassade i Berlin som en del af kulturfremstødet Berlinaut.
Der er foreløbig planlagt koncerter den sidste lørdag i måneden fire måneder frem.
Århus E-musikerne dukker desuden op ved bl.a. Roskildefestivalen til juli og ved World Outgames i København til august.
Live-kunstnere ved Berlin-koncerten d. 28. marts:
Band Ane: www.bandbase.dk/bandane/
Puzzleweasel: www.myspace.com/puzzleweasel
Notic Nastic: www.noticnastic.com/
Blake Worrell: www.myspace.com/blakeworld

Ingen kommentarer: