mandag, november 28, 2005

Minh bag Amnesty CD
Amnesty International har lige udsendt Amnesty Unplugged. På CD'en er en række danske kunstnere gået sammen i et projekt for at bryde tavsheden om vold mod kvinder. Chris Minh Doky har været tovholder og idémand bag projektet, hvor det bla. er muligt at høre Sanne Salomonsen med Misbrugt og forladt i en helt ny version. Jimmy Jørgensen synger Pige træd varsomt og Cecilie Nordby bidrager med Zoeanne.CD'en er en del af Amnesty's kampagne Stop vold mod kvinder.
http://www.amnesty.dk/doc.asp?page=1885&lang=da

Costello har travlt
For nylig var Elvis Costello i Århus og København for at optræde med sit HCA musikstykke. I sidste uge gik han igang med at lave en plade sammen med New Orleans legenden, pianisten Allen Toussaint. Pladen bliver senere udsendt af Verve Records.
D. 24. februar udsender Deutsche Grammophon en live optagelse fra North Sea Jazz Festival, hvor Costello stod i spidsen for det 52 mand store Metropole Orkest. Pladen der kommer til at hedde My flame turns blue indeholder nyt materiale, tre gamle kendinge, Almost blue, Clubland og Watching the detctives samt en fortolkning af Charles Mingus' Hora decubitus.

Nye jazzplader i 2006
Året 2005 er ved at rinde ud. Hvad mon 2006 bringer? Allerede nu kan sløret løftes for nogle af de plader der kommer i starten af 2006.

Jens Jefsen Trio har lige overstået en turné sammen med saxofonisten Dave Wilczewski. Turnéen blev afsluttet med to dage i studiet, hvor Jefsen nok kan forventes at være i det funky hjørne, specielt efter at trommeslageren Jukkis Uotilla er kommet med på trommer. Jefsen udgav sidst en plade i 2002, med Bejazzled på Stunt.
http://www.kontrabas.dk/

Christian Winther der er bosiddende i New Orleans er på turné i Danmark i slutningen af januar. I den forbindelse udsender Winther sin anden CD for selskabet Steeplechase. The only plan som pladen hedder er med Marcus Printup (trompet), Richard Doron Johnson (piano), Neal Caine (bas), Ali Jackson (trommer) og Winther på saxofon.
http://www.christianwinther.com/

I november optrådte Jomi Massage sammen med DR Big Band i Århus og København. Jomi Massage alias Signe Høirup Wille Jørgensen har sammen med Lars Møller lavet en sangcyklus på opfordring fra DR P2's Radium. Til februar bliver det muligt at nyde det utraditionelle samarbejde på en dobbelt CD som udsendes af Morningside Records.
http://www.jomimassage.dk/

Chris Potter er i samarbejde med Craig Taborn (keyboards) og Wayne Krantz (guitar) på sin nye CD Underground, der udkommer på Sunnyside d. 31. januar.

JazzPar prisvinderen Andrew Hill er d. 21. februar aktuel med sit comeback på Blue Note. På pladen Time lines har han følgende med: Charles Tolliver (trompet), Greg Tardy (sax og klarinet), John Hebert (bas) og Eric McPherson (trommer).

Trompetisten Roy Hargrove slår to fluer med et smæk på sin kommende dobbeltCD Reflections and Distortions på Verve. Den ene er med hans kvintet, den anden er med det funky RH Factor. Den udkommer d. 28. februar.

Michel Camilo er sammen med Barcelona Symphony Orchestra på pladen Rhapsody in blue, der udkommer d. 28. februar på Telarc.

Til marts kommer der en ny plade med Cassandra Wilson på Blue Note. Hun har samarbejdet med T-Bone Burnett om pladen Thunderbird.

Ingen kommentarer: