Kwella/Venndt Duo: Rodebutikken (Olufsen Records/Det Jyske Musikkonservatorium) >> Emil de Waal: + (RMC)

Indenfor kort tid er der dukket to plader op, som er med konservatorieundervisere. Faktisk er konservatorierne medudgivere af pladerne, og her hører lighederne ikke op, begge plader er med elektronisk musik. Men så hører lighederne vist også op!
På den ene møder vi Kwella/Venndt Duo. Jens Chr. Kwella underviser på konservatorierne i Jylland, hvor han er tilknyttet den rytmiske afdeling. Hans musikalske baggrund er bred, han har samarbejdet med så forskellige folk som Sigurd Barrett og Jesper Løvdal. Hans makker Jacob Venndt, som er konservatoriestuderende, vandt i 2001 Ung Jazz konkurrencen med bandet Jacobs Scrapbog, og er ligeledes med i diverse musikalske sammenhænge, f.eks. Natural Born Hippies og Marlene Mortensen.
Pladen hedder Rodebutikken, og er slet ikke så rodet endda, men det er en butik med mange forskellige varer på hylderne. Jeg må nok erkende at jeg har en svaghed for ”rodebutikker”, både i bogstavlig og i musikalsk forstand. Man kommer ind i en butik, og der står varer, som måske ikke lige er sæsonens hotteste, men så er der også de ting, som er morgendagens hippe ting, og som man lister hjem med i tasken, i vished om at man har gjort et kup. Kwella/Venndt er ikke hippe, og jeg tror heller ikke, at de har intentioner om at være det. Men de giver mig lov til at komme på rejse i deres musikalske verden, og den er bestemt ikke kedelig. Kwella bestyrer guitaren, og han kommer vidt omkring, det er primært elektrisk guitar, hvor han spiller lækre enkle melodiske temaer, som får fløjtehumøret op i mig. Derudover spiller han på diverse instrumenter, og har ligesom makkeren Venndt stået for elektroniske beats og programmeringer. Venndt er bassist, men derudover spiller han også på alskens mulige instrumenter.
Begge musikere er virtuoser på deres instrumenter, men det har ikke været det, som de ville fortælle med denne plade. De vil hellere skabe stemninger. Det er ganske befriende at høre to ”rigtige” musikeres bud på elektronisk musik, for selvfølgelig fylder de almindelige instrumenter meget i billedet, og sequenceren er ikke kommet på overarbejde. Det elektroniske er brugt som afsæt, for at kunne skabe ny og spændende musik. Pladen byder på decideret vanvittige ting, som Jongløren, som er ren cirkusmusik, med sprechstallmeister. Jongløren er guitaristen, som introduceres som ”ze sekondfastest guitarist in ze world”, og Kwella byder på en surfguitarsolo. Afslutningsnummeret Flaskeposten er rigtigt afslutningsnummer, hvor jeg næsten kan se rulleteksterne, og har lyst til at blive i ”biografen” fordi jeg vil høre den gode musik.
Kwella/Venndt Duo har begået en mindre genistreg. Jeg har ikke hørt nogen plade, der bare minder en smule om deres. De har fundet deres eget musikalske univers, som de har opbygget på baggrund af fordomsfri indgang til musikken. De har udelukkende tænkt, på hvad de selv synes er fedt, genrer er glemt. Og nye er kommet til. Selvfølgelig er der små skønhedspletter hist og pist, men helhedindtrykket er sjovt nok, på trods af ”roderiet”, meget samlet.
Den anden plade er Emil de Waals +. I 1987 var han med til at starte Bagdad Dagblad, og har siden været så vidt omkring, at man hverken kan rubricere ham som jazz, rock eller pop trommeslager. I dag underviser han på Rymisk musikonservatorium i København, og har været fast mand bag trommerne i Stjerne for en aften. Men ved siden af det, har han altså også lavet sin første soloplade.
Musikken på pladen er en naturlig forlængelse af det han har lavet sammen med Jonas Johansen i Band Mrazem. Han har også taget en af musikerne med derfra, Gustaf Ljunggren, som er multiinstrumentalist. Desuden er Søren Kjærgaard med på tangenter. For ganske nylig udgav den norske trommeslager Audun Kleive pladen Ohmagodabbl, en vildt eksperimenterende elektronisk plade, og det er det samme man kan sige om de Waal’s plade. Men de griber tingene meget forskelligt an.

Emil de Waal giver slip på musikken et sted inde i processen, og giver den frit løb. Jeg tror ikke at de Waal, har særligt meget styr på, hvad det er der sker. Det er moderne Free Electronica. Til sammenligning med den gamle Free Jazz, har de Waal via trioen med Ljunggren og Kjærgaard først sluppet de musikalske følelser løs, og høvlet derudaf uden foruddefinerede musikalske koncepter. Men så sker der noget mere, for de Waal har slipper igen musikken, og har ladet tre amerikanske kunstnere efterbearbejde musikken. Jeg ved ikke hvor og, hvad det er de har lagt ind i musikken. Men det er sådan set også ligegyldigt. For det færdige produkt er grænseoverskridende, og endnu engang må jeg konstatere, at jeg ikke har hørt noget lignende før. Nummeret Struktur stikker ud, og vælter mig omkuld, med sin skønhed på den ene side og skærebrændervanvid på den anden side.
For at det ikke skal være løgn har Fredrik Lundin været inde over et par numre i slutfasen med tenorsax og basfløjte. Endnu en nyskabende dansk elektronisk plade, hvor jeg nu, med kun halvanden uge tilbage af året, vil udråbe 2004 til det bedste nogensinde for dansk elektronsik musik. I øvrigt kan Emil de Waal opleves live i New York d. 30. december, på klubben Tonic. Men bare rolig han kommer også ud på de danske veje i det nye år.